Kenneth var flyvende med førerhund
På ansøgerkursus blev Kenneth bekræftet i den store forskel, en førerhund kan gøre for hans hverdag. Nu kan han se frem til en dagligdag med mere frihed og tryghed.
Der blev gået nogle kilometer og uddelt masser af godbidder, da forventningsfulde deltagere var på ansøgerkursus for førerhunde. Et kursus, Dansk Blindesamfund tilbyder, inden man skriver sig op til en førerhund. Gennem prøveture med førerhunde, gruppesamtaler om at være førerhundebruger og faglige oplæg om hundens adfærd og træning kommer deltagerne et skridt nærmere den store beslutning om at få førerhund.
Første møde med friheden

De fire poter sætter et højt tempo og leder hurtigt Kenneth Bremer af sted. Labradorhunden Hugo sætter farten, mens Kenneth giver kommandoer. Det er kun anden gang, Kenneth prøver følgeskabet af en firbenet ven med førerhundebøjle, men alligevel er han slet ikke i tvivl om den store frihed, en førerhund kan bidrage med i hans hverdag.
”Det var en helt ny verden. Jeg følte, jeg fløj. Jeg formåede at give slip og følte mig helt tryg ved at lade mig føre af Hugo”, siger Kenneth, der har lommerne fyldt med godbidder og troen på, at en førerhund er det rette hjælpemiddel for ham. Han savner nemlig at kunne færdes mere frit, få mere mod på at komme fremmede steder og bruge den offentlige trafik oftere.
Kenneth er ikke i tvivl
”Hvis jeg skal nye steder hen, springer jeg enten over eller bruger Flextrafik. Jeg kunne godt tænke mig en større frihed til at tage af sted, når jeg har lyst og være mere på farten”, forklarer Kenneth, der bruger uanede mængder af energi på at færdes i den lokale gågade. En gang formåede han at tage ned i byen og finde den rigtige butik for derefter at tage hjem igen, fordi kræfterne var opbrugt på bare at finde derhen. Hvis han bliver godkendt til førerhund, vil han derfor bruge den til og fra arbejde, når han skal handle, besøge venner og familie og til gåture.

En af sidegevinsterne ved at få en trofast følgesvend er, at han helt naturligt kommer ud og får mere motion. I dag er han nemlig meget fastlåst til hans løbebånd derhjemme, mens en førerhund vil bidrage til, at han kommer mere rundt i sit lokalområde.
Et genopdaget venskab
En af dem, der allerede kender alle gevinsterne ved at være førerhundebruger, er Stine Banner, der tidligere har haft en firbenet ven i sin hverdag. Men tiden var ikke rigtig til at slå sig ned med en førerhund, så efter to år fik den et nyt hjem, da hun blev gravid med sin søn.

Nu føler hun dog, at det er på tide at genopdage trygheden ved at færdes med en førerhund.
”Lige nu er jeg meget afhængig af mit netværk i forhold til at komme fra A til B. I de 15 år, jeg har været blind, har jeg trukket meget på mine forældres hjælp. Jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg gerne vil klare mig selv. Jeg vil gerne bevise over for mig selv og min søn, at jeg kan klare den alene. Friheden og uafhængigheden er derfor de primære årsager til, at jeg gerne vil have førerhund”, forklarer Stine, der er klar over, at det er hende, der skal kende og diktere vejen, selvom hun får følgeskab af en førerhund. Alligevel er hun overbevist om, at det vil spare hende en masse ressourcer, styre hende uden om forhindringer og føre hende sikkert frem.
Hunden som GPS
Blindefaglig konsulent Lene Fritzbøger Andersen gør meget ud af at understrege, at det er førerhundebrugeren, der ved, hvor de skal hen, og førerhunden, der sørger for, at de kommer sikkert frem.
”Man kan sammenligne det med en bil, hvor førerhundebrugeren er GPS’en, og hunden er chaufføren”, forklarer Lene og understreger, at førerhunde er dygtige, men at de ikke kan kende forskel på rødt og grønt lys. Til gengæld kan førerhunde adlyde 34 kommandoer og sikre, at blinde eller stærkt svagsynede kan leve et udadvendt liv med job, fritidsaktiviteter og god kontakt til andre mennesker.

”Vi udvikler løbende nye kommandoer, der svarer til nye behov. For eksempel kan førerhunde i dag finde rejsekortstandere på perroner. På stationerne er førerhunde særligt gode til at sikre, at man holder afstand til kanten og kan finde togets døre”, forklarer Lene, der er en erfaren førerhundebruger. Mens hun holder oplæg for kursisterne, ligger hendes førerhund Ronja helt stille under Lenes stol.
Drømmen bliver snart til virkelighed
Kenneth har altid holdt meget af hunde og har i flere år overvejet at få en førerhund. Han har dog ikke villet drage en forhastet beslutning, da det er en stor forpligtelse og et stort ansvar at påtage sig. Men efter ansøgerkurset er Kenneth ikke det mindste i tvivl. En førerhund vil passe godt ind i hans familieliv og hverdag med to børn på fem og 12 år, som håber, at der snart flytter en firbenet beboer ind.
Kenneth har også gjort sig tanker om, hvilken forskel en førerhund kan betyde for børnenes hverdag, og han er sikker på, at de også vil opleve en større frihed og tryghed ved, at deres far får en førerhund, der kan lede ham sikkert uden om forhindringer.

”Min ældste søn tager mig tit i hånden, når jeg ikke har en ledsager med. Det gør han helt naturligt, selvom det aldrig er hans ansvar. Jeg tror derfor, at han også vil opleve en større frihed og kan slappe mere af, hvis jeg får en førerhund. Han skal være min søn og ikke min hjælper. Det er min rolle at passe på ham”, understreger Kenneth, der ender med at komme sin drøm et skridt nærmere om at blive førerhundebruger. For kurset sluttede med, at Kenneth blev godkendt som førerhundebruger, og at der skal igangsættes en proces med ansøgning af førerhund hos kommunen. Derfor er der kun tilbage at vente på kommunens afgørelse.
”På ansøgerkurset oplevede jeg den store frihed og tryghed, førerhunde kan bidrage med. Jeg glæder mig til, jeg får en trofast makker ved min side”, smiler Kenneth.