Madglæde på menuen

Et madlavningskursus er opskriften på at finde modet og glæden ved igen at gå i køkkenet, selvom synet er forsvundet.

Livshistorie fra 6. oktober 2025. Tekst: Caroline Larsen Foto: Henrik Frydkjær

Bacon syder i airfryeren, kyllingebryster koger i gryden, tunen drypper af, og duften af nystegte fiskefileter breder sig i øvekøkkenet på Fuglsangcentret. Kursisterne på madlavningskursus er i fuld gang med dagens frokost – og her handler det ikke bare om at lave god mad, men også om at finde mod, få ny inspiration og lære teknikker, der gør det muligt at fortsætte med at lave mad på trods af synshandicap.

Kurset er skræddersyet til blinde og svagsynede og har til formål at lære deltagerne at lave mad sikkert og selvstændigt. Der bruges kontrastfarver, talende køkkenredskaber og taktile markeringer, der gør det muligt for Søren, Berit og Louise at navigere i køkkenet uden syn.

Fra usikkerhed til overskud i køkkenet

Morgenmaden spises i restauranten, mens de øvrige måltider tilberedes i fællesskab i øvekøkkenet, hvor kursisterne lærer grundlæggende teknikker, der kan være svære at mestre med et synshandicap. I dag skal de lave kyllingesalat, fiskefileter i airfryeren og wraps med parmaskinke og pesto til frokost, men aftenens forret, tunmousse, også skal forberedes og stilles på køl. Den giver Søren og Louise sig i kast med, hvor den svære disciplin er at mestre husblas.

Underviserne, der selv har et synshandicap, finder alle ingredienserne frem og stiller dem klar på køkkenbordet, så kursisterne ikke skal bruge unødig energi på det, men bare skal fokusere på teknikkerne. Det er nemlig noget, alle kursisterne kan relatere til - at det tager længere tid at lave mad, og at de hurtigere bliver trætte, når de skal bruge ekstra kræfter på at orientere sig i køkkenet uden syn.

Tålmodighed og struktur

Louise, der for to år siden mistede synet efter gentagne nethindeløsninger, fortæller, hvordan madlavning nu kræver en helt anden struktur og tålmodighed.

”Før kunne jeg lave en ret på en halv time, men nu kan det tage op til en time. Hvis ikke jeg finder ingredienserne frem på forhånd, kan jeg gå og lede i evigheder. Jeg har aldrig været særlig struktureret, men det er nødvendigt nu”, siger Louise.

Søren nikker genkendende: ”Alting tager bare længere tid, og det koster på energien”, tilføjer han.

For at spare energi har Louise fundet en rutine, hvor hun deler madlavningen op i etaper. Om formiddagen snitter hun for eksempel grøntsager, så hun senere kan tilberede retten uden at skulle gøre det hele på én gang.

Det er en tilgang, som underviseren Anette, der selv er blind, bakker op om.  

”Når man mangler sit syn, bliver man hurtigere udtrættet. Det betyder, at man skal tænke over, hvad man bruger sin energi på, og hvordan man kan gøre det, så det stadig er overskueligt og hyggeligt. Det kræver struktur og planlægning”, siger Annette.

Hun understreger også, hvor vigtigt det er med klare aftaler i hjemmet, så ingen flytter rundt på ting, men at alting har sin faste plads i skuffer, skabe og køleskab.

Frygten for husblas

Louise åbner to dåser tun, som hun dræner i en si og hælder over i en skål. Hun rækker ud efter en gaffel for at findele tunen, men Anette foreslår, at hun bruger fingrene i stedet.

”Fingrene er vores bedste redskab. Det er meget nemmere, og så er du også sikker på, at det hele er ordentligt fordelt, siger Anette.

Bagefter røres tunen sammen med to en halv deciliter creme fraiche, citronsaft, cayennepeber og salt, som opskriften foreskriver. Krydderierne doseres i hænderne først, inden det tilsættes maden – en teknik de har lært på kurset, så de er sikre på, hvor meget de tilføjer.

Anette tænder for den indbyggede Quooker, så der strømmer kogende vand i gryden. I stedet for at stikke fingeren i det varme vand, løfter hun gryden for at vurdere, om der er nok vand i. Da den rette mængde er nået, sætter Søren forsigtigt skålen med husblas i vandet, så det kan smelte. Med fingerspidserne mærker han efter og konstaterer, at det hele er smeltet.

Nu putter Søren et par spiseskefulde af tunblandingen op til husblassen. Bagefter vender han den afkølede husblas i resten af tunmoussen, mens Louise rører godt rundt. De gør sig umage for at undgå klumper af husblas. Tunmoussen hældes derefter i serveringsglas og stilles på køl indtil aftensmaden.

Når synet svigter – men lysten til madlavning består

Søren har altid holdt af at lave mad. Lysten er ikke forsvundet med synet, men det er blevet sværere at navigere i køkkenet. For ham er det også relativt nyt at skulle orientere sig uden syn. Han har gradvist mistet synet inden for det seneste år på grund af grøn stær og nethindeløsning.

