“Jeg lærer aldrig at acceptere, at jeg er blind, men jeg kan lære at leve med det.”

På få sekunder mistede Michael synet og fik smadret sit ansigt i en fyrværkeriulykke, der altid vil præge hans liv.

Bomben springer i hovedhøjde. Det er lufttrykket, der giver Michael kraniebrud, river den yderste tredjedel af begge øjne ud, efterlader hans næse dinglende i en hudfold, ganen flækket og overkæben knust. Michaels historie er ikke en historie om at bruge sikkerhedsbriller. De havde ikke hjulpet. Det er heller ikke en historie om at lade være med at fyre den af nytårsaften. Mænd vil altid være mænd. Det er Michaels ord. Men hvis bare en enkelt tænker sig om, hvis bare ét menneske mindre mister synet og kan slå øjnene op og se ind i 2019, så har Michaels historie ikke været forgæves.

Michael Schacht Pedersen så aldrig ind i 1999. På årets sidste dag lå han på et operationsbord. Med knogle fra hans hofteskål rekonstruerede lægerne hans kæbe. Mens nytårsklokkerne ringede, lå Michael i en morfinrus. Det er tyve år siden, men når han fortæller sin historie er det, som om ulykken lige er sket. Den er så tydelig, og den kommer igen hvert år den 30. december.

”Jeg slipper aldrig ulykken. Det kan ikke lade sig gøre. Alle liv har en mærkedag. Min er den 30. december uanset årstal. Det er en dag, hvor jeg er i neutral. En form for helle. Jeg aner ikke, hvad der sker, når jeg vågner. Jeg er aldrig i et yderspor. Jeg er aldrig rigtig glad. Aldrig rigtig trist. Det er en dag med minder. Jeg ser alt det, jeg kan huske, i billeder. Mit liv både før og efter ulykken.”

Michael er 23 år i 1998. Det er dagen før nytårsaften, og han skal besøge en kammerat.

”Jeg skal besøge Allan, der har været udstationeret som håndværker i Afrika og er hjemme i julen. Jeg kører som sælger for Bryggerigruppen. Har en travl hverdag. Nu har vi tid til at ses. Plads til at snakke. Så jeg kører ud til ham sammen med min kæreste. Vi sludrer og får en enkelt øl. Vi taler om nytårsaften. Min kæreste og jeg er inviteret til en fest, hvor der ikke er fyrværkeri. Det er helt fint. Allan kommer så med en pose fyrværkeri. Jeg kan godt se, at der ikke er de mærker og billeder på, som der normalt er, når man køber fyrværkeri. Men vi er jo ikke andet end drenge. Vi er, som drenge er flest. Når det siger bang, er det sjovt, og vi vil gerne have en smagsprøve, så Thomas, Simon og jeg går ud på gaden. Vi står med det her bomberør, der skal placeres på en stabil overflade. Thomas skal tisse, så Simon og jeg placerer røret. Pas nu på drenge, råber Thomas. Vi folder lunten ud. Det er en lang lunte. Jeg bukker mig ned for at tænde. Der kommer ingen gnister. Lad lige mig prøve, siger Simon. Så går bomben af og jeg husker ikke mere.”

Jeg må lede efter det gode

Det er en krysantemumbombe på størrelse med en håndbold. Den eksploderer i hovedhøjde lige ud for Michaels ansigt. Hans liv er ændret for altid. Han vågner fire eller fem dage senere. Tænderne surret sammen med ståltråd for at beskytte den nybyggede kæbe.

”Jeg kan ikke se, og jeg kan ikke sige noget. Jeg er fyldt med smertestillende medicin for at holde mine smerter nede. Jeg er bedøvet, og min hjerne er stærkt påvirket. Men alligevel ved jeg godt, at jeg ikke kan se. Jeg forstår det, og samtidig forstår jeg det ikke. Jeg kan fortælle, hvad jeg har fået at vide. Min far oplever, at jeg ligger i hospitalssengen med munden syet sammen og slanger ud af næsen. Det ene øjeblik siger jeg, at han skal slappe af, og at jeg er tilbage på job om 14 dage. Det næste øjeblik har jeg ikke lyst til at være her. Jeg magter det ikke og vil bare dø. Det ene øjeblik har jeg ikke fattet noget og tror, jeg kan køre bil, og det næste øjeblik kan jeg ikke kapere situationen og forestille mig, at jeg skal leve et liv som blind.

I takt med at lægerne trapper medicineringen ned, begynder skadernes omfang at gå op for Michael. Han husker præcis, hvornår det går op for ham, at han er blevet blind. Det begynder med to damer fra Instituttet for Blinde og Svagsynede, IBOS, der kommer på besøg på hospitalet.

