Klar til at flytte hjemmefra

Unge med synshandicap har været på kursus og er blevet rustet til at stå på egne ben, når ungdomsværelset skal udskiftes med egen lejlighed.  

I weekenden mødtes seks blinde og svagsynede unge, som er klar til at pakke flyttekasser og frigøre sig fra forældrenes trygge rammer. De mangler bare det sidste skub til at få styr på budget, madlavning og tøjvask. På Ungecamp får unge gode råd til at flyve fra reden. 

Den uundværlige sokkeholder

Den lille runde gummidims mærkes på alle ledder og kanter og nærstuderes for at gætte dens formål. Men ingen af de unge har noget bud på, hvornår den kan være anvendelig i hverdagen. Undervisereren Lene Johannsen kan derfor afsløre, at det er en sokkeholder, der kan holde styr på strømperne i vaskemaskinen, så de ikke blandes sammen.

”Hvor er det smart, det er en af de mest geniale opfindelser”, siger Jonatan Pinnerup på 21 år og tager et billede på sin mobil, så han kan huske, hvordan den ser ud.

”Det har reddet mit liv. Dem kan jeg slet ikke leve uden”, supplerer 21-årige Nicoline Hogan, der netop har undret sig over, hvordan det er muligt for hende at sortere sokker med den smule restsyn, hun har.

”Det er ganske små ting, som kan gøre en forskel i hverdagen”, fortæller Lene, der har rullet sin store kuffert frem, der er fyldt med remedier, der kan gøre livet med synshandicap lettere.

Den er fyldt med alskens hjælpemidler, som hun viser og demonstrerer til de unge kursister, mens hun uddeler gode råd til tøjvask, som flere af kursisterne har efterspurgt, da de er helt på bar bund, når det kommer til brug af vaskemaskine. Det er typisk forældrene, som klarer den tjans, på nær Marius, som allerede er flyttet hjemmefra. Lene gennemgår derfor sortering og hvilke grader, det forskellige tøj skal vaskes på.

”Jeg kan give det fif, at jeg ofte spørger ekspedienten, hvad der står på vaskemærket, når jeg køber tøj, eller om der er noget, jeg skal være særligt opmærksom på”, siger Mie Henriksen, der også underviser på kurset.

Over tre dage har de unge lært at lægge budget, gøre rent, lave nem og billig studiemad samt fået indsigt i, hvad de har ret til af støtte fra kommunen. Alt hvad der er vigtigt at vide for at flyve fra reden og få en hverdag til at fungere uden forældre.

Gode råd til de huslige pligter

Det store spørgsmål er, hvordan de flytteklare unge mennesker sorterer tøj i henholdsvis lyst og mørkt, når de ikke kan se forskel på farverne? Det har Lene selvfølgelig en løsning på og hiver en farvetester op af kufferten. Hun tænder apparatet og demonstrer, hvordan den virker ved at holde den ind mod Theis’ T-shirt, som ganske rigtigt har farven lyseblå.

”Det handler i bund og grund om systemer – også i klædeskabet, så man præcis ved, hvor det forskellige tøj er placeret. Man kan også klippe et hjørne af vaskemærket i det mørke tøj, så man kan kende forskel på lyst og mørkt”, siger Lene og uddyber, at det også er tilfældet med rengøring, hvor det handler om at gøre det i etaper.

”Når I støvsuge eller vasker gulv, kan I prøve at forestille jer firkanter i hovedet, som I støvsuger indenfor. På den måde bliver hele arealet inddelt i firkanter, som I tager en ad gangen, for ellers kan det nemt blive uoverskueligt og alt for tilfældigt”, forklarer Lene.

”Hvor store skal firkanterne være?”, spørger Theis, der har fået lovning på rengøringshjælp af kommunen. Alligevel er han interesseret i, hvordan han klarer det på egen hånd.

Systemer er alfa og omega  

”Det bestemmer man helt selv, men det kan for eksempel være en meter gange en meter. Jo mere man gør det, des dygtigere bliver man”, siger Lene.

I forhold til rengøring deler Jonatan også ud af gode råd til, hvordan hans familie nemt og effektivt får overstået rengøringen, da de har anskaffet sig en robot til henholdsvis støvsugning og gulvvask. Det er nemlig et godt sted at spare energi som synshandicappet, der ellers bruger mange flere ressourcer på at klare hverdagens gøremål end seende. At skulle anstrenge sig for at se mest muligt, høre, føle og lugte sig til alt det, seende kan registrere i løbet af et øjeblik, kan være anstrengende.

Theis er dog bekymret for, at man nemt kan falde over en robotstøvsuger, når man ikke kan se. Det afviser Jonatan imidlertid, da de larmer ret meget og derfor er nemme at navigere udenom.

”Alt sådan noget er rigtig smart og medvirkende til at gøre vores hverdag nemmere, men det er stadig en god ting at kunne klare selv i tilfælde af, de går i stykker”, fortæller Lene.  

