Med Bellis glemmer jeg mit synshandicap

Førerhunden Bellis er nomineret til Årets førerhund 2024. Hun er en uundværlig følgesvend, som giver Michael frihed og fører ham sikkert med bus og tog på arbejde. Når Michael følges med Bellis føler han sig ikke begrænset af sir synshandicap.

Nærportræt af førerhunden Bellis, en sort flatcoated retriever, der sidder på en græsplæne med åben mund

Når Michael færdes udenfor, er det altid i følgeskab af den 10-årige førerhund Bellis. Michael går med et stort smil og rank ryg med sin makker på venstre side med halen højt i vejret. Turen til Viborg station kender Bellis ud og ind, da de har gået den vej utallige gange, så derfor skal der ikke så mange anvisninger til fra Michaels side.

Hver morgen går de hjemmefra halv syv, så Michael kan komme på arbejde hos Arla i Viby. Her gør Bellis en vigtig forskel ved at være Michaels øjne i trafikken og føre ham trygt fra A til B. Bellis stopper ved nedadgående fortovskanter, leder Michael udenom forhindringer og markerer busstoppestedet. Når de stiger af bussen, fører Bellis Michael op og ned ad trapper, hen til toget og finder en ledig plads.

”Bellis giver en stor tryghed på perroner, da hun holder sikker af stand til kanten og sørger for, jeg ikke falder ned på skinnerne. Når jeg følges med Bellis ved min side, er jeg ikke bange for at bevæge mig ude i trafikken. Hun giver mig frihed og tryghed”, siger Michael Bjerre Rasmussen.

Bellis giver energi og overskud

Bellis er også afgørende for, at Michael kan gå i et højt tempo, navigere på Aarhus Hovedbanegård og zigzagge udenom mennesker og forhindringer. Det er alt sammen medvirkende til, at Michael bruger færre ressourcer på at færdes og derfor kan varetage sit arbejde som salessuporter hos Arla Foods foodservice kundeservice.

”Med Bellis føler jeg mig meget mere fri og har overskud, fordi hun automatisk styrer mig udenom forhindringer, som jeg ellers ville bruge en masse energi på at orientere mig om. Hun gør, at jeg kommer frisk og veludhvilet på arbejde og den anden vej igen”, fortæller Michael, der får mange kommentarer med på vejen af forbipasserende, der roser hvor smuk og dygtig, Bellis er.

Den firbenede hjælper er også meget vellidt af alle på kontoret. De synes, det er hyggeligt at have selskab af en opdraget hund som Bellis, selv dem der ikke er hundemennesker, kan ikke stå for Bellis.

Michael sidder på en bænk i en park og aer Bellis. I baggrunden ses store træer og lilla rhododendron
Foto: Privat. Michael og Bellis nyder at gå lange ture og udforske nye steder sammen

Bevægelsesfrihed

Bellis sørger også for, at Michael kan have en aktiv hverdag med fritidsinteresser og god kontakt til venner og familie. Michael kan tage af sted, når han har lyst og er ikke afhængig af at følges med nogen. Det giver ham en stor frihed og selvstændighed.

”Det er Bellis’ skyld, at jeg kommer så meget ud, som jeg gør. Hun hjælper mig med at socialisere mig i sådan en grad, der ikke ville være muligt, hvis jeg ikke havde hende ved min side. Hun er min bedste ven og trofaste makker”, forklarer Michael, der belønner Bellis med gulerødder, som er hendes yndlingsspise.

Ikke begrænset sammen med Bellis

Bellis er Michaels anden førerhund, som har fulgt ham tæt i otte et halvt år. Fra første øjeblik havde de et helt særligt bånd, og Michael var ikke i tvivl om, at de ville blive et godt makkerpar. Sådan har det været lige siden.   

Inden Michael fik Bellis, havde han en periode på tre måneder uden førerhund, mens Bellis blev færdiguddannet. Her opdagede han for alvor, hvilken forskel en firbenet hjælper gør i hans hverdag.

Førerhunden Bellis, en sort flatcoated retriever sidder på en græsplæne
Foto: Henrik Frydkjær. Førerhunden Bellis er Michaels trofaste makker, bedste ven og hans øjne. De har et ganske tæt samarbejde, da de har været et makkerpar i otte et halvt år.

”I perioden uden førerhund var jeg så træt om eftermiddagen, fordi alting var mere besværligt. Jeg var helt udkørt og nødt til at vælge noget fra for at spare på energien. Derfor var det kun det mest nødvendige, jeg prioriterede. Sådan har jeg det ikke, når jeg følges med Bellis, så er det bare derudad”, siger Michael, der helt glemmer sit synshandicap, når han følges med sin makker.

”Når jeg går med Bellis, glemmer jeg helt, at jeg er blind, fordi jeg kan det hele selv. Jeg føler mig ikke begrænset af mit synshandicap, når jeg går med hende. Bellis hjælper mig med så meget i hverdagen”, smiler Michael.

Trofast makker og bedste ven

Den sorte flatcoated retriever er også Michaels træningsmakker, da Bellis sørger for, at Michael får masser af motion dagligt. De går nemlig lange ture flere gange om dagen, hvilket har en sund effekt på Michaels diabetes. Bellis har derfor både en positiv indvirkning på Michaels krop og sind.

I følge Michael er Bellis oplagt til at vinde titlen som Årets førerhund 2024, da hun gør en stor forskel for, at Michael kan have en almindelig hverdag og komme trygt omkring. ”Det er et makkerskab, som hver dag gør mig glad og lykkelig. Bellis er der altid. Hun er Danmarks sødeste førerhund. Hun er sød, kærlig og hjælpsom. Min bedste ven”, siger Michael.