Julehistorie: Baloo reddede Finn ud af snestorm

Sæt dig godt til rette i julelampens skær og nyd Finns fantastiske fortælling om dengang, han for vild i en snestorm, og førerhunden Baloo blev hans redningsmand.

Livshistorie fra 25. november. Tekst: Finn Hviid Bredahl - Foto: Henrik Frydkjær

For tre år siden fik jeg, efter næsten et års ventetid, min førerhund Baloo. En lys labrador på halvandet år, som fra det sekund han kom inden for døren, knyttede sig til mig, som om vi altid havde været sammen. Han var, efter hvad hans træner sagde, den bedste førerhund, hun nogensinde havde trænet, og det tvivlede jeg ikke på.

Allerede på vores første gåtur gennem Aalborgs gader, lystrede han hver eneste kommando perfekt – uproblematisk passerede vi lyskryds, vejopgravninger, væltede cykler og skilte, der spærrede ledelinjerne. Da vi nåede frem til vores bestemmelsessted, Kocks Kaffebar i Algade, udbrød hans træner: ”Det er utroligt, det er som om, I to altid har hørt sammen”, og jeg kunne ikke være mere enig. Jeg havde aldrig følt mig så tryg som med Baloo ved min side.

Man skulle ikke tro, at det kunne blive bedre, men det kunne det. Baloo fik nemlig afgørende betydning for, at jeg vendte trygt hjem igen en decemberdag for tre år siden.

Julehyggen afbrudt

Min hustru Bente, Baloo og jeg bor i en lille landsby mellem Aalborg og Nibe, kun fem minutters gang fra en dejlig eng med et stisystem, hvor jeg kan lufte Baloo flere gange om dagen. Og det skulle jeg også sidst på eftermiddagen den 1. december for snart tre år siden.

Det var begyndt at blive mørkt, og Bente og jeg var lige blevet færdige med at koge klejner og bage brunkager, vaniljekranse, jødekager og finskbrød. Vi havde gjort det til en hyggelig juletradition at mødes med naboerne, når de havde hængt julebelysningen op. Jeg var lige blevet færdig med at blande krydderierne til julegløggen, og der havde spredt sig en dejlig duft af kanel og nelliker. Rosinerne og mandlerne havde stået i blød i en god rom i et døgn, og nu skulle det hele bare blandes og varmes op i en stor gryde, mens æbleskiverne blev bagt. Jeg havde lige hældt dej i æbleskivepanden, og når de var bagt, var vi klar til den store julekomsammen, da Baloo kom hen og puffede til mig med snuden som tegn på, at han ikke havde fået sin aftensmad endnu. Det fik han selvfølgelig med det samme, og da han havde spist, løb han ud i baggangen, hvor hans førerhundebøjle altid hænger.

 Faret vild i snestormen

Jeg overlod æbleskivebagningen til Bente og klædte mig godt på, for temperaturen var faldet betydeligt i løbet af eftermiddagen og nærmede sig frysepunktet. Da vi kom udenfor, gik over andelsboligforeningens fælles areal, passerede Vestervej og kom ind på engen, hvor jeg slap ham løs, så han kunne besørge, brød snestormen løs.

I løbet af et par minutter stod himmel og jord i et, og selv om jeg på det tidspunkt stadig havde en smule restsyn, kunne jeg hverken se eller høre noget i snestormen og det tiltagende mørke. Efter et par minutter, kom Baloo logrende tilbage og var klar til at vende retur i varmen. Jeg fik lagt bøjlen på ham, og så gik det ellers hjemad. Troede jeg. For den sti vi plejede at gå hjem ad, var sneet helt til.

Famler i blinde

Baloo adlød selvfølgelig min kommando ”gå frem”, og det gjorde vi, i noget der føltes som en evighed. Pludselig forsvandt stien under mig, og jeg væltede fremad og nedad mod den lille bæk, der gennemskar engen fra syd mod nord. Nu troede jeg i det mindste, at jeg vidste, hvor vi var, for jeg kunne mærke det kolde vand fra bækken sive ind gennem mine støvler. I forskrækkelse bakkede jeg tilbage, op over skrænten, hvor Baloo stod og ventede på mig med et forundret blik, som om han tænkte, hvad pokker skulle du der ned efter.

Jeg kom på benene, famlede efter min mobiltelefon, som jeg altid plejede at have i min frakkelomme. Bare ikke i dag. Den havde jeg glemt derhjemme. Endnu en gang, forsøgte jeg at finde vej gennem sneen uden held, men måtte sande, at jeg var totalt desorienteret. Jeg havde ingen anelse om, hvordan vi kom hjem. Kulden havde bidt sig fast. Jeg trak frakken tættere om mig og var for alvor bekymret for, hvordan vi fandt hjem.

Baloo redder dagen

Jeg, der ellers altid havde pralret af min fantastisk stedsans, var for første gang i mit liv, faret vild, mindre end fem minutters gang fra mit hjem. Fortvivlet og bange, standsede jeg, mens sneen piskende ind i ansigtet, og henvendte mig til Baloo, med en kommando, jeg aldrig før havde brugt: ”Baloo, find hjem”.

Min kloge hund så op på mig, som om den ville sige: Hvad pokker mener du? Jeg gentog derfor kommandoen: ”Baloo, find hjem”. Med det samme vendte han om og begyndte at gå dem modsatte vej. Jeg lod Baloo føre an og ti minutter senere var vi sikkert hjemme igen, hvor vi blev modtaget af en temmelig nervøs Bente.

”Hvor i alverden har I været? Jeg var lige ved at ringe til politiet for at efterlyse jer”, sagde Bente bekymret.

”Jeg for vild, men Baloo fandt heldigvis hjem”, svarede jeg rystende af kulde.

Efter et krus dampende varm gløgg, og en velfortjent godbid til Baloo, var vi klar til at byde naboerne inden for til vores traditionelle julekomsammen. Hvis det ikke havde været for Baloo, ville Finn aldrig have fundet hjem igen. Han var dagens helt.