Kursus på Fuglsangcentret giver nyt mod på madlavning med et synshandicap

De snitter, steger, vender og drejer – kursisterne på Fuglsangcentrets madlavningskursus får nye tricks og teknikker og mod på mere hjemme i eget køkken.

Porretærte og pizza – fordi det kan være svært at rulle dejen ud, når man ikke kan se den. Tunmousse og appelsinfromage, fordi husblas altid er en udfordring uanset synet. Og så naturligvis frikadeller. Fordi man hakker løg, slår æg ud, måler krydderier af, former, steger og gennem denne lille klassiske farsbolle kommer gennem flere af de grundlæggende køkkenteknikker, der, udover veltillavet og sund mad, er på programmet i de tre dage, hvor fire kursister med alvorlige synshandicap går i køkkenet med to undervisere, der er helt blinde.

Jeg har været seende og var god til at lave mad, men jeg er ikke så god til det mere, og det er irriterende, for jeg savner at lave mad.

Joy, kursist på Fuglsangcentrets madlavningskursus

Efter en omgang veltilberedte karbonader med stuvet hvidkål på førstedagen er ambitionsniveauet steget i øvekøkkenet på Fuglsangcentret på kursets anden dag, hvor forberedelserne til dagens menu er i gang. Der skal porretærte, marinerede rejer og frikadeller på frokostbordet, men aftenens forret, som er en tunmousse, skal også røres sammen og på køl. Den kaster Joy og Lene sig over. De har begge et yderst anstrengt forhold til husblas, der skal binde tunmoussen sammen, så de ser deres skræk i øjnene og strammer forklæderne.

”Jeg havde engang lavet en cheesecake, men da jeg åbnede formen, løb den hen af bordet”, siger Lene, mens Joy får trukket de stive gelatineplader ud af posen og lagt dem i en skål med koldt vand.

”Jeg elsker dessert, men når jeg får sådan en gummiklump i munden, så er jeg altså færdig. Derfor har jeg bedt om at få lov at arbejde med husblas. Jeg vil også gerne snitte og lave opbagt sovs, så det prøvede jeg i går med den stuvede hvidkål, og i morgen skal jeg rulle pizzadej ud, for det har jeg også bedt om. Det synes jeg godt kan være meget svært, når man ikke kan se – så er den tyk i den ene side og tynd i den anden”, forklarer Joy Nowicki Pedersen på 51 år.

”Jeg har været seende og var god til at lave mad, men jeg er ikke så god til det mere, og det er irriterende, for jeg savner at lave mad”, siger Joy.

Blev blind på et øjeblik

For Lene Blindkær på 29 år er det stadig nyt at være i køkkenet uden sit syn. Det mistede hun for små to år siden, og nu er den unge brødentusiast på kursus, så hun kan lære alle de nye teknikker og ikke mindst at måle og veje af, så hun stadig kan bage.

”Jeg kan da stadig bakse et brød sammen, men jeg vil gerne lære nogle teknikker og blive mere sikker på mig selv. Det går egentlig ok, men det med at måle og veje, det kan jeg ikke finde ud af, så det skal jeg have lært”, fortæller Lene, der bevæger sig roligt og sikkert rundt ved køkkenbordet og både får åbnet tun på dåse, som hun dræner i en si og hælder over i en skål, får fundet cremefraichen og et decilitermål frem og tilsat de tre deciliter og lidt til, som opskriften foreskriver. Imens fortæller hun om de skæbnesvangre måneder i efteråret 2016, da hendes syn forsvandt.

”Jeg begyndte at få ondt i øjnene i september. Det kom og gik, og jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvor slemt det egentlig var, for så gjorde det ondt den ene uge, og den næste var det væk. Men til sidst gjorde det altså så ondt, at jeg tog til vagtlægen. Han sagde, jeg havde øjenbetændelse og skulle gå til øjenlægen. Da jeg kom til øjenlægen, sagde han, at det var en allergisk reaktion mod mine kontaktlinser. Dem havde jeg haft i 13 år, så det forstod jeg ikke rigtig. Men jeg gik til optikeren, og han sendte mig direkte på sygehuset”, fortæller Lene.

Her er blodtrykket mere end tårnhøjt. Lene kaster nu også skum op og hendes øjne smerter voldsomt. To uger på intensiv og derefter to uger på øjenafdelingen. Hjertet er ødelagt, og kun den ene nyre fungerer. Hun kommer hjem med livet i behold, men synet er stort set væk, og hun kan i dag kun navigere efter stærke kontraster.

”De kunne ikke redde mit syn, og de fandt aldrig ud af, hvad der egentlig var galt med mig”, siger Lene.

Husblas-dramaet fortsætter lidt endnu

Tunmoussen er rørt sammen. Joy har fået smeltet husblassen over vandbad med anbefaling fra underviser Marlene Pedersen om at investere i en husblassmelter.

