Konsulent sikrede Anna et nyt hjem på Solgaven

Kommunen mente ikke, at 85-årige synshandicappede Anna havde behov for at bo på Solgaven, men så kom Dansk Blindesamfunds konsulent på sagen.

To gange sagde Gladsaxe Kommune nej til, at 85-årige Anna kunne få lov til at få et nyt hjem udenfor Gladsaxe Kommune på Solgaven i Farum, der er et botilbud specielt for mennesker med synshandicap. Gladsaxe Kommune mente ikke, at Solgaven kunne gøre mere for Anna, end et almindeligt plejehjem kunne. Og det på trods af, at Anna for ti år siden mistede synet på det ene øje som følge af en blodprop i øjet og samtidig lider af øjensygdommen AMD, der har taget størstedelen af hendes syn på det andet øje.

I dag kan Anna alligevel byde velkommen i sin lille hyggelige bolig på Solgaven i Farum. Hun sidder foran det store vindue ud mod den lille gårdhave, der hører med til hendes nye bolig. Fuglene synger i træerne udenfor, og solen står højt på himlen. Og Anna er glad.

”De er så søde og meget hjælpsomme her. Jeg er så glad for at være her”, siger Anna og smiler.

Hun flyttede ind i begyndelsen af april, og her midt på sommeren er hun ved at falde godt til. Turen fra eget hjem til Solgaven var dog ikke uden forhindringer, og ifølge hendes søn så var det nok aldrig lykkedes uden Dansk Blindesamfund.

”Da vi fik først det ene nej og så det andet nej fra kommunen, så anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op. Derfor ringede jeg til Dansk Blindesamfund, og uden konsulentens hjælp er det ikke sikkert, at min mor havde siddet på Solgaven i dag”, forklarer Jan.

Nødkald svigter, da Anna falder

Det var efterhånden begyndt at knibe for Anna med at skelne mellem fødevarerne i køleskabet på grund af det stærkt svigtende syn, og da Anna en nat i januar i år falder i sin lejlighed og må ligge hjælpeløs og alene på gulvet, indtil hjemmesygeplejersken kommer næste morgen og finder Anna, begynder utrygheden at indfinde sig hos Jan og familien, der er bekymret for, om Anna kan blive ved med at klare sig selv.

”Min mor havde nødkald til kommunen, men der kom ingen og hjalp hende, selvom hun trykkede på knappen. Det var først næste morgen ved ni-tiden, at hjemmesygeplejersken fandt hende på gulvet. Og der havde du da rodet ret meget rundt. Det kunne vi da se”, siger Jan og smiler til Anna, der nikker træt.

Gladsaxe Kommune har efterfølgende forklaret, at de troede, der var tale om et fejltryk på nødkaldet, og derfor sendte de ikke hjælp.

Efter faldet bliver Anna indlagt med en voldsom lungebetændelse og 14 dage efter overflyttet til et aflastningshjem til genoptræning, hvor hun er i to måneder, men er for svag til at komme op at gå, og derfor sidder Anna i dag i kørestol. Den arbejder personalet på Solgaven nu målrettet på, at Anna skal ud af, og to gange om ugen får hun personlig træning af en fysioterapeut.

”Der er også kommet kræfter tilbage i benene. Det kan jeg da mærke. Men det er lidt tungt”, forklarer Anna.

Utryg situation

Med faldet begynder Anna og hendes søn og familie at tale om, at Anna måske kunne flytte på plejehjem og gerne et sted, hvor der bliver taget hensyn til hendes synshandicap. Anna bliver nemt forvirret, hvis der sker for meget omkring hende, fordi hun ikke kan se, ligesom hun er støjfølsom af samme grund.

”Det var utrygt for os, at min mor var faldet og havde så store problemer med synet. Så vi var alle enige om, at det ville være godt for min mor at komme på et plejehjem. Men jeg må også indrømme, at jeg ikke havde ret meget tillid til de almindelige plejehjem i forhold til min mors handicap”, forklarer Jan.