”Jeg turde ikke længere bruge komfuret, fordi jeg var bange for at brænde maden på eller mig selv”, siger Søren, der først måtte opgive cyklen, så bilen og til sidst arbejdet som disponent. Men madlavningen ville han ikke opgive. Det var derfor, han tilmeldte sig madlavningskurset.

”Her lærer jeg teknikker der gør, at jeg tør igen. Jeg har lært at tørskrælle, stege på tid og bruge en app, der kan læse opskrifterne højt for mig. Det giver mig ro, mod og glæden ved madlavning tilbage”, fortæller Søren, som glæder sig til at afprøve opskrifterne derhjemme.

Fortsat deltagelse i madklubben

For ham er madlavning også nøglen til at bevare sit sociale liv. Søren er nemlig en del af en madklub med andre mænd, der mødes en gang om ugen og skiftes til at planlægge menuen og handle ind. Det fællesskab vil han nødig undvære.

”Det betyder meget for mig. Jeg vil ikke bare sidde derhjemme, men være en del af madklubben og bidrage til fællesskabet”, siger Søren, som det seneste halve år har været udfordret. I takt med synet er blevet dårligere, har han haft sværere ved at følge med i køkkenet. Han er derfor glad for, at han har fået tips og tricks, så han kan fortsætte med at deltage i madklubben.

Sprøde fiskefileter uden pande

I den anden ende af øvekøkkenet står Berit og får gode råd til at skære kyllingebryst i mindre stykker til kyllingesalaten. Hun arbejder koncentreret, så hun ikke skærer sig i fingrene. Bagefter skal hun skære ananasringe i stykker og halvere cherrytomater. Der skal også bacontern i, som underviseren Anja viser, hvordan de nemt og hurtigt kan tilberede i en airfryer, der er særlig effektiv til blinde og svagsynede, fordi man slipper for at vende baconen på en varm pande.  

Den eneste ulempe er, at mange airfryere er udstyret med touchskærm, som er svær at betjene uden syn. Men det har Anja heldigvis også en løsning til. Hun har markeret de mest anvendte programmer med selvklæbende dupper, der både fås i taktil og tydelige farver. Derudover kan netop denne model betjenes med en app, hvor både tid og temperatur kan indstilles med skærmlæser. Baconen skal bare have ti minutter, så er den klar.

Madlavning uden begrænsninger

For Berit handler madlavning om mere end bare mad. Det handler om selvstændighed, stolthed og livskvalitet.

”Jeg vil ikke begrænses af mit synshandicap. Det betyder meget for mig at kunne lave mad selv. Det giver glæde og tilfredsstillelse”, siger Berit.

Hun har altid elsket at lave mad og bage, og selvom nogle opgaver er blevet sværere – som at vende frikadeller eller vurdere, hvornår noget er færdigt, har hun på kurset lært metoder, der gør det nemmere. Berit har lært at stege frikadeller på tid. Syv minutter på hver side ved middelvarme. Den første frikadelle placeres ved pandens håndtag, så hun ved, hvilken der skal vendes først. Det giver overblik og overskud i køkkenet.

”Allerede fra første dag blev mine forventninger indfriet. Jeg tager hjem med ny inspiration, gode fif, selvtillid og lysten til at give mig i kast med opskrifterne derhjemme”, smiler Berit.

Fællesskab og fremtid

Ved køkkenbordet skræller og snitter Louise grøntsager med rolige bevægelser. Hun har lært at skrælle grøntsagerne, inden hun skyller dem, for så er det nemmere at mærke, hvis der stadig sidder skræl tilbage.

For hende er madlavning blevet en måde at genvinde kontrollen over hverdagen på efter en voldsom livsomvæltning. For bare to år siden mistede hun synet og måtte opgive sit arbejde som social- og sundhedsassistent.

”Jeg har en søn, som snart flytter hjemmefra, så det har været vigtigt for mig at kunne klare mig selv. Det jeg kan selv, vil jeg gerne, men man skal lære meget forfra, når man mister synet”, forklarer Louise.  

Kurset har ikke bare givet inspiration og teknikker – det har også givet fællesskab med andre der ved, hvordan det er at leve uden syn og kan relatere til de udfordringer, der følger med et synshandicap.

Kursus med smag på livet

En vigtig del af kurset er også, at underviserne selv har et synshandicap. De kender udfordringerne fra eget liv og kan give konkrete og brugbare råd, der kan overføres til hverdagen derhjemme.

”Underviserne ved, hvilke udfordringer man kan opleve i køkkenet, når man ikke kan se. Det er sværere for seende at relatere til. De ved for eksempel, hvordan man slår et æg ud og sikrer, at der ikke er kommet æggeskaller i”, fortæller Louise, som tager mange nye teknikker med hjem til at fortsætte madlavningen. Men vigtigst af alt har det givet hende troen på, at hun godt kan.

"Jeg har hele tiden sagt, at det er forbandet, jeg har mistet mit syn, men med den hjælp og støtte, jeg har fået her, tror jeg på, at jeg kan få et godt liv”, siger Louise, inden hun sætter sig til bords og smager på frokosten, der bliver mødt med smil og ros rundt om bordet. Maden smager ikke bare godt - den smager af selvstændighed, mod og fællesskab. Og for deltagerne er det netop dét, der gør hele forskellen.