Isatu er synshandicappets stærke stemme i Sierra Leone
Isatu er første kvindelige præsident i Sierra Leones blindeorganisation og håber at inspirere andre kvinder til at følge deres drømme.
Isatu Kamara er en bemærkelsesværdig kvinde, der har brugt sit synshandicap til at kæmpe for ligestilling og skabe positive forandringer for blinde kvinder i Sierra Leone. Som blind kvinde i Sierra Leone er hun selv blevet mødt af fordomme og diskrimination, men det har ikke forhindret hende i at kæmpe for sine rettigheder og inspirere andre kvinder til at gøre det samme. Det har snarere været motivationen.
Isatu er født blind, så når hendes søskende tog i skole, var hun overladt til sig selv derhjemme. Hun havde dog en onkel, som pressede på, for at Isatu skulle begynde i skole. Men hendes far undervurderede Isatus evner og potentiale til at gennemføre en uddannelse med synshandicap.
”Min onkel havde en ven, som gik på blindeskolen, så han mødtes med ham og forklarede min situation. Han troede på mig og fik min far overbevist om, at jeg skulle starte på blindeskolen”, siger Isatu Kamara, som blev glad for at gå i skole og lære punktskrift.
På trods af udfordringer med at få skolematerialet på punktskrift til tiden og eksaminer afleveret på en almindelig skrivemaskine, blev Isatu uddannet til lærer.
Fordomme og stigma
Som blind kvinde i Sierra Leone er Isatu stødt på mange fordomme. Mænd i samfundet har ofte en negativ holdning til kvinder med synshandicap og anser dem for at være mindre værd.
”Seende mænd betragter det ofte som skamfuldt at have en blind kone. De ser det som en belastning, for de tror ikke, at vi kan lave mad eller holde hus. Men sådan er det ikke. Der er ganske få mænd, der kan se potentialet i en blind kvinde og virkelig værdsætte hende. Derfor er der mange kvinder, der bliver gift med en synshandicappet mand”, forklarer Isatu og uddyber, at vold også er en risiko for blinde og svagsynede kvinder, både i familien og samfundet, hvor de kan blive udsat for overgreb og diskrimination.
Kampen for politisk deltagelse
Isatu har personligt kæmpet for at deltage i politik og har oplevet diskrimination og udelukkelse på grund af sit køn og synshandicap. Blinde kvinder bliver ofte overset i politiske processer og støder på mange barrierer. Det oplevede hun selv, da hun stillede op til præsidentposten i Sierra Leones blindeorganisation. Det var nemlig ikke uden tumult.
”I alt for mange år har mænd taget føringen i lokale og nationale valg. Det var på tide at ændre. I 2019 mente kvinderne, at de skulle have en kvindelig præsident, som så blev mig. Da stemmerne blev optalt, var jeg ikke til stede. Stemningen var for intens, da de fremmødte ville slås”, forklarer Isatu, som var glad for at løbe med sejren og dermed blive den første kvindelige præsident for Sierra Leones blindeorganisation. Her brugte hun sin position til at skabe bevidsthed og støtte andre blinde kvinder.
Motiverende rollemodel
”Jeg håber at inspirere andre piger og kvinder med synshandicap til at forfølge deres drømme og deltage aktivt i organisationens arbejde. Vi kvinder bør ikke stå tilbage og blive hjemme, men deltage i møder og lade vores stemme blive hørt”, siger Isatu, som er et levende bevis på, at synshandicap ikke er en hindring for at opnå personlige mål og drømme.
Isatu er begejstret for den nye ligestillingslov i landet, der skal sikre kvinder på flere parametre. For eksempel skal en tredjedel af landets folkevalgte politikere fremover være kvinder. Der er dog stadig lang vej endnu. For eksempel er Sierra Leone placeret som nummer 109 ud af 146 lande på the Global Gender Gap Index, som er en international rangliste over ligestilling.
For få magtfulde kvinder
Isatu erkender også, at det stadig er en udfordring at få blinde og svagsynede kvinder til at stille op til politiske poster på grund af manglende uddannelse og kendskab til deres rettigheder. Det ønsker hun at ændre med et øget fokus på uddannelsesprogrammer for voksne.
”Det er min vision og drøm, at blinde og svagsynede kvinder bliver uddannet. Det vil styrke deres kompetenceudvikling og indkomstgenerering, så de kan opnå økonomisk uafhængighed, forbedre deres liv og skabe en bedre fremtid for sig selv og deres børn”, forklarer Isatu.