Mit praktikforløb ændrede mit liv

Da Kristoffer mistede synet, mistede han også troen på sig selv. Men gennem støtte og et meningsfuldt praktikforløb har han genvundet troen på fremtiden. Nu skal han præsentere sit praktikforløb til DM i praktik for erhvervsakademier.

Kristoffer holder diplom for Årets Cphbusinesspraktik 2024/2025. Han står ved siden af sin praktikvejleder Marie på kontoret
Livshistorie fra 22. maj 2025. Tekst: Caroline Larsen Foto: Henrik Frydkjær

Da Kristoffer som ung rejste til Thailand for at udleve sin drøm som dykkerinstruktør, var det drevet af eventyrlyst, ønsket om frihed og mødet med en anden kultur. Men et gradvist svækket syn ændrede hans drømme sig og blev begyndelsen på en rejse, der i dag har givet ham troen på fremtiden, titlen som Årets Cphbusinesspraktik og deltagelse i DM i praktik for erhvervsakademier.

I 2008 tog Kristoffers liv en brat drejning. Han skulle have foretaget en laseroperation for at korrigere en bygningsfejl på øjnene, men operationen havde ikke den ønskede effekt. Han blev derfor undersøgt utallige gange hos øjenlæger, indtil de kunne konstatere en medfødt genfejl, der langsomt ville tage hans centrale syn.  

En ny virkelighed

Bekymringerne for fremtiden meldte sig hurtigt, men et råd fra overlægen kom til at ændre alt.

”Lægen spurgte, om der var noget, jeg virkelig gerne ville, for så syntes han, at jeg skulle gøre det nu, mens jeg stadig havde syn tilbage. Det fik mig til at overveje, at jeg gerne ville leve og bo som dykkerinstruktør i Thailand, hvor jeg tidligere havde rejst meget”, siger Kristoffer Frantz Søberg, som kort tid efter flyttede til Thailand og arbejdede som dykkerinstruktør i et års tid, før han skiftede dykning ud med restaurationsbranchen.

Kristoffer mødte nogle danske iværksættere, der var ved at åbne en ny restaurant, og med erfaring fra restaurationsbranchen i Danmark blev han hurtigt en del af projektet. I fem år stod han for den daglige drift – og senere for en ny restaurant, da de udvidede.

Men med tiden blev synet markant forværret, som fik betydning for hans varetagelse af almindelige dagligdagsopgaver.

”Jeg kunne ikke længere genkende kunderne, se hvad der var på tallerkenerne, om der var rent eller beskidt. Jeg kunne ikke håndtere de administrative opgaver, da jeg havde svært ved at skrive mails og designe menuer. Jeg brugte ingen kompenserende programmer og fik ingen støtte dengang, så dagligdagen blev mere og mere uoverskuelig”, forklarer Kristoffer, som til sidste måtte tage den svære beslutning – at opgive livet i Thailand efter ti år og vende tilbage til en ny tilværelse i Danmark.

Fra opgivenhed til en ny begyndelse

Tiden efter hjemkomsten var præget af opgivenhed og frustration. Kristoffer følte af, at han havde mistet sit ståsted i hverdagen - alt det han kendte: karriere, netværk, identitet og drømme for fremtiden. Alle hans venner havde fået familie og var godt i gang med deres liv og karriere, mens Kristoffer følte, at hans liv var gået i stå.

”Det hele blev trukket op med roden, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle skabe en ny tilværelse. Jeg kunne ikke bruge mine erfaringer til noget, og jeg havde hverken den nødvendige hjælp eller viden til at leve et liv med synshandicap”, fortæller Kristoffer.

Portræt af 40-årige Kristoffer

Først efter cirka et år, da han ikke længere kunne se nogen anden udvej, kontaktede han Dansk Blindesamfund. Herfra blev Kristoffer henvist til Instituttet for Blinde og Svagsynede (IBOS), og det blev begyndelsen på et helt nyt kapitel.

Her fik han sin første udredning og konstateret, at han havde under ti procent syn tilbage. Men han fik også hjælpemidler og troen på, at han stadig kunne noget.

