Morian blev blind sidste nytår: Jeg kommer aldrig til at se mine børn igen
På et splitsekund mistede 32-årige Morian synet og fik sprængt sit ansigt i stykker, efter et nytårsbatteri eksploderede. Den fatale ulykke forandrede familiens liv for altid.
Mørket er faldet på om eftermiddagen den 27. december 2022. Morian vil teste et af de batterier, han har købt, så han finder en plade frem fra skuret, så batteriet står sikkert på græsset. Men i det sekund, han tænder lighteren, eksploderer batteriet i en stor flamme og skyder uhæmmet til alle sider. Og det fortsætter. Trykbølgen kaster Morian flere meter bagud. Han forsøger at kravle i sikkerhed fra batteriets eksplosion.
På sidelinjen ser Morians to døtre på 8 og 11 år det hele ske. Deres ældste datter, Mathilde, står i indkørslen for at filme affyringen, mens den yngste datter sidder på morens skød og følger med fra vinduet i stuen.
”Jeg begynder bare at skrige og løbe. Jeg troede, det var et mareridt, jeg snart ville vågne af. Sådan har jeg det stadigvæk”, siger 11-årige Mathilde, der skynder sig ind for at hente sin lillesøster og løbe over til mormor og morfar, der kun bor fem huse væk.
Michella glemmer aldrig det syn
”I det sekund, flammen fra lighteren rammer lunten, eksploderer batteriet i hovedet på mig. Jeg kan ikke mærke smerten, men er ikke i tvivl om, at vi skal have fat i en ambulance. Alvoren går dog først op for mig, da jeg hører min kones skrig”, siger Morian Jensen, der ikke husker så meget fra eksplosionen. Men det gør Morians kone, Michella, til gengæld. Det syn, der møder hende, glemmer hun aldrig.
”Det er en mand uden ansigt. Næsen sad oppe i panden, og den ene side af Morians ansigt er et åbent kødsår. Øjeæblerne er flækket, og det venstre hænger nede ved mundvigen. Der er blod overalt, og jeg skriger bare helt uhæmmet”, forklarer Michella Jensen, der får hjulpet Morian på benene og febrilsk ringer 112 efter hjælp.
Er far død?
Der går ikke mere end tre minutter, før ambulancen er fremme, men for Michella føles det som en evighed. De bliver hastet af sted til Rigshospitalet med fuld udrykning.
På akutmodtagelsen bliver de mødt af et traumehold på 17 læger og sygeplejersker, som med det samme kører Morian ind til operation, der skulle vare tre-fire timer, men ender med det dobbelte. Ventetiden føles uendelig lang. Imens modtager Michella adskillige beskeder fra pigerne, der vil vide, om deres far er død.
”Under operationen forsøger de at lappe ham sammen og få hans ansigt sat på plads. Efter otte en halv time kommer overlægen ud til mig og siger, at det er alvorligt, men at han overlever”, fortæller Michella, der samtidig får at vide, at Morian er blevet blind. Der var ikke noget at gøre.
En helt ny hverdag
De følgende dage gennemgår Morian adskillige operationer og befinder sig i en konstant morfinrus. Det er først, da han sendes hjem, og hverdagen melder sig, at konsekvenserne for alvor går op for Morian. Det føles, som om hans liv er gået i stå. Han overmandes af tanker om alt det, han ikke kan og kommer til at gå glip af. Alle begrænsningerne.
”Det er psykisk krævende og drænende at lære alting på ny. Bare at spise, gå på toilettet og tage tøj på kan være en udfordring. Helt almindelige hverdagsting, man normalt tager for givet”, siger Morian, der har svært ved at være afhængig af andres hjælp.
”Morian har altid været den, der har hjulpet alle andre, så det er svært, at det pludselig er omvendt. Det er hårdt at se sin mand sådan. Han plejede at arbejde 12-15 timer om dagen, men nu sidder han bare derhjemme og skal have hjælp til det meste”, forklarer Michella.
Kampen for hjælp
Politiet mener, at det er krudt på lunten, der var årsag til batteriets pludselige eksplosion. De første dage efter ulykken går med at sove, græde og snakke det hele igennem. Bearbejde det, der er sket. Og så begynder en lang, sej kamp om at få krisehjælp. For det er tydeligt, at pigerne er mærket.
”Den første måned har Mathilde ikke lyst til at være derhjemme, da hun konstant bliver mindet om ulykken. Hun tilbringer derfor det meste af tiden hos sin mormor og morfar. Vores yngste datter har det lige modsat. Hun vil ikke væk fra os, da hun føler, hun skal passe på os, så det ikke sker igen”, siger Michella, der er frustreret over, at ingen af børnene har fået tilbudt krisehjælp eller psykologhjælp på trods af, at de så deres far få sprængt ansigtet i stykker.
”Vi får at vide, at jeg skal være død eller døende, før børnene var berettiget til at få hjælp”, fortæller Morian, der efter mange måneders kamp får tildelt syv timers psykologhjælp til pigerne. Det er dog langt fra nok til at bearbejde den krise, familien står i.
”Vi har følt os meget alene i denne proces. Jeg havde regnet med, at der stod en og greb os på Rigshospitalet, men det var der ikke”, siger Michella.
Aldrig se børnene igen
Morian savner at have en helt almindelig hverdag og gå på arbejde. Han plejede at arbejde som selvstændig havnearbejder, men det arbejde kan han ikke længere varetage uden syn.
”Jeg savner at få skældud over, at jeg ikke er hjemme i stedet for at få skældud for, at jeg ikke orker at gå uden for døren. Jeg var vant til at gå 25.000-30.000 skridt hver dag, men nu tør jeg ikke bevæge mig udenfor på egen hånd”, fortæller Morian, som allermest savner at se sine døtre.
”Det er hårdt, at jeg ikke kan se børnene. Jeg kommer aldrig til at se, hvordan de vokser og udvikler sig. Det er klart det største tab. Om to år skal Mathilde for eksempel konfirmeres, og det kommer jeg til at gå glip af”, sukker Morian, der har udviklet PTSD, angst og depression efter fyrværkeriulykken.
Pas på og tænk jer om
Hans krop er i konstant alarmberedskab, så han farer sammen ved høje og uventede lyde. Derfor frygter han det første nytår efter ulykken.
Morian plejer ellers at have en tradition med at vække sin ældste datter, Mathilde, med det antal kanonslag, hun fylder. Mathilde har nemlig fødselsdag nytårsaften. Det bliver der ikke længere noget af. De skal ikke engang have knaldperler inden for deres hjem.
I dag synes Morian faktisk, at man helt skal forbyde salg af fyrværkeri til private. Han mener i stedet, at hver kommune skal arrangere et fyrværkerishow, så det kun er professionelle, der håndterer fyrværkeri. Den tanke havde aldrig strejfet Morian inden ulykken, men nu ved han af bitter erfaring, hvor galt det kan gå.
Derfor vil familien gerne dele deres historie, så andre kan tage ved lære af deres dyrekøbte erfaringer og derved forhindre, at andre familier skal gennemleve det samme.
”Det kan godt være, at du føler dig stærk og udødelig, men på et øjeblik kan du blive slået omkuld. Hele vores liv blev ændret på et splitsekund, så pas på og tænk jer om. Ingen andre skal opleve det samme som os”, lyder Michellas budskab.
”Intet fyrværkeri er værd at blive blind for”, siger Mathilde.