”Den kan sidde på kanten af gryden, og så er der mindre risiko for, at du skolder dig”, forklarer Marlene, mens hun putter et par spiseskefulde af den kolde tunmousse op i husblassen og overlader resten til Joy, der rører.

”Så skal den op i moussen, Joy,” instruerer Marlene, men Joy kan mærke noget forkert.

”Den er fuld af klumper. Nu er det sket igen”, siger hun.

”Nej, den er fin”, siger Marlene, da hun får fat i skeen og mærker efter i skålen.

”Nej, den er fuld af klumper”, insisterer Joy, da hun igen har fat i skeen.

”Det er da tunen”, siger Marlene.

”Er der tun i, nå, det fangede jeg ikke lige. Puha, men så var det da ikke husblassen”, siger Joy og griner lettet.

Moussen kommer på køl, og næste projekt er at rense porrer til dagens frokosttærte.

Ingen til at lave mad til Asger

I den anden ende af øvekøkkenet har Asger og Katrine vejet rejer af og presset hvidløg og citron, og de marinerede rejer er nu sat på køl. Nu gælder det dejen til tærtebunden, og Asger er fuld af optimisme, for han bagte et rigtig godt brød i går. Så han er klar til at få fingre i tærtedejen, når Katrine har vejet af.

”Man kan jo købe en færdig dej, hvis man ikke har mod på selv at lave den. Men det er ikke så svært, og i dag trykker vi dejen ud i formen, så er vi fri for at stå og fægte med det rulleri”, siger Else Marie Hansen, der har undervist blinde og stærkt svagsynede i madlavning i mere end 15 år.

Asger har fået fingrene i dejen, og på de seneste to dage har han æltet og lavet mere mad end i resten af sit 84-årige liv.

”Jeg blev altid smidt ud af køkkenet af min kone, så jeg er ikke særlig god til at lave mad. Men jeg blev alene for et halvt år siden, og så må man jo prøve. Jeg vil gerne lære at smøre brød, uden at det sviner over hele køkkenbordet. Jeg kan godt lide at have det rent og pænt og synes, det kan være noget værre fedteri, så det har jeg bedt om at lære”, siger Asger, der lader Katrine komme til dejen, selvom hun ikke er helt sikker på, at porretærte er noget for hende.

Hun døjer nemlig med overvægt som følge af sygdom og prøver derfor at leve efter nogle særlige principper, der hedder Sense.

”Vi holder kulhydraterne nede og spiser mest grønt og protein, men jeg skal måske smage tærten alligevel”, siger Katrine, der har fået dejen klar.

Nu trykker trioen tærtedejen ud i fadet, og så skal den i ovnen i fem minutter, inden de blancherede porrer, som Joy og Lene har stået for, skal i tærten sammen med den æggemasse, som Asger og Katrine straks går i gang med.

Frikadellen kræver teknik

Asger slår æg ud, mens Katrine måler cremefraiche af, godt med krydderier, alle målt af i hænderne først, så man kan mærke, hvor meget man putter i.

”Jeg tror, jeg vil lave mad engang imellem. Jeg er lidt bange for det med, at der så bliver for meget spild. Men på den anden side, så går jeg jo bare og triller tommelfingre. Det er da rart at være her og snuse lidt til det. Så kommer man også lidt ud. Jeg var med i en sorggruppe, efter min kone døde, men jeg var der kun to gange. Jeg kunne ikke rigtig klare det. Jeg kan bedre lide at komme ud på den her måde. Man bliver nødt til at være positiv, ellers kan man jo ikke holde ud at være sammen med sig selv”, forklarer Asger, mens køkkenholdet har taget en velfortjent pause, nu hvor tun og rejer er på køl, og tærten er kommet i ovnen.

Efter frikvarteret står der frikadeller på skemaet, og det er der en særlig grund til.

”Der skal vi både hakke løg, slå æg ud, måle krydderier og så skal vi stege, vende og dreje. Der er meget teknik, som man lærer gennem en frikadelle, så dem har vi altid på menuen, når vi har madlavningskursus”, forklarer Else, der også er hurtig med et tip, da de to par har fået fars i skålene.

”Nu klapper I farsen flad i bunden, så den fylder hele bunden. Så kan I tage en fjerdedel fra og lægge ud til siden, så får I ligesom et hul i midten. Det kan I fylde med mel eller rasp eller havregryn – hvad I nu vil bruge til at binde farsen med. Men med den metode kommer I ikke for meget i og har styr på det”, forklarer Else.

Lene elsker marokkansk mad, og Joy er med på at krydre frikadellerne godt, så de får både karry og cayennepeber og hakkede valnødder. Hos Asger og Katrine har grofthakket hvidkål fundet vej til farsen, fordi Katrine altid forsøger at få lidt ekstra grønt med, og den er Asger med på – man må jo holde sig sund.

Vil lære at undgå røg i køkkenet

Stegningen foregår på tid, syv minutter på hver side, jævn varme fra start til slut og frikadellerne på efter ur-metoden.

