Jobkompas giver nyt håb til blinde og svagsynede jobsøgere

Kursus giver blinde og svagsynede nye muligheder på arbejdsmarkedet ved at styrke deres ressourcer, selvtillid og netværk.

Tekst: Caroline Larsen Foto: Henrik Frydkjær

På papiret er tallene nedslående. Kun 32 procent af Dansk Blindesamfunds erhvervsaktive medlemmer er i job. En andel der stort set ikke har ændret sig de seneste 40 år. Til sammenligning er 77 procent af den danske befolkning i arbejde og 60 procent af alle borgere med handicap har tilknytning til arbejdsmarkedet.

Men bag statistikken gemmer sig en gruppe mennesker med ressourcer, erfaringer og ikke mindst vilje. På kurset Jobkompas, som Dansk Blindesamfund udbyder, finder deltagerne mod, erkendelse, nye veje tilbage til arbejde - og troen på, at der er plads til dem på arbejdsmarkedet.

Fra modstand til styrke

Her møder deltagerne erhvervsaktive medlemmer med synshandicap, der har mange års erfaring fra arbejdsmarkedet. De fungerer som vejledere og rollemodeller og er en central del af kursets DNA. Vejledernes opgave er at støtte deltagerne i at finde og formulere deres ressourcer og kompetencer samt støtte dem i at formulere personlige mål, der kan bringe dem tættere på arbejdsmarkedet.

Jesper er en af underviserne på Jobkompas, der selv er svagsynet og ikke lægger skjul på sine frustrationer over tingenes tilstand.  

”Blinde og svagsynede er fremmedgjort i Danmark. Vi er den handicapgruppe, der er dårligst repræsenteret på arbejdsmarkedet, og det har stået på i årtier”, siger Jesper Fraenkel. Hver gang han sidder med en ny gruppe til Jobkompas bliver han ramt af det samme spørgsmål: hvorfor? For deltagerne mangler ikke evnerne. Problemet er, at omverdenen ofte overser dem.

"Vi ser deltagere med stærke kompetencer, livserfaring og vilje til at bidrage. Det handler ikke om mangel på kvalifikationer, men derimod om arbejdsgivernes uvidenhed og fordomme," siger Jesper og fortæller om en anekdote fra den gang, hvor han selv var jobsøgende.

”En jobcentermedarbejder foreslog, at jeg skulle i lære i en møbelforretning, da han mente, at møblerne var så store, at jeg kunne se dem. De ved for lidt om, hvad blinde og svagsynede kan lave, og hvilke støtteordninger og tilskud der findes”, forklarer Jesper.

Rollemodeller skaber håb og nye veje

Helle, der også er en af underviserne på Jobkompasset, mener, at der er behov for, at ligestillede agerer rollemodeller. Vejlederne bruger deres egne erfaringer til at vise, at det er muligt at finde en vej. De har ikke bare faglig viden, men også erfaringer fra det levede liv, som gør dem i stand til at møde deltagerne i øjenhøjde.

”Der findes ikke bare én rigtig vej. Vi har alle forskellige forløb bag os, som gør det inspirerende. Det skaber håb, og er noget af det vigtigste, deltagerne kan tage med hjem”, fortæller Helle Riley.

Netop håbet og troen på egne muligheder er omdrejningspunktet i Jobkompas. Kurset handler om at finde ressourcerne og bruge dem aktivt i stedet for at fokusere på begrænsningerne.

Jesper, der selv har oplevet systemets modstand, formulerer det sådan:

”En jobcentermedarbejder sagde engang til mig, at jeg var svær at placere. Og hvis det er dét, vi bliver mødt med, er der god grund til, vi laver Jobkompas for at kigge fremad på alt det, der er en styrke. Vi hjælper deltagerne med at få øje på deres egne ressourcer og finde modet til at bruge dem”, siger Jesper.

Fra håbløshed til accept

Maria er én af deltagerne. Hun fik førtidspension i 2018 og har været igennem både sorg, chok og erkendelse. Før hun mistede størstedelen af sit syn, jonglerede hun en 60 timers arbejdsuge som vagt i Danske Bank og kok ved siden af. Det var dog ikke muligt at opretholde, da hun mistede størstedelen af sit syn på grund af den arvelige øjensygdom Retinitis Pigmentosa. Det tog hårdt på hende.

”Jeg følte, hele verden var imod mig. Jeg kunne ikke længere varetage mit arbejde, være mor for mine børn og gik sjældent uden for hjemmet”, siger Maria, som fik tilkendt førtidspension for at få ro på og acceptere en ny hverdag med begrænset syn. Det var et nederlag, men samtidig også en nødvendighed.

I dag har det heldigvis ændret sig. Takket være en god synskonsulent og en blind ven, der lærte hende at bruge stokken, har Maria genvundet fodfæstet – og nu deltager hun i Jobkompas for at finde ud af, hvad næste skridt skal være. Ikke et fuldtidsarbejde, men en beskæftigelse, der giver mening.

Maria vil gøre en forskel

”Jeg er ikke klar til bare at sidde derhjemme. Jeg vil ud blandt mennesker og lave noget, der giver mening og gør en forskel. Jeg har så meget at byde på, jeg skal bare finde ud af hvad”, fortæller Maria.

For Maria betyder det meget at møde andre i samme situation. At tale åbent om tvivl, bekymringer og muligheder.
"Det er rart at vide, at jeg ikke er alene. Vi deler erfaringer, sparrer og forstår hinanden på en måde, man ikke oplever andre steder”, siger Maria.

