Livet skal leves, selvom synet svigter

Mød forstander Ulla Løwert Thomsen fra Solterrasserne i Valby, der har klare holdninger til et værdigt ældreliv med synshandicap.

Tydeligere og med mere respekt kan det vist ikke siges, når Ulla Løwert Thomsen, der er forstander for Solterrasserne i Valby, fortæller om stedet, der for mange ældre med synshandicap har været vejen til et nyt liv.

”De fleste, der kommer her, har det, som om tæppet er blevet trukket væk under dem. De har helt mistet overblikket over deres tilværelse, de er bekymrede for økonomien, har måske ikke fået ordentlig mad i en periode, og mange har faktisk slet ikke været uden for en dør i måneder, for det er en stor – og farlig – overvindelse at bevæge sig ud i trafikken, når man fra den ene dag til den anden ikke kan se”, forklarer Ulla Løwert Thomsen.

Kommunerne hænger i bremsen

Stod det til Ulla skulle mange flere have muligheden for at bo et sted som Solterrasserne, hvor man er omgivet af naboer, der hjælper hinanden samt personale, der er uddannet til at hjælpe mennesker med synshandicap, og som kan give den omsorg, der er behov for.

”Faktisk har vi et omsorgskontor her på stedet, der har åbent to gange om ugen. Det betyder, at det er ”lovligt” for beboerne at række ud efter lidt omsorg, og så bliver det hele pludselig ikke så svært mere”, griner Ulla.

For de fleste er det bedst at blive længst i egen bolig, men rigtig mange har altså også glæde af at komme et sted som Solgavehjemmene. Ulla så gerne, at visitationsfasen blev lidt lettere, og at flere var opmærksomme på, at synshandicappede måske har mere brug for hjælp end andre ældregrupper.

”Desværre kommer beboerne ofte alt for sent i kontakt med os. Det er simpelthen gået galt, og de er havnet i kulkælderen. Det sker, når man ikke har fået støtte og opbakning i hjemmet eller har haft nogen til at hjælpe sig. Hverken kommune eller andre er trådt til, og de har derfor siddet selv og hverken fået hjælp til rengøring, madlavning eller noget som helst andet, før Dansk Blindesamfund kommer ind i billedet. Det gør dem sårbare og nedslidte, og det kan tage tid at finde tilbage til et meningsfuldt liv, men det er en kamp tilbage til livet, beboer og personale tager sammen. Hver og en, der er kommet her på stedet for at bo, er blevet et gladere og mere trygt menneske”, siger Ulla.

Livslysten vender langsomt tilbage

Ulla oplever igen og igen, hvordan mange får deres sociale liv tilbage, når de flytter ind på Solgavehjemmene, og så kan de pludselig mestre livet igen. Hun er ikke et øjeblik i tvivl om, at det skaber tryghed og nyt livsmod at bo sammen med ligestillede.

”Vi hører gang på gang, hvordan vores nye beboere giver udtryk for, hvor glade de pludselig er for at være sammen med andre, der forstår dem”, siger Ulla.

Alle nye beboere, der ankommer, mødes af deres personlige kontaktperson samt en mobilityinstruktør. Som nyblind er mobilityinstruktøren faktisk det vigtigste holdepunkt langt hen ad vejen i det ny liv. For det er mobilityinstruktøren, der lærer den ny beboer at mestre omgivelserne.

”Allerede her forsøger vi at lure lidt på, hvem der passer sammen. Socialt samvær er enormt vigtigt. Vi forsøger at møde folk der, hvor de er. Vi stiller ikke krav, men et lille kærligt skub skal der være plads til”, siger Ulla.

Måltiderne er dagens højdepunkt

For mange er måltiderne dagens højdepunkt, og derfor findes der særlige måltidsværter på Solterrasserne i Valby.

”Måltidsværtens fornemmeste opgave er at tage forskellige emner op og sørge for, at der konverseres ved bordene, og at alle er med. De forsøger også at få folk med samme interesser til at sidde ved siden af hinanden. Man kan sagtens føle sig ensom blandt mange, og vores opgave er at sikre, at denne følelse ikke opstår hos vores beboere. Mange af de nye venskaber opstår, fordi personalet kobler folk sammen, eller fordi de mødes i den store have”, fortæller Ulla.

”Fælles for Solgaven (plejehjem) og Solterrasserne (botilbud) er, at ingen er overladt til sig selv, og ingen skal føle sig isolerede. Her kommer mennesker, der har været så overladt til sig selv, før de kom her, at jeg indimellem bliver helt dårlig”, fortæller Ulla.