Kun med hjertet kan man rigtig se
Som stærkt svagsynet forstander på Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole viser Jens, at ledelse ikke handler om syn, men om at kunne se mennesker og potentiale.
Tekst: Caroline Larsen Foto: Hans Ravn
I midten af dramasalen på Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole står et citat med store bogstaver: ”Det væsentlige er usynligt for øjet. Kun med hjertet kan man rigtig se”.
Citatet stammer fra historien Den lille prins, men de kunne lige så godt være sagt af skolens forstander, Jens Beermann. For citatet er meget sigende for hans tilgang til både livet og ledelse. For ham er det ikke bare ord på en væg. Det er en livsfilosofi.
Han er nemlig stærkt svagsynet og har ikke noget centralsyn. Alligevel står han i spidsen for en efterskole med over 100 års historie. Og han kan ikke forestille sig et bedre liv.
Den tidlige drøm
Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole har været en del af Jens’ liv længe før, han blev forstander. Allerede som lærerstuderende i 1990 var han i praktik på skolen, og det gjorde stort indtryk på ham. Her opstod nemlig en stille drøm.
”Jeg sagde det aldrig højt, men jeg drømte om, at jeg en dag ville være forstander her. Halvorsminde samler alt det, jeg holder af - fællesskab, dannelse og personlig udvikling”, siger Jens Beermann, der er uddannet lærer og underviste i sløjd, idræt og matematik. Han elskede arbejdet med unge.
Men i 2013 ændrede hans liv sig markant, da han fik konstateret stargardts sygdom, en sjælden arvelig nethindeøjensygdom, der beskadiger centralsynet.
Da synet svigtede
Det begyndte i det små med udfald i synet, der langsomt blev værre. Et af de første tydelige tegn på, at der var noget galt, kom under en volleyballkamp, hvor han stod klar ved nettet og pludselig ikke kunne se bolden.
”Jeg stod og ventede på bolden, indtil jeg fik den i hovedet. Jeg kunne simpelthen ikke se den, selvom jeg vidste, at bolden var der”, fortæller Jens, der efterfølgende lagde mærke til flere tegn.
Han tabte i tennis og badminton til spillere, han normalt ville vinde over, og i trafikken oplevede han, at cyklister pludselig dukkede op ud af ingenting. Han troede først, at det kunne klares med et par nye briller, men undersøgelser viste noget andet. Derfor kom diagnosen som et chok.
”Jeg blev frustreret, ked af det og bekymret for fremtiden”, siger Jens, der altid har været aktiv og engageret i lokalsamfundet.
Han var familiefar med fire børn, håndboldtræner, folkeskolelærer og et aktivt foreningsmenneske, der havde svært ved at forestille sig, hvordan han kunne fortsætte.
”Jeg husker tydeligt, hvordan jeg hver aften gik ind og kiggede på mine børn, fordi jeg var bange for, at jeg ikke kunne se dem næste dag”, fortæller Jens.
Fra tvivl til handling
Jens blev kortvarigt sygemeldt og brugte tiden på at gå lange ture og spekulere over, hvad fremtiden skulle bringe. Men midt i usikkerheden opstod en ny erkendelse.
”Jeg skulle finde ud af, om jeg skulle give op og tilbringe resten af min tid på sofaen eller genopfinde mig selv”, fortæller Jens.
Han valgte det sidste. For midt i den svære tid opstod der en mulighed for at søge drømmejobbet.
I avisen læste han, at stillingen som forstander på Halvorsminde Efterskole var ledig. En gammel drøm meldte sig. Han tog derfor kontakt til bestyrelsesformanden og fortalte om sin interesse. Kort tid efter blev han inviteret til samtale - og fik jobbet.
Synshandicappet er mit talent
Under ansættelsesprocessen fyldte synshandicappet ikke. Jens overvejede det nøje, om han skulle bringe det op. Men i en by som Hjørring var det allerede offentligt kendt, at Jens havde svækket syn, da han stod bag en række lokale initiativer.
”Jeg snakkede frem og tilbage med en god ven om, hvorvidt jeg skulle nævne mit synshandicap eller ej. Vi nåede frem til, at hvis det ikke var noget, de ville snakke om, var der ingen grund til, at jeg gjorde det til et tema”, fortæller Jens, der blev ansat på grund af sine gode ideer og engagement.
”Hverken før, under eller efter ansættelsen har mit synshandicap været et problem for mit arbejde. Faktisk har jeg gjort mit synshandicap til mit talent”, siger Jens, der aldrig har oplevet skepsis til sine kompetencer på grund af synshandicappet. Kun forundring fra andre forstandere, der er imponeret over, hvordan han kan lede en efterskole og fri fagskole uden syn.
Ledelse på en ny måde
Jens betragter ikke sit synshandicap som en begrænsning i sin ledelse af skolen. Tværtimod er det en fordel.
Hvor mange ledere sidder bag en skærm og løser administrative opgaver, er Jens tvunget til at gøre noget andet. Han kan ikke læse mails eller udføre traditionelt kontorarbejde, så derfor er han nødt til at give opgaver fra sig.
”Ledelse handler i bund og grund om at lede og fordele. Jeg er tvunget til at have tillid til, at andre løser opgaverne, og det er faktisk en styrke”, forklarer Jens.
I stedet for at kontrollere og følge med i alt, skaber det grobund for en tillidsbaseret arbejdsplads, hvor medarbejderne får ansvar og bruger deres kompetencer.
”Der er mange opgaver i at drive en skole, og der er næsten altid nogen, der er bedre til at løse dem end mig”, siger Jens.
En inspiration for de unge
Jens’ arbejdsdag ligner ikke en klassisk lederrolle. Faktisk har han slet ikke noget kontor, da han ikke sidder bag computeren, men er ude blandt mennesker.
”Jeg bevæger mig rundt på skolen og møder elever, medarbejdere, forældre og gæster. Jeg sætter retningen og skaber rammerne for, at eleverne kan trives og udvikle sig”, siger Jens, der er meget åben omkring sit synshandicap.
Det er det første, han fortæller folk, han skal være sammen med i mere end fem minutter for at undgå misforståelser og møde dem i øjenhøjde - også selvom han ikke kan se dem.
”De skal nødig tro, at jeg er arrogant, fordi jeg ikke holder øjenkontakt eller hilser på folk, jeg møder”, fortæller Jens.
Derfor ved eleverne også godt, at deres forstander er stærkt svagsynet. Men i hverdagen fylder det ikke. Alligevel håber Jens, at hans historie kan inspirere de unge.
”Jeg håber, det kan vise, at man ikke skal lade sig begrænse af sine udfordringer. Man kan meget mere, end man tror”, siger Jens.
Et sjovere liv
Hvis Jens skal sammenligne sit liv før og efter synshandicappet, er konklusionen klar:
”Mit liv er faktisk blevet sjovere”, smiler han.
Selvom tiden efter diagnosen var præget af usikkerhed og bekymring, fik han på den anden side en vigtig erkendelse.
”Man er nødt til at acceptere sit synshandicap og gøre det til sin ven. Ellers bliver det for stor en belastning for én selv og omgivelserne. Mulighederne åbner sig først, når man har forliget sig med sin situation. Kram det og grin af det”, opfordrer Jens.
I dag ser han heller ikke sit synshandicap som et tab, men derimod en berigelse.
”Hvis jeg fik muligheden for at få mit syn igen, ville jeg sige nej tak. Jeg har fået det fedeste liv og det bedste arbejde”, siger Jens.