"Det gav mig noget håb. Jeg fik hjælpemidler, der pludselig gjorde det muligt at klare opgaver, jeg før havde opgivet. Det var en lang og krævende proces, hvor jeg skulle lære en masse nyt. Men når man først bliver fortrolig med hjælpemidlerne, kan det ændre hele ens tilværelse”, siger Kristoffer.

Nye muligheder

Samtidig fik han også studievejledning hos IBOS, hvos han sammen med en vejleder fik et overblik over, hvilke uddannelsesveje der kunne matche hans kompetencer og muligheder som stærkt svagsynet. Valget faldt på markedsføringsøkonomuddannelsen, der var oplagt i forhold til Kristoffers tidligere erfaringer og passion for salg og service.

I 2021 søgte han derfor ind på Cphbusiness og blev optaget. Her fandt han hurtigt ud af, at studiet rummede mange områder, hvor han kunne trække på sin praktiske viden og erfaringer fra årene i Thailand.

”Jeg kunne mærke, at jeg havde noget værdifuldt at byde ind med. Det gjorde en stor forskel for min motivation”, siger Kristoffer.

Men det var også en udfordring at tage uddannelsen kun med ti procent syn. Kristoffer skulle lære at bruge sine hjælpemidler i praksis og vænne sig til at præsentere sig selv som synshandicappet. Derfor var det også en personlig overvindelse, da han første skoledag skulle stille et stort tavlekamera op på bordet og synliggøre sit handicap. Heldigvis blev han kun mødt med venlighed og hjælpsomhed fra sine studiekammerater.

”Det var en periode, hvor jeg skulle vænne mig til at bruge mine hjælpemidler i en ny hverdag og samtidig navigere i et socialt rum med 40 seende medstuderende. Det var svært i starten at skulle sige højt, at jeg ikke kunne se noget og turde bede om hjælp”, fortæller Kristoffer, der også blev udfordret af, at alting tog længere tid.

Studieliv med udfordringer

Opgaver med store datasæt og Excel var svære at overskue med Kristoffers hjælpemidler og kunne tage tre til fire gange så lang tid som hans seende medstuderende. Det var derfor en hård opstartsperiode, for alt var mere komplekst og krævende.

Men Kristoffer nægtede at give op. Med tiden blev han mere fortrolig med sine hjælpemidler. Det gjorde det nemmere at følge med, og han fandt strategier til at bruge sine ressourcer bedst muligt. Han accepterede, at der var opgaver, han måtte bede om hjælp til. Men han indså også, at det i virkeligheden er de færreste, der kan klare sig uden.

”Det handler om at holde ved længe nok, indtil man finder nye veje til at omgå udfordringerne”, understreger Kristoffer.

Kristoffer snakker med en kvindelig kollega på kontoret

På sin professionsbachelor i innovation og entreprenørskab skulle Kristoffer i praktik for første gang. Men det første praktikforløb blev desværre ingen succes. Hverken Kristoffer selv eller virksomheden var klædt på til at håndtere den ekstra støtte, der skulle til for at få ham godt inkluderet på arbejdet. Derfor begyndte tvivlen at melde sig.

”Efter det praktikforløb havde jeg svært ved at se, hvordan jeg nogensinde skulle fungere uafhængigt og fuldt ud i et almindeligt job. Jeg var langsommere end de andre, og det tærede på troen på, at det kunne lykkes," siger Kristoffer.

Et vendepunkt hos Thailand Tours

Men det ændrede sig fuldstændig, da han kom i sit andet praktikforløb hos rejsebureauet Thailand Tours. Her blev Kristoffer mødt med åbenhed, tålmodighed og respekt, som gjorde det muligt for ham at vokse fagligt og personligt. De så hans potentiale og den viden, han bragte med sig i stedet for synshandicappet.

"Allerede fra første dag værdsatte de min viden om Thailand og turisme. Der blev lyttet, og der blev afsat tid og ressourcer til, at jeg kunne indgå i arbejdet på lige fod med de andre kollegaer - og få tid til at lære det, jeg ikke kunne endnu" fortæller Kristoffer.