”Det er et akutteam, der rykker ud. De to damer er der for min skyld. De har en blindestok med, som de giver mig. Hvad fanden skal jeg med den, tænker jeg. Det kan godt være, jeg er blevet blind, men jeg er ikke handicappet. Konsekvensen af at være blind er alligevel ikke gået op for mig. Jeg forstår ikke, at den her stok er det vigtigste hjælpemiddel i mit liv. De spørger så, hvordan jeg vil bevæge mig rundt uden stokken. Og jeg rækker armene frem og siger, at så må jeg gå sådan her – med armene fremme. De lader stokken stå, da de går. Ingen har lært mig at gå med stokken, så jeg tager den bare, da jeg skal ned og ryge. Jeg svinger den fra skulder til skulder. Der ved jeg, at jeg er blind. Kæmpestore sving og stokken rammer ind i væggene – også ind til sygeplejerskernes kaffestue og de farer op, da jeg smadrer forbi. Vi kan ikke lade være med at grine.”

Midt i det sorteste sorte er der også noget godt. Noget, der er sjovt. Det er historien om Michael i to sætninger. Han skal nok klare den. Det ved han lige der, hvor han også ved, at han er blevet blind. At hans blå øjne ligger i en spand med hospitalsaffald, og at protesterne aldrig vil give ham synet tilbage, men alligevel lade ham se livet på en helt ny måde.

”Jeg skal nok klare den. Det tænker jeg lige der. Det er ikke, fordi jeg nyder at være blind. Det har haft et hav af konsekvenser for mig, og jeg ønsker det ikke for nogen. Det kommer til at lyde så let, men det tog jo et par år at rejse mig efter ulykken. Når jeg kigger på mit liv – jeg har taget en uddannelse, haft fuldtidsjob i 17 år, stået på vandski, arbejdet med mig selv psykisk, lært mig selv at kende på en helt anden måde end jeg nogensinde har troet, jeg skulle kende mig selv. Men jeg har aldrig set mine to nevøer eller min niece. Jeg har aldrig set min svoger. Jeg kommer aldrig til at se min smukke søster igen. Begynder jeg den tankerække, så kan jeg sagtens give mig selv en depression, for den ene dårlige tanke vil blive afløst af den anden. Og jeg vil ikke den vej. Jeg bliver nødt til at lede efter det gode. Giver jeg op, så har jeg intet liv. Jeg bliver grå og bitter, og så er der ingen grund til at blive ved. Jeg må lede efter det gode. Det er min overlevelse. Jeg lærer aldrig at acceptere, at jeg er blind, men jeg kan lære at leve med det.”

Ingen skal sige til mig, at jeg ikke kan

Efter 30 dage på hospitalet bliver Michael udskrevet. Damerne fra IBOS vil have ham på nyblindekursus. Men Michael har brug for at komme hjem til familien i Kalundborg.

”Jeg skulle hjem til min familie. Hjem til tryghed. Sådan er det stadig. Det har ikke været nemt at tage det psykiske jerngreb om mig selv og komme tilbage til livet, men jeg har aldrig stået alene med det. Så kunne jeg ikke have rejst mig igen. Min familie, min søster og svoger, mine venner – de samlede mig op, da det ramlede.”

Michael møder for alvor det ny år i midten af februar, hvor han flytter ind på IBOS. Nyblindekursus. Livet forfra. Nu med blindestok.

”Jeg er en ung mand, der har været blind 6-7 uger. Det er gået op mig, at jeg ikke kan beholde mit job, at jeg ikke kan spille fodbold. Jeg skal håndtere de her enorme ting på rekordtid. Jeg møder andre blinde, får nye input om, hvordan folk godt kan skabe et liv uden at kunne se. Det er positivt. Men så rammer jeg ind i statistikken og systemet. Min sagsbehandler siger, jeg skal bo på IBOS de næste 12-18 måneder. Jeg har et værelse på 11 kvadratmeter. Jeg deler toilet med naboen. Jeg bor der alle ugens hverdage og er kun hjemme, hvor der er trygt hos familien, i weekenden. Jeg vil ikke være der halvandet år. Jeg vil højst være der et halvt år, siger jeg. Ingen skal sige til mig, at jeg ikke kan.”

Syv måneder senere er Michael tilbage i Kalundborg. Rehabiliteret, som det hedder, men rodløs derude på Vestsjælland. Sagsbehandleren i kommunen har tilkendt Michael førtidspension og forstår intet, da Michael kommer med et ønske om at tage en uddannelse som telemarketingmedarbejder via IBOS. Han er jo blind. Han har jo sin pension.