Den vigtige øjenkontakt

Ud over indføring i praktiske kompetencer, er der også fokus på det sociale liv og erfaringsudveksling mellem de unge. To og to går de rundt om Fuglsangcentret og snakker om venner, kærester og hvad der kan være svært i sociale relationer. Jonatan fortæller, at han har et lille netværk bestående af seende og venner med synshandicap, hvilket passer ham udmærket, da han prioriterer et stærkt og tæt netværk frem for stort. Han har dog ikke svært ved at tage kontakt til nye mennesker.  

”Jeg er nået til det punkt, at mit synshandicap er en del af mig. Derfor er jeg ikke bange for at skræmme nogen væk ved at sige det, da jeg tænker, det er bedre at sige det tidligt fremfor at skjule det, for folk vil alligevel opdage det”, siger Jonatan, der aldrig har oplevet folk reagere negativt eller har været berøringsangste over for udmeldingen om hans synshandicap.

Nicoline synes derimod, at det kan være svært at finde nye venner, da hun ikke længere kan holde øjenkontakt. Hun savner at se mimik og ansigtsudtryk på dem, hun taler med, hvilket er et stort afsavn, der kan hæmme Nicoline fra at tage del i samtalen.

”Jeg synes, det er svært at finde modet. I sommers var jeg på Bornholm og mødtes med nogle af familiens venner, hvor jeg havde svært ved at være med i samtalen, fordi jeg ikke kunne se deres kropssprog og ansigt”, fortæller Nicoline, der bruger meget energi på at søge øjenkontakt.

”Hvad det angår, kan jeg måske give et råd i forhold til, hvad jeg gør. Når nogen taler, vender jeg ansigtet den vej og følger stemmen, men jeg søger ikke øjenkontakt. Alligevel virker jeg interesseret ved at kigge på den person, som taler”, siger Jonatan og spørger, om Nicoline tænker meget over, hvad andre tænker om hende. Til det kan Nicoline kun svare ja, da hun bruger meget tid og energi på bekymringer om andres meninger. 

”Jeg er kommet til det punkt, hvor jeg er mere ligeglad med, hvad andre tænker. Jeg tror, at det kan hjælpe dig, selvom det er svært og kræver masser af tid og tilvænning”, konstaterer Jonatan, der er født svagsynet modsat Nicoline, der mistede synet, da der opstod komplikationer under en hjerneoperation. Hun er derfor stadig ved at finde fodfæste i sin nye tilværelse som synshandicappet.

Et skridt nærmere at flytte hjemmefra

”Det er en helt ny verden, jeg skal forholde mig til, hvor jeg nærmest skal lære alt på ny. Det er kun et år siden, jeg mistede synet, så det er stadig overvældende og kræver tilvænning at begå sig i en verden uden syn”, fortæller Nicoline, der faktisk har en lejlighed, som hun udlejer, indtil hun føler sig mere tryg ved at flytte hjemmefra.

”Jeg føler stadig, at jeg mangler noget træning i forhold til at være sikker på at bo alene og klare mig selv”, siger Nicoline, der bekymrer sig om at lave mad, og om energien strækker til hverdagens gøremål. Men med kurset her er hun kommet et skridt tættere på drømmen om at blive mere selvstændig og flytte i egen lejlighed.

”Jeg føler mig meget mere klar til at flytte hjemmefra. Jeg har fået så mange gode råd til alt det praktiske i forhold til tøjvask og madlavning, som jeg helt sikkert vil overføre i min hverdag, når jeg flytter hjemmefra”, fortæller Nicoline, der særligt var begejstret for at være i køkkenet, hvor kursisterne lavede spaghetti med kødsovs og fik gode råd til at gøre madlavningen endnu nemmere med svigtende syn.

Fællesskab med ligestillede

”Det var virkelig skønt at komme i køkkenet igen. Jeg har altid godt kunne lide at lave mad, men har ikke gjort det i lang tid på grund af mit synshandicap, så det var fantastisk at få genopfrisket og få mod på at lave mere mad. Men det allerbedste var nok, når vi bare sad og snakkede og havde det sjovt sammen”, understreger Nicoline. For ud over tips og teknikker til hverdagen, er der også masser af tid til grin og socialt samvær. En vigtig del af kurset er nemlig at møde andre unge, der står i samme situation.  

”Når alle har et synshandicap, er jeg ikke bange for at misse noget i forhold til det visuelle eller kropssprog. Jeg kan slappe mere af i deres selskab og være mig selv. Til tider synes jeg, det kan være svært at snakke med en gruppe, hvor alle er seende, for så kan jeg nemt føle mig uden for. Men her oplevede jeg et fællesskab med forståelse hele vejen rundt”, smiler Nicoline.

Jonatan fremhæver også kursisternes fællesskab som noget ganske særligt.

”Jeg bliver bekræftet i, at der er flere som mig og føler mig som en del af en gruppe. På den måde er det fint at møde nogen, hvor man kan udveksle erfaringer og spejle sig i hinandens hverdag, bekymringer og udfordringer med svigtende syn”, siger Jonatan, der har fået mere mod på at flytte hjemmefra. Han har fået en masse redskaber og gode råd, som han vil arbejde videre med, indtil han finder den helt rigtige lejlighed.