Selvom det krævede tid og gentagelser at lære nye opgaver og bruge hjælpemidlerne effektivt, blev Kristoffer aldrig mødt med opgivelse. De udviste i stedet en enestående forståelse og vilje til at finde løsninger. Det har gjort, at Kristoffer i dag kan løse sine arbejdsopgaver selvstændigt og effektivt ligesom sine kollegaer.

Kristoffer sidder ved sin computer på kontoret med høretelefoner med mikrofon på

”Når der opstod udfordringer, blev jeg hver gang mødt af et smil, en hjælpende hånd og et svar. De var indstillet på, at det skulle være et gensidigt udbytterigt forløb for begge parter. De investerede tid og ressourcer i min læring, og det gav mig følelsen af, at jeg gjorde en reel forskel, trods mit synshandicap”, smiler Kristoffer.  

Det perfekte match

Marie Winther, Kristoffers praktikvejleder og indehaver af Thailand Tours, havde ingen tidligere erfaring med at arbejde med mennesker med synshandicap. I dag er hun slet ikke i tvivl om, at det har været et godt match – både på kemi, faglighed og erfaring.

"Vi har lært, at det ikke handler om begrænsninger, men om at finde løsninger sammen. Kristoffer har et indgående førstehåndskendskab til lokale forhold og turistbranchen i Thailand, som skaber stor værdi for vores virksomhed. Han blev hurtigt en uvurderlig del af teamet”, fortæller Marie Winther, som i første omgang ikke vidste, at Kristoffer havde et synshandicap.

Det blev først nævnt til sidst i deres indledende telefonsamtale, men Marie var indstillet på, at det ikke skulle være en barriere for deres kommende samarbejde – tværtimod.

”Det er typisk, at man er tilbøjelig til at træde et skridt tilbage, når noget er ukendt. Men jeg tænkte, at nu går vi ind i det med begge ben, og det har vist sig at være det bedste match. Det var godt, vi ikke forspildte muligheden for at få del i Kristoffers unikke indsigt og kompetencer”, siger Marie.

En meningsfuld hverdag

Faktisk var forløbet så vellykket, at Kristoffer efter endt praktik og uddannelse blev tilbudt fastansættelse hos Thailand Tours. Her trækker han dagligt på sin store viden om Thailand, når han rådgiver rejselystne kunder.

For Kristoffer betyder det meget at have et arbejde, hvor han kan bidrage med noget værdifuldt og mærke, at han gør en forskel.

”Det er ikke bare en arbejdsplads, hvor jeg kan bruge min specialviden. Det er et sted, hvor jeg er en del af noget, der giver mening og værdi, både for mig og andre. Det er fantastisk at kunne omsætte det til gode oplevelser og minder for de rejsende, og så er det et sted med et fantastisk arbejdsmiljø”, siger Kristoffer.

Portræt af 40-årige Kristoffer. I baggrunden er grønne planter, og der står CPH:Office på væggen

Praktikforløbet hos Thailand Tours har været en rejse, der har haft stor personlig betydning for Kristoffer og ændret hans syn på, hvad der er muligt med et synshandicap.

”Det er et praktikforløb, der fuldstændig har ændret mit liv på mange punkter. Særligt min tro på fremtiden og på, at jeg kan have en hverdag og et arbejdsliv som synshandicappet”, smiler Kristoffer.

En pris og håb til andre

Derfor var han heller ikke i tvivl om, at praktikforløbet skulle indstilles til Årets Cphbusinesspraktik 2024/2025. En pris som han og Thailand Tours vandt i fællesskab. Nu venter næste skridt, når Kristoffer skal præsentere sit praktikforløb til Årets DM i praktik for erhvervsakademier, hvor vinderne fra landets otte erhvervsakademier dyster om den nationale hæder.

For Kristoffer er det ikke kun en ære. Det er også et bevis på, hvor langt man kan komme med vilje, støtte og en arbejdsplads, der tør se mennesket bag handicappet. Han håber, at hans historie kan inspirere andre, der har mistet modet.

”Det har været en lang kamp. Men med den rette støtte og hjælp er det muligt at komme videre. Der er håb, også selvom man ikke altid selv kan se det. Derfor skal man ikke tøve med at række ud og kontakte Dansk Blindesamfund eller IBOS. De ved, hvilke muligheder der findes”, siger Kristoffer.