Mikael afleverer bil til den ukrainske frontlinje
Mikael er blind og sad på passagersædet, da hans kone kørte en brugt invalidebil hele vejen fra Danmark til Ukraine. Undervejs besøgte han også den ukrainske blindeorganisation, der kæmper for blinde midt i krigens ødelæggelser.
Tekst: Caroline Larsen Foto: Henrik Frydkjær og privat
I en indkørsel i Birkerød holder en brugt invalidebil. En sort Ford Transit, der tidligere har kørt mennesker med handicap rundt i Danmark. Nu er den pakket og klar til en ny mission: fungere som ambulance for sårede soldater ved fronten i Ukraine.
Bag rattet sidder Sofie. På passagersædet hendes mand Mikael, som er blind. Sammen har de påtaget sig den lange køretur på omkring 1.800 kilometer gennem Tyskland, Polen og Ukraine. De kører frivilligt for foreningen Biler til Ukraine, som indsamler penge til brugte biler til Ukraines væbnede styrker.
”Ideen opstod fordi, vi har en god ven, der har kørt turen fem gange. Han fortalte, at det kun er ganske få kvinder og slet ingen blinde, som har taget turen. Det ville vi lave om på”, siger Mikael Bellers Madsen.
Når krigen rammer blinde og svagsynede
Mikael havde også en anden vigtig mission. Han skulle besøge den ukrainske blindeorganisation UTOS og få indsigt i, hvordan det er at leve uden syn i et land præget af krig og utryghed. Hvordan håndterer man luftalarmer og finder vej til nærmeste beskyttelsesrum, når man ikke kan se?
Det blev et tankevækkende møde. Lige nu er det en af de blindeorganisationer, der oplever størst medlemstilslutning på en trist baggrund. Antallet af synshandicappede stiger på grund af soldater, der vender hjem fra fronten uden syn. Det betyder, at blindeorganisationen står overfor en voksende gruppe mennesker, der har brug for rehabilitering. Samtidig får organisationen ingen statsstøtte og må klare sig på salg af egne produkter og donationer fra private virksomheder.
”Det var trist at høre, at en blindeskole var blevet ramt af missilangreb. Heldigvis kom ingen til skade, fordi det skete om natten, men al undervisning stoppede fra den ene dag til den anden”, forklarer Mikael, der donerede et mindre beløb til organisation for at støtte deres arbejde under svære vilkår.
Krigens udfordringer for blinde
Flere af medarbejderne i den ukrainske blindeorganisation lever selv med synshandicap og kender derfor til de særlige vanskeligheder ved at være blind i en krigszone. Hvis en luftalarm lyder, mens de er ude, kan det være svært at orientere sig og finde tilflugt.
” De kender måske ruten fra A til B, men når alarmen går, og de skal finde et beskyttelsesrum, er de helt afhængige af hjælp fra andre. De kan ikke se, hvad der sker omkring dem, kun høre sirener og tumult. Heldigvis oplever de, at folk er meget hjælpsomme og passer på hinanden”, siger Mikael.
Det oplevede han selv, da de ankom sent til Kyiv på deres første dag. Sofie og Mikael havde kørt hele dagen fra den polsk-ukrainske grænse og håbede at nå frem før spærretid klokken 23. De nåede det lige.
”Vi havde lige afleveret bilen og var på vej op til hotellet, der lå på en bakke, da luftalarmen gik. Jeg var nervøs, for jeg vidste ikke, hvor langt der var til sikkerhed. Jeg kunne kun høre sirenen og mærke, hvordan Sofie satte tempoet op”, forklarer Mikael.
Bag Kyivs facade lurer krigen
De sov tre nætter i Kyiv, og to af nætterne blev de vækket af luftalarmer. Hver gang fik de hjertebanken og holdt sig vågen, men angrebene var længere væk, så de søgte ikke ned i hotellets beskyttelsesrum. Ellers mærkede de ikke meget til krigen.
Kyiv lignede andre europæiske storbyer. Mennesker fyldte gaderne, folk var på vej til arbejde og sad på restauranter. Byen forsøgte at opretholde en form for normalitet, men alligevel bar den tydeligt præg af krigen. Mikael kunne ikke se det, men Sofie synstolkede indtrykkene.
Handicappede soldater fyldte gadebilledet. På kirkemure hang billeder af faldne soldater og på Maidan-pladsen, hvor de boede, var der et svimlende antal ukrainske flag - ét for hver soldat, der havde mistet livet i krigen.
”Det var meget rørende, at få det beskrevet. Jeg kunne ikke se flagene, men jeg kunne mærke stemningen”, siger Mikael.
En lille forskel – med stor betydning
For Mikael betyder det meget at kunne gøre en forskel for en sag, der ligger hans hjerte nær. Det glæder ham både at kunne hjælpe det ukrainske samfund med bilen og samtidig støtte blindeorganisationen i en tid, hvor behovet er stort, og ressourcerne få.
”Jeg er dybt imponeret over den ukrainske blindeorganisations arbejde – både før krigen og ikke mindst nu, hvor de formår at opretholde håbet og hjælpen under svære vilkår”, siger Mikael.