”Jeg bliver så ked af det. Jeg forstår ikke, hvorfor de siger nej til at investere de 300.000 kroner i min fremtid. Jeg har set lyset igen. Der er en lem tilbage til livet og til arbejdsmarkedet, og så sidder der en dame i kommunen og tager drømmen væk fra mig. Jeg går i banken, de tror på mig, jeg er kreditværdig og kan låne pengene til uddannelse, så jeg går på kommunen igen og lægger regnestykket frem. 300.000 kroner nu eller resten af livet på overførselsindkomst. Andre tror på mig. Det ender de også med at gøre. Så jeg tager uddannelsen, og jeg lærer mig selv at kende på en måde, som jeg aldrig havde troet, jeg skulle i en alder af 25 år. Det er en knægt, der bliver blind og en mand, der kommer ud på den anden side.”

Jeg finder altid en vej

I den periode i Michaels liv handler alt om at bryde grænser. Han prøver på alle måder at gøre sine egne fordomme om blindhed til skamme. Han tester sig selv for at samle mod til det liv, han så gerne vil have.

”Jeg skal bryde mine grænser. Jeg vil ud at stå på vandski og får en aftale med en klub. Da jeg kommer derud, viser det sig, at måden, jeg skal stå på vandski på, er, at jeg skal holde fast i en jernstang, der er sat fast på siden af båden og så stå der. Men det er ikke at stå på vandski. Jeg vil ned at ligge i vandet. Holde i linen. Rejse mig. Det er at stå på vandski. Jeg insisterer og får lov. Jeg står tre kilometer uden at vælte. Det kan jeg. Så kan jeg også komme på arbejdsmarkedet.”

Der har Michael været i 17 år. Snart starter han sin egen virksomhed. Han giver aldrig op.

”Jeg kan huske en julefrokost hos en kunde. Salgschefen har arrangeret en konkurrence, hvor man blandt andet skal gå på dåser og spise M&Ms med pinde. Jeg insisterer på at være med hele vejen. Du kan nok ikke klare den sidste, siger salgschefen til mig. Men jeg bukker mig ned og sætter min mund helt tæt på tallerkenen, og så slår jeg ellers til de her M&Ms med pindene, så de flyver ind i min mund. Jeg finder en vej. Det gør jeg altid.”

Ulykken har sat spor i alles liv

Da bomben sprang, og livet brast for Michael, skete der intet med Simon. Han gik fri. Fysisk. Men de fire kammerater og kæresten – de var alle mærket for livet. Måske knap så mærkbart som Michael, men ikke desto mindre mærket.

”Allan kunne ikke rumme det. Han havde så meget skyldfølelse. Han kunne ikke klare det. Jeg prøvede at tale med ham. Han besøgte mig på IBOS. Men jeg kunne ikke hjælpe ham. Jeg kunne ikke komme ind under huden på hans skyldfølelse. Jeg kunne ikke ændre på den. Efter et par år gled venskabet ud. Vi har kendt hinanden, siden vi var små børn. Det gik heller ikke med kæresten. Jeg var 23 år. Hun var 20 år. Vi var så unge og min ulykke så voldsom, at de færreste forhold vil kunne rumme det. Vi kunne ikke tale om det. Hun gik til psykolog, men hun kunne ikke involvere mig i sine følelser. Det gik i stykker et halvt år efter ulykken, Jeg følte mig svigtet. Det gjorde jeg. Jeg har ikke kontakt med nogen af dem i dag. I perioden efter talte vi alle sammen. Vi var i sorg. Men vi var naive på den store klinge. Vi havde aldrig oplevet modgang. Den aften med ulykken satte spor i alles liv.”

Hvis ikke jeg var blevet blind…

Vi er tilbage ved den 30. december igen. Den dag, hvor livet blev et andet for en gruppe unge mennesker. Datoen nærmer sig, og man kunne tro, at Michael altid vil forbande dagen og fortryde, at han satte ild til lunten.

”Nej. Jeg kan ikke ændre det. Den, jeg er i dag, er jeg på grund af min historie. Jeg tænker da nogle gange over, hvordan mit liv kunne have været. Var der to ting, jeg aldrig skulle, så var det at bo i København og arbejde på kontor. I dag bor jeg i København og arbejder på kontor. Det fortæller mig, at jeg ikke kan planlægge fremtiden. Jeg kan godt tænke tanken: Hvad var der sket, hvis ikke jeg var blevet blind? Men det får jeg aldrig at vide.”

Hvis nogen havde givet Michael et råd eller en formaning om fyrværkeri, havde han ikke lyttet efter. Derfor gider han heller ikke løfte pegefingeren på denne tid af året, hvor tonsvis af krudt og bomber venter på at eksplodere ind i det nye år.

”Det bedste, jeg kan give, er min historie. Jeg kan godt sige: Tænk jer om. Men havde nogen givet mig det råd dengang, så havde jeg nok ikke hørt efter. Mænd – du kan ikke ændre på dem. Ligesom jeg ikke kan ændre på min fortid eller min historie.”