Jeg træner førerhunde for at give andre mennesker et frit liv

Kirsten elsker at træne førerhunde, og selvom hun altid kniber en tåre, når førerhunden er færdigtrænet og flytter hjemmefra, så elsker hun det tætte samarbejde med hunden og målet med arbejdet

Da Kirsten åbner døren til sit hjem i Rødding i Sønderjylland, bliver Holly pænt siddende på tæppet lige inden for døren. Hunden strækker hals, vejrer med næsen og er nysgerrigt klar, hvis der altså bliver givet signal. Holly er halvandet år og godt på vej til at blive en rigtig god førerhund. Da Kirsten siger ”fri”, rejser den skinnende sorte labrador sig fra tæppet og hilser overstrømmende velkommen med en kølig fugtig snude og en livligt logrende hale.

”Holly bliver en god førerhund, fordi hun er meget lærevillig. Hun vil så gerne samarbejde, og så er hun en god og mild hund. Hende er der nogen, der får stor glæde af, når hun er færdig”, siger Kirsten Nybro Laugesen, 47 år og førerhundeinstruktør i Dansk Blindesamfund gennem fem år.

Hunde er troløse

Kirsten har mere end tyve års erfaring i arbejdet med hunde. Hun er uddannet veterinærsygeplejerske med en efteruddannelse i etologi, som er læren om dyrs adfærd, ligesom hun har en klikkeruddannelse. Men selvom hun både har teori og praktik i orden og har prøvet det flere gange før, så bliver det aldrig hverdag at sige farvel til en førerhund, når den er færdigtrænet.

”Det bliver aldrig en rutine. Den allerførste hund, jeg trænede i 2005, det var sindssygt hårdt at give slip på den. Måske fordi den var min første, og jeg lige skulle lære det. Men det er nu altid trist. Jeg ved, at det skal ske, og jeg har mine egne hunde. Men det gør stadig ondt. Nogle gør mere ondt end andre. Der er nogle hunde, der kravler længere ind i hjertet end andre, selvom alle har en plads derinde. Men der er bare nogle, der gør mere indtryk, ligesom der er mennesker, man har det bedre med end andre. Jeg har haft to hunde, som har betydet meget for mig. De var milde, søde hunde – bløde hunde, kalder jeg dem. Det gik lidt i mit hjerte, må jeg indrømme”, fortæller Kirsten, der efterfølgende har mødt de to hunde flere gange, hvor de har genkendt hende.

”Der er et bånd mellem os, men når det er sagt, så er hunde ret troløse. Det er også derfor, man kan holde ud at aflevere dem. Så snart de er afleveret og i samarbejde med brugeren, der giver dem mad og tryghed, så får jeg hurtigt mindre og mindre betydning. De er glade for at se mig, men de hører til et andet sted. Den første dag kigger hunden efter dig, den anden dag har de glemt dig. Det er hårdest for instruktøren. Jeg kigger efter hunden noget længere end blot den første dag, efter den er kommet ud til brugeren”, siger Kirsten med et smil.

Kirsten: Jeg har verdens bedste job

Det var egentlig lidt af en tilfældighed, da Kirsten i 2005 faldt over en annonce i lokalavisen, hvor Dansk Blindesamfund søgte en førerhundeinstruktør i Sønderjylland.

”Det var skæbnen. Jeg læser ellers aldrig lokalaviser, men lige den dag slog jeg op i avisen, og der var annoncen. Jeg kendte intet til blinde eller førerhunde, men jeg syntes, det var fantastisk, at der var et mål med arbejdet. Det havde jeg savnet i årevis. Med førerhunde er målet meget klart, og samtidig er det en personlig udfordring, fordi her er det kun mig og mine evner, der er i spil for at få den bedste førerhund frem”, fortæller Kirsten.

Jeg har verdens bedste job. Tænk, at jeg får penge for at træne en hund, som skal hjælpe et andet menneske til et frit liv.

Kirsten Nybro Laugesen, førerhundeinstruktør

Siden har jobbet været ren kærlighed.

”Jeg har verdens bedste job. Tænk at jeg får penge for at træne en hund, som skal hjælpe et andet menneske til et frit liv. Det er da helt fantastisk. Indimellem forstår jeg slet ikke, at det er et rigtigt arbejde, når jeg er ude og træne hunden, og vi bare har det så dejligt. Er det virkelig et job? Det er da en gave”, forklarer Kirsten.

Allerede som ganske lille var Kirsten interesseret i dyr og trænede sin egen lille hund. Det var endnu, før positiv træning var et begreb, men Kirsten opdagede hurtigt, hvad en godbid kunne udrette. Da hun efter 9. klasse tog til Canada og boede hos en familie på en farm med heste, der var hendes store interesse, var det alligevel kærligheden til hunde, der vandt.