Hun oplever ofte, at omverdenen undervurderer, hvor meget blinde og svagsynede egentlig kan.
"Folk kan slet ikke forestille sig, at man kan arbejde uden syn. Men det kan man – det handler bare om at få lov til at vise det”, forklarer Maria.

For fremtiden håber hun at kunne gøre en forskel – både for sig selv og for andre i samme situation.
"Det betyder alt, at have noget at stå op til og føle, at man gør gavn. Jeg vil gerne bruge mine egne erfaringer til at hjælpe andre videre", siger Maria.

Nye veje efter synstab

Kurset er både relevant for medlemmer, der er arbejdsløse, har afsluttet uddannelse, ønsker karriereskifte eller opstarte selvstændig forretning. Alle har det til fælles, at synshandicappet er blevet en barriere i forhold til at komme videre.

Brian er en af dem, der befinder sig i et skifte. Efter at være blevet sygemeldt og siden opsagt fra sit arbejde som operatør på en plastic fabrik, står han nu i et afklaringsforløb med håb om at få revalidering og læse videre til socialrådgiver.

”Jeg tilmeldte mig kurset på opfordring af min synskonsulent. Jeg håber, at jeg kan tage nogle værktøjer og erfaringer med mig videre, så jeg er bedre rustet, når jeg i fremtiden skal søge praktik og job”, forklarer Brian, som for nogle år siden fik konstateret en øjensygdom, der har stjålet 90 procent af hans syn og med tiden ville føre til blindhed.

Fra benægtelse til mod

I begyndelsen forsøgte han at fortrænge det, men det blev efterhånden umuligt at ignorere. På jobbet blev det sværere at overskue maskinerne og arbejdsopgaverne. Det blev for krævende, når han kun havde et lille synsfelt. Brian kontaktede derfor sin fagforenings socialrådgiver, der hjalp ham med at søge revalidering, han lige nu afventer svar fra.

”Det er lidt stressende at befinde sig i sådan en venteposition, men jeg prøver at holde fast i modet. Det nytter ikke at sætte mig ned og tude. Jeg er nødt til at tro på det”, siger Brian.

At vejlederne selv har et synshandicap, gør en mærkbar forskel for Brian. Det skaber både troværdighed og tryghed, da de taler ud fra egne erfaringer.

"Man kan godt prøve at forestille sig, hvordan det er at være blind, men man kan altid åbne øjnene igen. Det kan vi ikke”, forklarer Brian og uddyber, at vejlederne ikke kun er faglige sparringspartnere, men også rollemodeller.

"Underviseren Helle har været det hele igennem og haft et arbejdsliv på ordinære vilkår. Det gør, at jeg tror på, at det også kan lade sig gøre for mig”, siger Brian, som håber, at næste skridt bliver en ny begyndelse: at han får godkendt revalidering og kan søge ind på socialrådgiveruddannelsen og på sigt gøre en forskel for andre.

Den svære afvejning

En vigtig del af Jobkompasset er også de konkrete råd, deltagerne får med sig. De arbejder målrettet med CV, ansøgning, jobsamtalen og hvordan, man præsenterer sig bedst. De får også indsigt i, hvilke støtteordninger, kompenserende løsninger og hjælpemidler, der findes. Vigtigst af alt hjælper det kursisterne med at se, at de har noget at bidrage med, og hvordan de formidler det, så arbejdsgiverne også kan se det.

For Jonas, der i øjeblikket er i praktik som led i et afklaringsforløb om fleksjob, har det været en udfordring at finde balancen i sin jobsøgning. Efter en længere periode med fuldtidsarbejde har han brugt næsten et år på at søge nyt – og sendt et hav af ansøgninger af sted. Men hver gang melder tvivlen sig: Hvornår og hvordan fortæller man en potentiel arbejdsgiver, at man har et synshandicap?

"Det er svært at vurdere, hvor meget de har ret til at vide på forhånd. Hvis jeg nævner det i ansøgningen, risikerer jeg måske at blive frasorteret med det samme. Men hvis jeg venter og tropper op med stok til samtalen, kan det overskygge alt andet”, siger Jonas.

Han har også overvejet at søge stillinger i det offentlige med fortrinsret, men oplever, at holdningerne til ordningen er blandede – både blandt arbejdsgivere og rådgivere.

Jesper uddyber, hvad fortrinsret betyder.

"Fortrinsret betyder ikke, at man får jobbet, men at man har ret til at komme til samtale i det offentlige, hvis man er kvalificeret til stillingen. Det kan være et værdifuldt redskab, men det er også noget, man aktivt skal tage stilling til og bruge med omtanke”, forklarer Jesper.  

Fokus på kompetencer

Han understreger desuden, at man ikke skal overraske arbejdsgiveren. Hvis man ikke har nævnt sit synshandicap i ansøgningen, skal man sørge for at italesætte det inden jobsamtalen.

”Hvis man ikke nævner sit synshandicap i ansøgningen og så møder op til samtalen med hvid stok, førerhund og solbriller, så risikerer man, at hele samtalen kommer til at handle om det i stedet for på ens kvalifikationer”, siger Jesper.

Det handler ikke kun om, hvornår man fortæller det, men også om hvordan man gør det.

"Det vigtigste er, at man står ved sig selv. Det handler ikke om at skjule sit synshandicap, men om at vise sine kompetencer og alt det, man kan. Det er en gevinst for både samfundet og arbejdsgiverne at inkludere mennesker med synshandicap, som besidder værdifulde erfaringer og en stærk vilje til at bidrage aktivt på arbejdsmarkedet”, fortæller Helle.