Frihed på lånt tid
Aases ledsager giver hende frihed til at handle, opleve naturen og være en del af samfundet. Men usikkerheden om ledsageordningens fremtid skaber bekymring.
Tekst: Caroline Larsen Foto: Henrik Frydkjær
For knap tre år siden ændrede Aases liv sig fra den ene dag til den anden. En blodprop tog først synet på det ene øje og siden det andet. Pludselig blev almindelige hverdagsting en udfordring. At færdes udenfor. Finde vej. Tage toget. Handle ind. Alt blev mere besværligt. Nogle gange umuligt.
”Det var et kæmpe tab af livskvalitet. Jeg savner friheden til at gøre, hvad jeg har lyst til. At kunne begive mig ud i livet uden at skulle planlægge alting”, siger 72-årige Aase Meyer fra Helsingør.
I dag er hendes ledsager en vigtig støtte. Ikke bare praktisk, men også menneskeligt. Ledsageren giver hende mulighed for at handle, komme til behandling, besøge udstillinger, komme til koncerter, tage på cafe og gåture i naturen.
”Det handler om livsværdi, glæde og frihed. Min ledsager er en afgørende støtte i hverdagen”, fortæller Aase.
Frihed til oplevelser og fællesskab
For Aase er det vigtigt selv at kunne vælge sine aktiviteter. Selvom mange ting kan klares digitalt, betyder det meget for Aase fortsat at kunne komme ud blandt mennesker.
”Jeg kan godt bestille varer på nettet, men den menneskelige kontakt er vigtig for mig. Komme ud og tale med mennesker”, siger Aase.
Ledsageren gør det muligt for Aase at bevare en aktiv og indholdsrig tilværelse. Hun holder af naturen, kulturelle oplevelser og sociale aktiviteter, men uden ledsageren ville det være for krævende at komme rundt til de aktiviteter, der giver glæde og indhold i hverdagen.
En tur i skoven kræver for eksempel ekstra opmærksomhed, når man ikke kan se og skal navigere udenom grene, træstubbe og huller i stien.
”Det betyder meget at komme ud og mærke årstiderne, høre fuglene, dufte naturen og få frisk luft”, forklarer Aase.
Trygt på tur
Ledsageren giver også en tryghed, som er svær at sætte ord på.
Når Aase færdes alene, møder hun ofte lyskryds uden lydsignaler. Hun er derfor afhængig af, at andre hjælper hende sikkert over vejen.
”Det er meget utrygt. Jeg håber altid, der kommer nogen, jeg kan følges med over vejen. Ellers er det med livet som indsats”, siger Aase.
Hun husker især en tur til København, hvor hun skulle besøge sin søn.
”Jeg måtte spørge mig frem hele vejene. Jeg kunne ikke læse skiltene eller se hvilke tog, der kom. Folk var heldigvis søde til at hjælpe, for ellers var jeg aldrig nået til København. Jeg tudede undervejs og var fuldstændig udmattet, da jeg endelig kom frem”, forklarer Aase.
Kun syv timers frihed
For nogle år siden blev ledsageordningen til blinde og svagsynede over 67 år reduceret fra 15 til syv timer om måneden. Det ramte Aase hårdt.
”Jeg blev virkelig ked af det. Syv timer svarer til, at jeg kun kan komme ud og mærke min frihed to gange om måneden”, siger Aase.
Hun fortæller, at hvis hun for eksempel skal til behandling i København, kan størstedelen af månedens timer være brugt. Hun er derfor nødt til at samle timerne sammen og prioritere.
”Jeg skal vælge, om jeg vil bruge timerne på en udstilling, koncert, cafetur eller gåtur i skoven. Det begrænser min frihed enormt”, fortæller Aase.
Ifølge hende hænger det dårligt sammen, at man ønsker, mennesker med handicap skal være en aktiv del af samfundet, samtidig med at deres muligheder for at komme ud begrænses.
”Hvis man mener det alvorligt, skal vi også have mulighed for at komme ud, være sociale og bruge vores evner. Ellers stagnerer man både mentalt og fysisk”, understreger Aase.
Frihed til at klare sig selv
Efter synstabet var der en periode, hvor hun bare sad derhjemme og var deprimeret. For hvad gør man, når man ikke længere kan bevæge sig frit? Når friheden begrænses? Og verden udenfor føles utryg?
”Man er nødt til at komme ud og være en del af livet, få inspiration og nye oplevelser. Her spiller min ledsager en vigtig rolle. Det er utroligt, hvad følelsen af bevægelsesfrihed og tryghed betyder”, siger Aase.
Ledsageordningen betyder også, at Aase ikke hele tiden skal bede andre om hjælp. Hun har frihed til at klare sig selv.
”Jeg har altid set mig selv som en stærk og uafhængig person. Derfor er det svært at bede familie og venner om hjælp. Jeg vil nødig være til besvær”, fortæller Aase.
Men med en ledsager er det anderledes. Der oplever hun frihed til selv at planlægge sit liv.
”Jeg føler ikke, jeg står i gæld til nogen. Det giver mig mulighed for at gøre det, jeg har lyst til uden at være afhængig af andres velvilje”, siger Aase.
Beslutninger med store konsekvenser
Sidste år var det uvist, om Aase og næsten 1.000 andre ældre med synshandicap ville miste deres ledsager. Det skabte stor usikkerhed og bekymring hos Aase.
”Jeg var chokeret. Jeg tænkte, at det kan man ikke byde mennesker i dagens Danmark. Jeg følte, at man behandlede os som andenrangsmennesker”, forklarer Aase.
Hun oplever, at mange seende har svært ved at forstå, hvor stor en omvæltning det er at miste synet, og hvilke konsekvenser det har for hverdagen.
”Politikerne burde prøve at have bind for øjnene bare én dag og opleve på egen krop, hvor utrygt det er”, siger Aase.
Hun mener, at det er svært at forstå konsekvenserne af et synshandicap, hvis man aldrig selv har prøvet at navigere uden syn.
”Politikerne burde prøve at finde toilettet eller deres stol i Folketingssalen uden nogen til at guide dem. Først da vil de forstå, hvor stor betydning deres beslutninger har for vores frihed og livskvalitet”, konstaterer Aase.
Frygten for at miste friheden
Siden 2021 har blinde og svagsynede over 67 år kunnet få en ledsager gennem en særlig forsøgsordning forankret hos Dansk Blindesamfund. Men da der ikke blev afsat penge til en forlængelse på finansloven, stod ordningen til at ophøre ved årsskiftet.
Efter massivt pres afsatte Regeringen og Det konservative Folkeparti 30 millioner kroner, så forsøgsordningen kan fortsætte gennem hele 2026. Men bevillingen gælder kun ét år, og derfor er usikkerheden ikke forsvundet.
”Jeg er bekymret for, at det kan ske igen. Usikkerheden skaber stress", siger Aase.
Hun håber derfor på en permanent løsning, så hun og andre synshandicappede ikke skal frygte, at den afgørende ledsagelse vil forsvinde igen.
"Det vil give tryghed, hvis ordningen var permanent. Så kan man planlægge sit liv uden frygt for, om ledsageordningen bliver taget fra en", fortæller Aase.
For hende handler ledsageordningen ikke blot om praktisk hjælp. Det handler om at kunne leve et aktivt og selvstændigt liv. At kunne komme ud. At være en del af samfundet.
”Det handler om frihed og livskvalitet. Om at kunne leve sit liv”, siger Aase.