Jeg drømmer om at gå en tur med et andet menneske

Margit er spærret inde i sit hjem, fordi hun blev blind, efter hun fyldte 67 år. Derfor kan hun ikke få en ledsagerordning.

Hvis bare Margit var blevet blind ti år før, så havde loven sikret hende en ledsager. Men fordi Margit var over 67 år, da hun mistede synet, er der ingen hjælp til at komme ud af huset.

Og Margit tør ikke selv gå ud, efter hun et par gange har mistet orienteringen og er faret vild. Det betyder, at Margit kun kommer ud den ene gang om ugen, hvor hun skal i dagcenter og bliver hentet af en flextransport.

En sjælden gang bestiller hun en taxi og kører en tur fra hjemmet i Himmelev og ind til centrum af Roskilde, som hun kender fra dengang, hun kunne se og derfor kan orientere sig. Men de ture bliver også færre og færre, for det er ikke sjovt at gå alene, når man ikke kan se.

Allermest drømmer Margit om en gåtur i naturen. Bare komme ud i naturen, bruge benene og mærke verden. Men det kan Margit ikke, fordi det kun er borgere under 67 år, der kan få tilkendt ledsagerhjælp.

Det første, jeg ville gøre, hvis jeg fik en ledsager, det var at gå en tur sammen med et andet menneske. Tale om de ting, vi går forbi, høre om farverne på træerne og bare nyde naturen.

Margit

Spærret inde

Margit Hvas er 80 år. Som sygeplejerske har hun gennem en lang karriere taget sig af andre mennesker og imødekommet deres behov for pleje og omsorg. Hun havde aldrig drømt om, at hun selv en dag skulle blive afhængig af andre menneskers samme pleje og omsorg.

”Man tror jo aldrig, at det rammer en selv. Men det gjorde det”, siger Margit.

Hun levede et aktivt liv, passede sit arbejde, motionerede og elskede at tage ud i verden.

”Jeg elskede at rejse, se verden, gå langs stranden, solbade. Nu kan jeg ikke engang komme ud af huset. Men jeg klarer mig fint herhjemme. Jeg får mad udefra to gange om ugen, og ellers laver jeg den selv. Det kan jeg godt lide. Men uden for døren kan jeg ikke klare mig selv. Jeg kan godt føle mig spærret inde, men så kører fjernsynet hele dagen, eller jeg lytter til lydbøger”, fortæller Margit, der dog ikke er i tvivl om, hvad det ville betyde for hende, hvis borgere over 67 år også kunne få en ledsagerordning.

”Hvis jeg havde en at følges med – det ville forandre alt for mig. Alt”, gentager Margit tankefuldt.

Alt var sort

For ti år siden, da Margit er 70 år, får hun en nethindeløsning på venstre øje. Lægerne prøver at redde hendes øje, men det lykkedes ikke. Hun får senere konstateret AMD i højre øje, og pludselig for fire år siden bliver synet meget dårligt. Hun går til øjenlæge og får konstateret en større blødning i øjet. Hun bliver henvist til Næstved Sygehus, men de kan ikke gøre noget, lyder meldingen. Fjorten dage senere bliver Margit helt blind og kommer igen på Næstved Sygehus, hvor blødningen bliver fjernet ved en operation. Margits syn er nu reduceret til, hvad hun kan se ud af få, bittesmå sprækker. Og på det seneste er farverne også begyndt at falme, og verden er i gråtoner.

Margit bor i Stubbekøbing, da hun mister synet, men vælger efter et stykke tid at flytte til Roskilde, hvor hun har familie, ligesom søsteren i Holbæk kommer tættere på.

”Jeg kunne virkelig godt have brugt en ledsager, lige da jeg blev blind. Jeg var fuldstændig lukket inde i Stubbekøbing. Alt var bare sort. Som sagt kan jeg stadig godt føle, at jeg er spærret ind. Det kunne være så dejligt, hvis jeg bare kunne komme ud engang imellem.  Det ville have været så rart, men man kan vænne sig til meget. Nu klarer jeg mig, men jeg føler bare ikke, at jeg kan komme videre i mit liv. Jeg har prøvet mine grænser af i forhold til at komme omkring, og det skræmmer mig. Jeg kan ikke gå en tur i skoven. Det kræver et andet menneske. Og jeg vil ikke bare bede andre om det, så skal andre yde, og hvad kan jeg gøre til gengæld? Det kan godt virke meget skræmmende”, siger Margit.

