Jeg vil holde fast i livsgnisten

Dot mistede gradvist synet til tør AMD og en stor del af sin frihed. Men med støtte fra sin mand, hjælpemidler og et kursus hos Dansk Blindesamfund har hun genfundet håbet og troen på et godt liv med synshandicap.

Tekst: Caroline Larsen Foto: Henrik Frydkjær

For halvandet år siden troede Dot, at hun bare havde brug for et par stærkere briller. Hun havde fået sværere ved at læse, og omgivelserne var blevet mere tåget. Hun var hos optikeren tre gange, men intet hjalp. Hun blev derfor henvist til en øjenlæge, som konstaterede, at hun havde tør AMD, og at der ikke var noget at gøre.

Dot havde svært ved at tro lægens ord. Hun ringede derfor til øjenlægen igen et par måneder senere, da synet var blevet endnu værre. Men beskeden var den samme, og hun blev sat i kontakt med en synskonsulent.

En psykisk rutsjebanetur

I september 2024 satte Dot sig bag rattet for sidste gang. På vej hjem fra sin fodspecialist var hun tæt på at køre ind i nogle parkerede biler i højre side, som hun havde overset. Da hun kom hjem, tog hun den hårde beslutning, at det var sidste gang, hun havde kørt bil. Det gjorde ondt, for det betød også, at hun mistede en del af sin frihed.

Først dér gik virkeligheden for alvor op for Dot. Hver dag blev hun konfronteret med alt det, hun før kunne, men som nu var en udfordring. Hun var psykisk langt nede.  

”Jeg græd, fordi jeg ikke længere kunne strikke uden at tabe masker. Jeg græd, fordi jeg ikke længere kunne læse. Jeg holdt op med at gå til foredrag. Jeg isolerede mig, fordi jeg ikke kunne se menukort eller handle selv”, fortæller 82-årige Dot Evy Kristensen og fortsætter:

”Jeg ville ingenting andet end at ligge i min seng. Jeg havde mistet livsgnisten”.

Modet til at sige det højt

Hun sagde ikke noget til andre. Hun ville ikke indrømme, at hun var blevet svagsynet og holdt det for sig selv. Hun har altid været selvstændig, så derfor var det svært at bede om hjælp. Det føltes som et nederlag.

Det er stadig svært, men i butikkerne har Dot øvet sig i at sige: ”Jeg er svagsynet”, og hun er kun blevet mødt af hjælpsomhed og venlighed. I dag ved alle i hendes omgangskreds, at hun er svagsynet.

”Når man er åben, bliver det også nemmere for andre at forstå, hvorfor man hælder kaffe ved siden af koppen, og hvorfor man ikke hilser på gaden”, erkender Dot, mens hendes mand supplerer:

”Det er vigtigt at fortælle det, for så er det også nemmere for omverdenen at hjælpe”, siger John.

Hverdagsudfordringer

Selvom åbenheden har gjort det lettere, er hverdagen stadig fyldt med små udfordringer, man normalt aldrig tænker over. At kunne se klokken, finde nøglehullet, se knapperne i elevatoren, hælde kaffe op uden at spilde og finde matchende tøj.

Dot har altid været velklædt og haft sans for detaljer med matchende smykker, men nu er hun afhængig af Johns hjælp. Hun har også altid brugt makeup, siden hun var 18 år, men det er blevet meget sværere, når hun ikke kan se sit eget spejlbillede.

”Det er svært, for det har været en del af min identitet i så mange år. Jeg vil jo stadig gerne tage mig godt ud for John”, siger Dot, der snart kan fejre krondiamantbryllup med John. De har været gift i 62 år. Derfor har han også været en stor støtte for Dot, da hendes syn blev dårligere.

I tykt og tyndt

Sammen har de fundet styrke i hinanden, og John har været afgørende for Dots accept af synshandicappet. De har gået mange ture sammen og snakket det hele igennem. Om frygten, sorgen og deres nye tilværelse. De har bearbejdet det sammen.

”Det betyder alt for os, at vi har hinanden. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden John. Han er mine øjne, og vi supplerer hinanden godt”, siger Dot.

For John var det heller ikke let at stå på sidelinjen og se sin kone miste modet.

”Det var svært, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, eller hvordan jeg kunne hjælpe hende bedst. Jeg prøvede bare at lytte og gøre det bedste, jeg kunne”, fortæller han.

Hjælpemidler, der gør en forskel

Noget andet som var en stor hjælp i hverdagen, er de hjælpemidler, Dot har fået bevilliget. I første omgang blev hun afvist af kommunen på grund af lange ventelister. Men da en konsulent fra Dansk Blindesamfund gik ind i sagen, kom der skub i processen.

”Det har betydet utrolig meget. Konsulenterne er guld værd. De ved, hvilke muligheder der findes, og de kender alt til mine rettigheder”, forklarer Dot.

Med rådgivning og støtte har hun blandt andet fået en talende bagevægt, en særlig kniv, en lydmarkeringspen, der kan aflæse mærkater i køkkenet og et CCTV til at forstørre tekst. Hun har også fået sat mærkater på komfuret, så hun kan fortsætte med at lave mad.

Små hjælpemidler, men med stor betydning.

Fællesskab og fornyet tro

Det var også konsulenten, der foreslog, at hun deltog på kurset ”Når synet svigter” på Fuglsangcentret, Dansk Blindesamfunds kursus- og konferencecenter. Et tredages kursus med pårørende, hvor man møder ligestillede og får talt om de udfordringer, et synshandicap kan medføre. Man får også indblik i de forskellige hjælpemidler og teknikker, der gør det muligt at fortsætte livet.

Det har gjort en forskel for Dot og hendes mand at deltage. De kunne spejle sig i andre, udveksle erfaringer og opdage, at de ikke stod alene.

”Vi var alle i samme situation. Det betød meget at være sammen med nogen, der forstod, hvad man går igennem”, forklarer Dot.

Selvom kursisterne var på forskellige stadier i deres synstab, oplevede hun et fællesskab og en gensidig forståelse. Det var værdifuldt at kunne dele frustrationer og høre, hvordan andre havde grebet deres nye hverdag an.

Underviserne gjorde også stort indtryk. De havde alle et synshandicap, men lod sig ikke begrænse.

”Det viser jo, at man godt kan have en hverdag og et godt liv, selvom man mister synet”, siger Dot.

Men vigtigst af alt har hun fået fornyet tro på fremtiden med synshandicap.

”Jeg er blevet bekræftet i, at det er muligt at leve et godt liv med synshandicap. Jeg kan stadig en masse – bare på en ny måde. Jeg vil holde fast i livskvaliteten”, smiler Dot.