Ny energi på kajakferie
Connie har fundet glæden ved kajak, oplevet friheden til vands og fået styrket selvtilliden på Dansk Blindesamfunds kajakkurser.
Duften af saltvand, solens stråler i ansigtet og bølgernes vuggen har fået Connie til at udskifte blindestokken med en pagaj.
”Det er bare det bedste, der findes”, siger 59-årige Connie Thodberg Jensen med et stort smil og armene over hovedet, da hun stiger op af kajakken, der netop har ramt strandbredden ved Skærbæk Lystbådehavn.
Det er lidt over et år siden, Connie prøvede kajak for første gang hos Dansk Blindesamfund og fandt sit helt rette element. I dag ror hun hos Parasport Aalborg en gang om ugen og har deltaget i fem kajakture med Dansk Blindesamfund.
Selvtillid på vandet
”Kajak giver masser af motion, velvære og selvtillid. Jeg vokser nærmest 10 centimeter i selvtillid efter sådan en skøn weekend med kajak. Den selvtillid, jeg oplever på vandet, tager jeg med hjem i hverdagen. Det giver mig mod til at kaste mig ud i noget nyt”, siger Connie, der elsker friheden til vands, når hænderne skiftevis rammer den kølige havoverflade, i takt med pagajen bringer hende fremad. På vandet oplever hun nemlig færre begrænsninger, end når hun begiver sig rundt i byen.
”Jeg oplever en stor frihed, fordi jeg ikke skal være bange for at støde ind i noget. Der er hverken lygtepæle, vejarbejde, parkerede biler eller skilte, jeg skal navigere udenom. I kajak føler jeg mig aldrig begrænset, men nyder bare nuet og naturen”, smiler Connie, som er glad for den store indsats, der bliver lagt hos kajakinstruktørerne og hjælperne, som er afgørende for, at Connie kan færdes sikkert til søs.
Naturen som navigation
”Vi har en hjælpemakker med, som agerer vores øjne og fortæller, om vi skal lave to tag til højre eller to tag til venstre. Vi har også lært at bruge naturen som pejlemærke. Det kan være, vi skal sejle i retning mod solen i ansigtet, måske kan man skimte eller høre noget. På Silkeborgsøerne er der for eksempel et springvand, vi kan navigere efter”, fortæller Connie og uddyber, at det sværeste ved at ro kajak med et synshandicap er at aflæse bølgerne og holde retning. Men det afholder hende ikke fra at kaste sig ud i bølgen blå i kajak.
Ik’ så meget snak, ud at ro kajak
Det er Kim Sønderbek, bedre kendt som Kajak-Kim, og hans søn, Jonas, der arrangerer ture og underviser blinde og svagsynede i kajak. Kim er selv svagsynet og har under fem procent syn tilbage, så derfor ved han, hvordan det er at være på vandet med svigtende syn.
Efter han mistede sit syn, genfandt han sig selv på det åbne hav, og har nu en mission om at introducere flere mennesker med synshandicap for den store frihed, der er ved at ro kajak.
”Jeg har et motto, der hedder: ik’ så meget snak, ud at ro kajak. Det giver blinde og svagsynede mulighed for at opleve naturen på en unik og berigende måde, samtidig med de opbygger tillid til dem selv og deres evner. På vandet er man fri og kaptajn i egen kajak”, fortæller Kim, der glæder sig over at få kvalitetstid med sin søn og samtidig dele sin passion til havkajak med andre.
”Det betyder alt, at jeg kan dele min erfaring med andre og få dem til at smile og nyde glæden ved havkajak. Det er fantastisk og giver mig så meget igen. Synshandicap er bare et handicap, hvor vi ikke kan se, men så kan vi så meget andet”, siger Kim.
Ny energi på kajakferie
Det er netop den glæde ved at ro kajak, som Connie har oplevet. Efter tre dages minikajakferie med Dansk Blindesamfund er Connie træt, men glad i kroppen. Allerede nu glæder hun sig til næste tur.
”Efter kajakferie er jeg tanket op på selvtillid, velvære og gode oplevelser. Vi har et fantastisk fællesskab. Det er kun ørerne, der stopper smilet”, siger Connie.