”Det hele var tåget, og jeg synes, det var blevet så svært”, indskyder Anna.

”Når jeg talte med andre, der havde indsigt i forholdene på et plejehjem, så stod det ret klart for mig, at det ikke ville være godt for min mor. Hun er lidt stille af natur og samtidig næsten blind. Der var alt for stor risiko for, at hun blev glemt i et hjørne. Samtidig havde jeg talt en del med forstanderinden på Solgaven og følte mig tryg og overbevist om, at det ville være det helt rigtige tilbud til min mor. Her er der fokus på synshandicappet. Der er mulighed for at sidde lidt afskærmet, der er mindre støj og i det hele taget en atmosfære, der skaber ro”, forklarer Jan.

Søg bredt eller løb en risiko

Visitationsudvalget fra Gladsaxe Kommune kommer på besøg, mens Anna er på aflastningshjemmet. Hun er stadig diffus efter faldet, har mange smerter, der er dækket af morfin, og desuden høje infektionstal, som bliver behandlet med store mængder antibiotika.

”Jeg var nok ikke helt mig selv. Jeg var meget forvirret. Jeg skældte også ud”, siger Anna og smiler til Jan.

”Ja, du var bestemt ikke dig selv. Det forklarede jeg også visitationsudvalget, at det nok ikke var det bedste tidspunkt at bedømme min mor og hendes situation på. Men de kom da frem til, at hun havde behov for pleje, men ikke et særligt behov, og derfor kunne de ikke godkende hende til en plads på Solgaven. De mente, at et kommunalt plejehjem sagtens kunne løfte opgaven”, fortæller Jan, der slet ikke var tryg ved situationen.

”Det lå ligesom i luften, at søgte vi ikke bredt, så kunne vi risikere, at min mor bare blev sendt hjem. Den tanke kunne vi jo ikke holde ud, men det var helt klart, at kommunen ingen forpligtelse havde til at finde en plads, medmindre vi søgte noget andet udover Solgaven”, forklarer Jan.

Ifølge Dansk Blindesamfunds konsulent på sagen er det ikke usædvanligt, at kommunerne viser modvilje mod at sende borgerne til omsorgstilbud uden for hjemkommunen, fordi det er forbundet med en større udgift.

Ingen hjælp hos borgmesteren

Jan involverede Annas læge, der var enig i, at hun bestemt ikke kunne klare sig på egen hånd i hjemmet, og at hun var blevet visiteret på et tidspunkt, hvor hun var konfus og omtåget af medicin. Jan sendte lægens udtalelser til kommunen sammen med ønsket om Solgaven som førsteprioritet og ellers bare en plejehjemsplads, fordi han ikke turde andet.

Midt i februar kom det første afslag fra Gladsaxe Kommune. Begrundelsen var, at Solgaven ikke kunne gøre mere for Anna end ethvert andet plejehjem.

”Det var vi da meget kede af, og jeg skrev til borgmesteren. Jeg vidste oven i købet, at der var en ledig plads på Solgaven i Farum, og kommunen havde jo ingen ledig plads til os på det tidspunkt, så jeg havde svært ved at forstå, hvorfor de ikke kunne se sagen lidt mere nuanceret”, siger Jan, der bad kommunen revurdere sagen.

Det blev til endnu et afslag efter få dage. Gladsaxe Kommune ville ikke give Anna et nyt hjem på Solgaven. Brevet til borgmesteren gav heller intet resultat. Jan måtte rykke for et svar, men da det endelig kom, var beskeden den samme: Det er uheldigt for din mor, men et kommunalt plejehjem kan være lige så godt.