Faret vild flere gange

Lige da Margit blev blind, kom hun på kursus og lærte at gå med stok.

”I starten lærte jeg at gå over til Meny og købe ind. Jeg lærte ruten udenad og kunne mærke med stokken, om jeg gik på stien. Men jeg er faret vild et par gange, og nu har jeg ikke så meget lyst til at gå derover mere. Jeg går altid med telefonen på mig, så føler jeg mig mere sikker”, fortæller Margit.

”Første gang jeg for vild, mødte jeg en motionist, der hjalp mig på rette vej igen. Anden gang var det noget vejarbejde, der forvirrede mig, og jeg endte med at ringe efter en taxi og blive kørt hjem, fordi jeg fuldstændigt mistede orienteringen.”

”En vinter gik jeg over til Meny. Det var et dejligt frostvejr, men jeg opdagede, at det var spejlglat. Pludselig gled jeg og nåede lige at få fat i et træ, men kunne godt mærke, der var glat omkring mig. Så stod jeg der, indtil jeg hørte nogle stemmer. Det var to hjemmehjælpere ovre fra plejehjemmet, der hjalp mig videre.”

Kunstigt liv

Efter Margit er faret vild et par gange, har hun lidt mistet modet og kommer nu kun ud, hvis hun bliver hentet.

”Jeg kommer kun ud, hvis jeg bliver kørt herfra. På den måde er det et meget kunstigt og ufrit liv. Jeg kommer kun ud med flextur og kun til butikker i Roskilde, hvor jeg kender byen fra tidligere og nogenlunde kan orientere mig. Jeg køber mest ind i Irma, de kender mig og ringer efter en medarbejder, der kan hjælpe mig. Jeg kan jo ikke finde tingene i butikken. Førhen kunne jeg godt lide at handle eller gå en tur, men det er ikke så sjovt, når man gør det alene. Og slet ikke når man intet kan se, og den smule, jeg kan se, er i gråtoner. Jeg savner, at nogen fortæller mig, hvad vi ser og hvad vi går forbi”, siger Margit.

”Jeg har altid holdt af at røre mig og komme ud og bevæge benene, men det kan jeg ikke mere. Jeg har heller ikke lyst til at gå herude, for jeg møder ingen, og det gør mig også utryg i forhold til at få hjælp, hvis jeg farer vild. På den måde er det mere trygt nede i byen, for der er altid nogen, jeg kan få hjælp af.”

Rart med et par øjne

Margit har efterhånden opgivet at bevæge sig ud på egen hånd.

”Jeg bevæger mig slet ikke ud alene mere. Jeg kan jo ikke gå en lang tur, for jeg er ikke sikker på, at jeg kan finde hjem igen. Det savner jeg alligevel – bare at gå en tur i naturen. Jeg savner at komme ud om foråret og om sommeren – året rundt faktisk. Der er da også ting herhjemme, hvor det ville være rart med et par øjne. Jeg hører ikke så godt, så når maskinen læser indkaldelser med klokkeslæt op, så kan jeg godt blive lidt usikker, og der kan også være breve, der kommer ind af døren, som jeg ikke kan læse selv. Jeg har en hjemmehjælp mandag og fredag, så samler jeg de ting på bordet, som jeg skal have hjælp til, og så kigger hun på det.”

”Man lærer at klare sig. Når jeg tænker tilbage – i den sidste del af min karriere kørte jeg som hjemmesygeplejerske om natten i København. Jeg blev kørt rundt til borgerne i en taxi, og jeg kunne blive helt høj af at køre rundt i indre by om natten, se lysene, komme ind i de her fantastiske gamle smukke københavnerlejligheder. Hjælpe andre. Så sidder jeg her i dag og har selv brug for hjælp. Det er ikke nemt. Slet ikke når man aldrig troede, at man skulle blive blind”, siger Margit.