”Familien havde også hunde. De havde en ulvehybrid og en ægte grå ulv, og jeg opdagede hurtigt, at den reagerede prompte på mit kropssprog. Jeg kunne sidde ude i indhegningen med den hele dagen, have ryggen til den og så nærmede den sig, og i det øjeblik, jeg vendte mig om, så fór den væk. Det var enormt fascinerende, og jeg lærte hurtigt, hvordan jeg skulle opføre mig for at virke venlig. Det er så vildt, at hunde kan forstå, hvad vi gør”, siger Kirsten.

Ny hund er en opdagelsesrejse

For Kirsten er det en opdagelsesrejse, hver gang hun går i gang med et træne en ny hund.

”Det er enormt spændende at få en ny hund i træning. Det er en opdagelsesrejse, hvor man ofte starter på helt bar bund og må mærke sig frem til, hvordan lige præcis den her hund skal tackles. Hvilke stærke og svage sider har den, hvad skal fremelskes, og hvad skal ikke? Det er en rejse i hundens temperament. Jeg har min faglighed, men hver hund har sit eget program, og hver førerhundeinstruktør har sin måde at træne hunde på”, forklarer Kirsten. 

En af de teknikker, Kirsten bruger til at træne hunden, er ved hjælp af en klikker. 

”Klikket er en markering af, at hunden gør det rigtige. Jeg begynder med en slags musemåtte, som jeg lærer hunden at trykke næsen mod. Den musemåtte placerer jeg så forskellige steder. Det kan være ude ved døren og siden på selve døren. Hunden bliver belønnet hver gang, den trykker snuden mod musemåtten. Når jeg er sikker på, at den adfærd er indøvet, så fjerner jeg måtten, og hunden bliver ved med at markere, og så putter jeg signal på og siger: Find dør. Det samme gælder en trappe eller et felt. Jeg lægger musemåtten, og når hunden har indøvet en adfærd med at stå med forpoterne på musemåtten, så sætter jeg signal på og siger: Find trappe. Det er faktisk den grundlæggende opskrift på alle de ting, som en førerhund skal lære. Vi leger det frem. Nogle reagerer ikke på musemåtten, og så gør vi det uden. Det, der tager tid, er at generalisere indlæringen, altså dør er ikke bare døren herhjemme, men alle døre. Man begynder hjemme og så bygger man på”, forklarer Kirsten.

”Det er altid sjovt og spændende at begynde træningen med en ny hund, men indimellem tvivler jeg på, at det kommer til at gå. Man kommer jo direkte fra en færdigtrænet hund, som gør det hele og bare er klar til opgaven. Når den er leveret, får man en ny, hvor tavlen er helt ren. Det er fra den ene yderkant til den anden. Jeg husker altid mig selv på, at det ikke er hunden – det er bare, fordi den ikke har lært alle de ting, den skal endnu”, griner Kirsten.

Godbidden er hundens løn

Mens førerhundene er meget velopdragne og har indlært 34 forskellige kommandoer, er historien om Kirstens egne hunde en helt anden.

”Mine egne hunde er slet ikke så velopdragne som de førerhunde, jeg træner. Flere joker med, hvordan jeg kan være hundetræner med de hunde, jeg har. Men det er mine egne hunde, og så gælder der andre regler. De skal heller ikke arbejde på samme måde som en førerhund. Når det er sagt, så kan man sagtens træne sin egen hund efter de samme principper, som vi træner førerhunde”, siger Kirsten.

”Det handler om tålmodighed, og resten er faktisk ret simpelt. Jeg markerer tydeligt over for hunden, hvad det er, jeg vil se mere af. Hunde er som mennesker – det, de får noget ud af, det vil de gerne gøre igen. Og det, de ikke får noget ud af, det gider de ikke gøre igen. Adfærd opstår ikke ud af det blå. Adfærd formes af det, der sker inden og efter en handling. Hvis man indser det, kan man ændre adfærd. Det allervigtigste er at være bevidst om, hvordan hunden lærer, og at den er godt socialiseret”, siger Kirsten.

”Hunden skal lære glæden ved samarbejdet, så positiv træning frem for alt. Den skal opleve at få noget godt ud af samarbejdet og ikke adlyde, fordi den frygter konsekvenserne. Det betyder ikke, at den skal have en godbid på hvert gadehjørne, når den er færdigtrænet, men i indlæringen skal hunden altid belønnes meget. Og så skal det vedligeholdes. For hver gang, der sker noget godt, så bliver hunden ved at gøre det rigtige, men sker der ikke rigtig noget, så kan den blive distraheret. En hund finder aldrig bevidst på narrestreger eller gør noget uartigt. Det kan den ikke. Men den kan kede sig, og så er der et eller andet, der falder den ind, og så er den i gang med noget andet, end man kunne ønske sig. Nogle synes ikke, en godbid er nødvendig hver gang, men hvis min lønseddel ikke kommer hver måned, så kunne det godt ske, at jeg tabte lidt motivation. Godbidden er hundens løn. Og indlæringen skal vedligeholdes livet igennem. Vi kan levere et godt grundprodukt, men det er brugeren, der skal vedligeholde træningen”, siger Kirsten.

Førerhunde skaber frihed

For Kirsten er der én afgørende forskel på at træne hunde generelt og så på at træne førerhunde. Det er formålet. Det er til gengæld også meget vigtigt for Kirsten.