”Vi begynder klokken 12 og så ellers derudad”, siger Marlene, der står tæt på Katrine, for hun er ikke helt tryg ved komfuret.

”Jeg har oplevet så mange gange, at der går ild i tingene. Jeg har både sat ild i pandekager og æggekager, så jeg er faktisk lidt nervøs nu, hvor vi skal til at stege. Jeg tror egentlig godt, at jeg kan stege og lave mad, jeg skal bare lige finde modet og prøve det af her, så skal det nok gå. Lige blive lidt mere sikker på mig selv”, forklarer Katrine, der har fået sine frikadeller på panden og sat minuturet på syv minutter, mens Joy har aktiveret Siri på sin Iphone og bedt hende tælle ned til vendingen.

”Det er bare lidt sværere at lave mad med et synshandicap, og så bliver fastfood det nemme. Min mand er godt til at lave mad, men han har også dage, hvor han ikke helt kan klare det, og så er det godt, at jeg kan, så vi kan leve lidt sundere. Det er faktisk ham, der har sparket mig af sted”, griner Katrine, der nu får vendt sine frikadeller på panden efter instruktion fra Marlene.

”Du kan vende dem med en gaffel, det er lettere end med en palet, og jeg kan mærke, at du ikke er bange for panden og godt tør røre, så det er en fordel for dig at bruge en gaffel”, forklarer Marlene.

93-årig på kursus i mørbradbøffer

Frokosten er ved at være klar. Tærten er smukt gylden, frikadellerne har perfekt stegeskorpe og kursisterne dækker i fællesskab bord, finder brød og et glas sild frem. Der skal ikke mangle noget.

”De er i bidder, de sild, ikke?”, spørger Else, men det viser sig, at det er hele fileter.

”Dem klipper jeg ud, det er meget nemmere at bruge en saks”, forklarer Else, og vupti, så er der serveret sildebidder ved bordet midt i køkkenet.

Else underviser i skæreteknikker, så man kan styre sit rugbrødsstykke. Kniven bag ved gaflen, skære af i trekanter, dreje brødet og på den måde styre brødet. Hun får også vist Asger en teknik med at smøre brødet ved at placere en smule smør på midten og så smøre væk fra sig selv. En lun frikadelle på toppen, og så bliver denne tirsdag en lille smule mere lækker.

”Det smager dejligt med de nødder i farsen”, roser Marlene, der godt forstår, at seende kan undre sig over, hvordan blinde får lavet mad.

”Det er det første spørgsmål, man altid får: Hvordan laver blinde mad? Men det kan man altså godt – det kan man jo se med det her måltid. Det kræver lidt disciplin og struktur og nogle gode teknikker, men selvfølgelig kan man lave mad, selvom man ikke kan se”, fortæller Marlene, der kun en enkelt gang har fået et spørgsmål, der overraskede hende mere end madspørgsmålet.

”Hvis de ikke spørger, hvordan en blind laver mad, så spørger de som regel, hvordan en blind får tøj på. Men her fik jeg et nyt spørgsmål. Jeg skulle fortælle om livet som blind til en skoleklasse. Nu kommer jeg jo fra Nordjylland, hvor man har bil og altså ikke sådan kører i tog og bus. Så da jeg kom ind med min førerhund, så glemte de alt om at spørge, hvordan jeg laver mad, eller hvordan jeg får tøj på. De ville hellere vide, hvordan jeg havde lært førerhunden at køre bilen. Jojo, det er Nordjylland”, griner Marlene hen over det fine frokostbord, hvor der efterhånden er gjort et solidt indhug i frikadellerne og tærten.

”Det smager dejligt, vi fik også en råkost i går med pastinakker, selleri og fennikel, som jeg vil lave, når jeg kommer hjem. Det er aldrig for sent at lære noget nyt”, siger Joy.

”Nej, vi havde engang en frisk fyr på 93 år på madlavningskursus. Han havde altid lavet mørbradbøffer, men det kunne han ikke længere. Så det fik vi lært ham, at pudse mørbraden af, stege løg og det hele. Alle kan lære det og ind i mellem går det da også galt. Vi har da haft en halv liter madlavningsfløde sejlende gennem lokalet, fordi det ramte lige mellem bord og komfur og ikke i fadet. Det må man bare tage med”, griner Malene.

I køleskabet har tunmoussen sat sig, og Joy kan ånde lettet op og sammen med de andre tre modige madører snuppe en velfortjent middagslur, inden køkkenklokken slår igen. Tunmoussen, der slår tonen an på aftenens menu, skal efterfølges af gullasch med mos og afsluttes med frugtsalat, fordi mango, melon og ananas kan være drilske frugter at flække ud.

”Ja, vi mangler ikke noget, det er den rene overflod, men vi skal prøve megetm for det er sådan, vi lærer teknikkerne”, siger Else.

”Ja, der kommer noget ind på flere måder, og jeg tror, vi sover godt i nat”, siger Joy.