”Det kunne jeg bare ikke leve med. Her siger personalet, hvem de er, når de kommer ind, fordi de ved, at de har med synshandicappede mennesker at gøre. Det er jeg ikke sikker på, at de gør på almindelige plejehjem, ligesom det er mit indtryk, at der er meget støj, hvilket vil skabe stor forvirring hos min mor. Så det ville aldrig være optimalt for min mor at sidde på et plejehjem, der ikke har kendskab til mennesker med synshandicap”, siger Jan.

Visiteret efter forkert paragraf

Desperat søger Jan efter gode råd på nettet og falder over Dansk Blindesamfunds konsulenttjeneste. Han kontakter en af de fire socialrådgivere, der sammen med 43 synshandicappede konsulenter hjælper mennesker med synshandicap i blandt andet kommunale sager om ansøgninger til plejehjemspladser, aktivitetstilbud og andre tilbud, som skal godkendes i kommunerne.

”Vi talte med konsulenten, der fik sagen til gennemlæsning. Hun skimmede lige sagen igennem og sagde så, at hun mente, at min mor var blevet visiteret efter en forkert paragraf. Hun var professionel og hurtig og sendte to breve til kommunen, hvor hun påpegede fejlene med paragrafferne”, forklarer Jan.

Da Dansk Blindesamfunds socialrådgiver dykker ned i sagen, viser det sig hurtigt, at Anna er tilkendt en plejehjemsplads efter de gængse regler i lov om almene boliger og to paragraffer, der handler om boligtilbud til ældre, men socialrådgiveren mener, at Anna skal visiteres efter en paragraf i serviceloven, der tager højde for de særlige udfordringer, som Anna har – blandt andet at hun har et synshandicap og derfor nemmere bliver forvirret, når der er meget støj omkring hende.

”Socialrådgiveren lod Gladsaxe Kommune forstå, at Dansk Blindesamfund var klar til at sende en klage til Ankestyrelsen, men så langt kom det heldigvis aldrig. Det tog mindre end en uge, så sagde Gladsaxe Kommune ja til, at min mor kunne få en plads på Solgaven, og herefter gik det hele hurtigt og uden problemer”, siger Jan, der ikke er sikker på, at han selv kunne have fået samme resultat uden Dansk Blindesamfund.

”Jeg var klar til at hyre en advokat og det hele, men det var, som om der skete noget særligt, da Dansk Blindesamfund kom ind i sagen. Jeg er selvfølgelig utrolig glad for den hjælp, vi har fået i Dansk Blindesamfund, men jeg er også utrolig trist på samfundets vegne. For konklusionen er, at den, som ikke er stærk eller har ressourcer eller pårørende, der kan finde den rette hjælp, det menneske har bare tabt i systemet”, siger Jan, der oplever en utrolig forskellig tilgang til brugen af Solgavehjemmene fra kommune til kommune.

”Jeg har talt med flere af mors naboer, og nogle er kommet her, når de har ønsket det, mens andre har kæmpet med kommunen i både otte og ti måneder. Vores kamp varede to måneder, og da konsulenten kom ind over, gik der kun en uge, så fik vi en plads, og på den måde har det været nemt for os. Jeg er overbevist om, at Gladsaxe Kommune gjorde kort proces, da Dansk Blindesamfunds konsulent kom ind over. Så det skal andre bare vide, hvis de render panden mod en mur i sådan en sag”, siger Jan.

For Anna er tilværelsen så småt ved at få en ny form på Solgaven i Farum. To gange om ugen går hun til fysisk træning, og ellers kan hun deltage i forskellige aktiviteter som håndarbejde og sang. Om onsdagen er hun kommet med i en lille klub for nye beboere, hvor der er kaffe og snak, så man har nogle andre at dele tankerne om det nye liv med.

”Jeg er så glad for at være her. Det er da hårdt at vænne sig til et nyt liv og skulle bede om alt, når man altid har klaret sig selv. Men de er så søde her. De er så hjælpsomme, og de roser mig og tager hensyn til, hvad jeg kan fysisk. Det er rart”, siger Anna med sit brede smil, der når helt op i de lidt tågede, men meget glade øjne.