Jeg kan smile igen

Kurset ”At leve med synshandicap” var livsændrende for Ane Marie. Hun vendte hjem fra kurset med en ny accept af sit synshandicap og håb for fremtiden.

Det, Ane Marie troede, blot skulle være en tur til optikeren for at få et par nye briller, endte med en tur på øjenafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Optikeren kunne konstatere ændringer på øjets nethinde, hvilket fik ham til at slå alarm. På hospitalet blev diagnosen våd AMD stillet på venstre øje. Hun blev derfor tilbudt indsprøjtninger, der skulle bremse udviklingen af øjensygdommen. Men behandlingen havde ingen effekt.

”Efter to typer indsprøjtninger kunne de ikke gøre mere. De opgav at behandle mig. Hver gang, jeg tog til øjenlægen, håbede jeg inderligt, at behandlingen ville virke, men det skete desværre ikke”, siger 58-årige Ane Marie Therkelsen, der kort efter oplevede lysglimt på det højre øje. Hun opsøgte derfor sin læge, der straks sendte hende videre til øjenlæge. Årsagen lød på, at hun havde fået tør AMD, som udviklede sig til våd AMD, der stjal mere og mere af hendes synsfelt. I dag har hun fem procent syn på det højre øje og 13 procent syn på det venstre øje.

Håbede på et mirakel

”Hver gang, jeg vågnede, håbede jeg, at jeg ville vågne som den gamle Ane Marie. At alting ville være, som det plejede. Men sådan var det ikke. Jeg følte, jeg var faldet i et dybt sort hul, og kunne slet ikke se nogen udvej. Derfor sagde jeg også til min mand, at der ikke var nogen grund til, at vi forblev sammen, for jeg ville kun være en belastning for ham”, siger Ane Marie.

Men heldigvis var Ane Maries mand vedholdende. Han blev ved hendes side i den svære tid, selvom han måtte finde sig i meget, når Ane Marie blev frustreret over situationen.

”Det var hårdt at se hende sådan. Jeg glemmer aldrig den dag, hvor hun kom hjem og sagde, at hun ikke længere kunne se bilerne. Fra den dag af var intet det samme. Det var lidt et helvede, inden vi kom på kursus, for frustrationerne gik ofte ud over mig”, siger Bent Therkelsen, der ikke længere kunne kende den kvinde, han var gift med.   

En ny hverdag

Ane Marie var vred, ked af det og frustreret. Hun fokuserede på alt det, hun havde tabt og ikke længere kunne. Ane Marie oplevede udfordringer med at lave mad, handle, strikke, læse og færdes alene. Alt det, som før gav hende værdi og glæde, var pludselig blevet en udfordring.

”Jeg har altid været meget selvstændig og vant til at klare mig selv, så det var et kæmpe nederlag at blive afhængig af andre. Jeg mistede også en stor del af min frihed, da jeg ikke længere måtte køre bil”, forklarer Ane Marie, der følte sig begrænset og isoleret i sit eget hjem. Hun turde ikke bevæge sig uden for hjemmet og måtte give afkald på sit sociale liv.

”Jeg prøvede at skjule mit synshandicap. Ingen måtte vide, at jeg så dårligt. Jeg var flov og skammede mig over mit synshandicap”, siger Ane Marie.

En hjælpende hånd

Det var en sygeplejerske fra Aalborg Universitetshospital, der anbefalede Ane Marie at tage kontakt til Dansk Blindesamfund, og det fortryder hun ikke. Det var et besøg fra Dansk Blindesamfunds konsulent, der ændrede alt. Konsulenten anbefalede nemlig at tale med Dansk Blindesamfunds psykolog. Efter seks sessioner blev Ane Marie tilbudt at deltage på et tredages kursus på Fuglsangcentret ”At leve med et synshandicap”, hvilket hun tog imod. Hun var villig til at gøre alt for at acceptere sit synshandicap og komme godt videre.

”Det bedste, der er sket, var, da Ane Marie meldte sig ind i Dansk Blindesamfund. Jeg er dybt taknemmelig over al den hjælp, vi har fået”, siger Bent, der slet ikke er i tvivl om, at kurset var livsændrende for Ane Marie. Han kunne hurtigt mærke et spirende håb for fremtiden brede sig hos Ane Marie og hos sig selv.

”Forandringen er ikke til at tage fejl af. Det er en gladere Ane Marie med mere selvsikkerhed, jeg har fået hjem. Jeg får ikke længere de samme skældud, så nu kan jeg kende Ane Marie igen”, forklarer Bent.

Ikke alene

For Ane Marie var det meget givende at møde andre ligestillede, der også havde mistet synet for nylig. De kunne relatere til mange af de bekymringer og udfordringer, Ane Marie tumlede med til hverdag. Det gav hende en følelse af samhørighed. Hun følte sig ikke længere alene med sit synstab, for i mødet med ligestillede fandt Ane Marie en forståelse og anerkendelse, som hun ikke havde oplevet før.

”Når jeg er sammen med andre blinde og svagsynede bliver jeg helt automatisk glad og lettet. Jeg er en del af et fællesskab, og de forstår mit synshandicap. Jeg møder en helt anden forståelse end ved at snakke med venner og familie, der ikke ved, hvordan det er at leve med svigtende syn”, siger Ane Marie, der begyndte at tro på livet igen.

Slut med at skjule synshandicappet

Kursisterne deltog i gruppesamtaler, hvor de skiftedes til at blive spurgt ind til de svære følelser, men der var også plads til drømme og håb for fremtiden. De problemer, som hver enkelt slås med, blev taget alvorligt, og der var tid til at lytte til de andre og derigennem blive klogere på sig selv. 

”Det er et rigtig dejligt fællesskab. Vi griner og græder sammen og er gode til at bakke hinanden op. Før jeg kom, var lyset slukket i mig, men lige så langsomt begyndte det at sprede sig”, fortæller Ane Marie.

Det allervigtigste, hun tager med sig hjem fra kurset, er, at hun er blevet bedre til at tale åbent om sit synshandicap og bede om hjælp, når hun har behov for det. Det var været en lang bumpet vej at nå til den erkendelse.

”Førhen gjorde jeg alt for at skjule mit synshandicap, men i dag er jeg ikke bange for at tale om det. Det har betydet, at jeg har fået modet til at bruge den hvide stok og tage badgen på af manden med den hvide stok. Det har givet mig så meget frihed”, smiler Ane Marie, som nu går ture i lokalområdet og tager bussen ind til byen på egen hånd. Med stokken i hånden har hun genvundet sin frihed og selvstændighed.

Håb om fremtiden

Ane Marie vil varmt anbefale andre at deltage på kurset. Det har været så givende for Ane Marie og hendes mand. Hun vil gerne vise andre, at der er hjælp at hente, når man rækker ud.

”Det bedste ved kurset er, at jeg er begyndt at smile igen. Jeg gemmer mig ikke længere, men tør fortælle, at jeg ser dårligt. I dag har jeg accepteret mit synshandicap. Der kommer stadig bump på vejen, men jeg er godt på vej. Nu kan jeg se en fremtid”, siger Ane Marie.