Min førerhund giver mig et rigere liv
Førerhunden Tommy er nomineret til Årets førerhund 2024. Han er Ritas øjne i trafikken, fører hende trygt uden om forhindringer og giver overskud på arbejde og i fritiden.
Når Rita finder førerhundebøjlen frem, er den sorte labrador straks klar. Førerhunden Tommy stikker selv hovedet ind i bøjlen, mens halen logrer ivrigt fra side til side, for Tommy elsker at lave det, han er allerbedst til. At være Ritas øjne og føre hende trygt uden om forhindringer. Rita er nemlig helt blind, og har derfor altid følgeskab af sin trofaste makker, som giver Rita frihed og tryghed, når hun begiver sig til og fra arbejde og rundt i Aarhus by.
Tommy bidrager til et aktivt liv
”Tommy gør en kæmpe forskel i min hverdag. Han gør, at jeg kan bevæge mig friere og ubekymret, da han for eksempel fører mig uden om vejarbejde og parkerede cykler. Når jeg følges med Tommy, kan jeg mere og vover mig ud i mere. Jeg ville ikke være så aktiv uden ham”, siger Rita Skov Possienke, som hver dag er taknemmelig for alt det, Tommy gør i hendes hverdag. Og han udfører arbejdet med glæde. Han ved ikke noget bedre, end at gøre Rita glad. Han er altid vaks på poterne, når de skal af sted, men på hjemvejen sætter han tempoet ned, da han gerne vil gå mere.
”Tommy er så arbejdsivrig og opsat på at gøre min hverdag lettere. For ham er det ikke arbejde, da han opfatter det som en leg, fordi han får masser af ros og godbidder. Min sikkerhed er Tommys førsteprioritet”, forklarer Rita, der har dannet makkerpar med Tommy i to et halvt år og er slet ikke i tvivl om, at han beriger hendes liv.
Forhindringer eksisterer ikke i følgeskab med Tommy
Da hendes forhenværende førerhund døde, gik der tre måneder inden, hun fik Tommy. I den periode opdagende hun for alvor, hvor værdifuld en førerhund er for hendes tilværelse. Der var arrangementer, hun undlod at deltage i, fordi det krævede for mange kræfter. Det skænker hun ikke længere en tanke, når hun følges med Tommy, så er det bare af sted.
I den periode blev det også tydeligt for Rita, hvor mange forhindringer i byrummet hendes førerhund skåner hende for – stilladser, blomsterkrukker og butiksskilte. Dem opdager hun slet ikke, når hun følges med Tommy, for dem styrer han hende automatisk uden om.
”Forskellen på før og efter jeg fik Tommy, er som nat og dag eller vinter og sommer. Det gør noget ved mit humør og overskud, for jeg skal ikke på samme måde være opmærksom på forhindringer eller være bange for at falde i en udgravning. Han gør, at jeg kan mere, får et rigere liv og bliver mere selvstændig”, fortæller Rita.
Overskud i sit arbejde
Tommy er også vigtig i forhold til, at Rita kan opretholde sit arbejde som præst i Tilst og Kasted kirke. Han sørger nemlig for, at Rita kommer trygt og sikkert på arbejde og har overskud til at udføre sin præstegerning.
”Hvis jeg ikke havde Tommy, ville jeg bruge flere kræfter på at komme til og fra arbejde end på selve arbejdet. Så ville jeg være flad, når jeg kom frem, men det er ikke tilfældet, når jeg følges med Tommy”, siger Rita, der i perioden inden Tommy oplevede at fare vild to gange på strækningen mellem sognegården og kirken. Det er et stykke uden fortov og med sideveje, som er svært at navigere mellem uden syn. Rita var derfor nødt til at ringe til hendes kollega, som kom hende til undsætning og fik hende på rette spor igen. Det er ikke sket i følgeskab med Tommy, som er afgørende for Ritas selvstændighed.
Tommy er meget vellidt af Ritas kollegaer og menighed. Når hun holder gudstjeneste, ligger Tommy hele stille og tager sig en lur i prædikestolen eller ved siden af alteret. Da førerhundetræneren fik at vide, at Tommy formentlig skulle flytte ind hos Rita, havde instruktøren ham ofte med i kirke, så den sorte labrador kunne vænne sig til orgelmusik.
Altid opmærksom på Rita
Derudover kan Tommy noget, der rækker ud over det sædvanlige førerhundepensum. Tommy kan nemlig finde Ritas blindestok, samler ting op, Rita taber, og så henter han altid Ritas hjemmesko, når de kommer hjem.
”Tommy er en helt speciel hund. Jeg har haft førerhund i 42 år, og de har været gode alle sammen, men Tommy er enestående. Han har en indføling og er så opmærksom på mig. Jeg behøver ikke bede ham komme med det, for det gør han helt af sig selv. Vi er så nært forbundet”, fortæller Rita, der også nyder godt af Tommys evne til at kompensere for Ritas begyndende høretab.
For nylig forhindrede Tommy, at Rita kom galt af sted. Normalt kan hun høre, når hun nærmer sig en tunnel, da lyden tilbagekastes fra væggene. Det har Rita dog haft sværere ved på det seneste, så derfor tæller hun trappetrinene. Det glemte hun bare den dag, da hun et kort øjeblik var ukoncentreret og troede, at hun havde nåede bunden og skulle dreje ind i tunnelen. Da hun vil fortsætte, trækker Tommy hende resolut tilbage, da hun er ved at overse de sidste trapper. Tommy var derfor medvirkende til, at Rita ikke faldt og slog sig på de hårde stentrapper.
Førerhund i absolut særklasse
Oplevelser som denne kan gøre Rita utryg ved at færdes alene, men ikke med Tommy ved sin side. Hun er helt tryg ved, at han får hende sikkert frem. Hun synes derfor, at Tommy fortjener at blive hyldet som Årets førerhund for hans enestående indsats.
”Tommy er den dygtigste førerhund. Han bidrager med så meget godt. Hans dygtighed, søde væsen, klogskab, hengivenhed og indlevelse. Han giver mig en frihed og en livsudfoldelse, som gør en verden til forskel for mig. Tommy er en førerhund i absolut særklasse”, smiler Rita.