”Formålet med førerhunden betyder meget for mig. Den hund, jeg træner, skal en dag hjælpe et andet menneske til et bedre liv. Det giver så meget mening. Det er vildt imponerende, at førerhunde kan gøre det, de gør. De skaber frihed for mennesker. Det er velfungerende hunde i et tæt samarbejde med et menneske, som de er en enorm stor hjælp for. Det gør noget i mig”, fortæller Kirsten, der stadig har kontakt til alle de brugere, hun har leveret en hund til.

”Nogle skriver lige en besked, og andre ringer for at hyggesnakke eller få et godt råd til fortsat træning med førerhunden. Det er så dejligt, at vi bevarer kontakten gennem hunden”, siger Kirsten, der kommer meget tæt på brugeren, når hun overleverer hunden.

Det er et sindssygt hårdt arbejde, når vi samtræner hund og bruger. Både hund og bruger skal vænne sig til hinanden, lære at være trygge i hinandens selskab og stole på hinanden.

Kirsten Nybro Laugesen, førerhundeinstruktør

Førerhundeinstruktøren har tyve timers træning sammen med førerhundebrugeren, der skal lære hunden at kende på rekordtid. Det er en udfordring for alle parter, men samtidig en meget givende oplevelse.

”Jeg elsker at se resultatet ude ved brugeren. Se træningen fungere, få samarbejdet mellem hund og bruger til at fungere. Det er et sindssygt hårdt arbejde, når vi samtræner hund og bruger. Både hund og bruger skal vænne sig til hinanden, lære at være trygge i hinandens selskab og stole på hinanden. Brugeren skal stole på, at hunden gør det rigtige, og hunden skal turde tage styringen og vise vej for brugeren. Vi bruger meget bløde hunde, og det kan godt være, de drejer sammen med os, men når der er en ny bag rattet, så kan det være sværere for hunden, og måske vender den kun lige hovedet i den retning, den skal dreje. Det skal brugeren nå at opfatte, så brugeren kan støtte hunden til at gå videre i bevægelsen. Men det kan også være svært for brugeren at opdage, når hunden er helt ny. Det kræver meget mod for en førerhund at styre, og med hunde, der er milde i temperamentet, er det en endnu større udfordring”, forklarer Kirsten.

Bruger og hund kommer ud af komfortzonen

I samtræningen mellem førerhunden, brugeren og instruktøren handler det om at få succesoplevelser og bygge ovenpå dem.

”Det handler om at sætte hele scenen op til succes og ikke stille større krav, end hunden kan honorere. Ved en udplacering river man hunden ud af dens komfortzone. Det er en voldsom oplevelse for hunden, og brugeren er sådan set også ude af sin komfortzone med en helt ny hund ved sin side. Behovet hos brugeren er akut, men man må også acceptere, at hunden skal falde til i sin nye rolle”, forklarer Kirsten og fortsætter:

”Brugeren skal give hunden plads til at arbejde og mærke efter, hvad hunden gør. Hvis man siger højre vej, så skal man lære at mærke, at hunden måske bare vender hovedet mod højre, og så skal man støtte til bevægelse og handling. Når man så tager med, at brugeren måske har været vant til en garvet førerhund, som nu er sendt på pension, men som har haft rutinen og modet, så er det svært at stå med en hund, som de knap kan mærke, og som de skal vise tillid og være trygge ved, når de går ud i trafikken. Det er en meget svær opgave, men vi løser den sammen”, siger Kirsten.

Mens Kirsten elsker at se resultatet af sit arbejde ude hos brugeren og glæder sig over samspillet i træningen mellem hund og bruger, er det samtidig også et af de sværeste tidspunkter.

”Det værste er, når jeg kører fra samtræningen med brugeren. Så er det ude af min kontrol, og nu kan jeg ikke andet end at krydse fingre for, at hund og bruger fungerer sammen. Navlestrengen er klippet over. Følelsesmæssigt giver jeg slip på hunden, og sikkerhedsmæssigt overlader jeg ansvaret til brugeren, og jeg beder altid til, at hunden ikke kommer ud et sted, hvor den ikke kan bunde. Det er så vigtigt, at det er succes, vi samler på. Så det er en svær situation, men så husker jeg mig selv på, at jeg har verdens bedste job, der er med til at give et andet menneske frihed”, siger Kirsten.

For Kirsten er der ingen tvivl. Skulle hun en dag blive blind, så ville hun have en førerhund med det samme.

”Jeg ville ikke tøve med at få en førerhund. Den giver mig uafhængighed af andre, og så giver den mig tryghed og mod. Jeg ville turde med en førerhund ved min side, hvis jeg blev blind. En førerhund betyder også, at man altid kommer ud, fordi der en anden, der venter på, at der sker noget, og vi kommer ud. Det betyder mindre isolation og friheden til at gøre ting på egen hånd, så selvfølgelig ville jeg vælge at få en førerhund, hvis jeg mistede synet”, siger Kirsten.