Nyblinde indviede nyt motionsunivers på Fuglsangcentret
Både stænger og stokke kom på hårdt arbejde, da kursisterne kastede sig over fitnessmaskiner og træningssti med masser af forhindringer.
Der er samling på flokken, da kursusleder Anette Bjerre hjemmevant viser vej gennem Fuglsangcentrets gange og ud i haveanlægget, hvor det nye udendørs motionsunivers netop er blevet sikkerhedsgodkendt og afspærringsbåndene fjernet få timer i forvejen. Solen kigger lejlighedsvist frem og luner belægningen op på et område, hvor der også står bænke – dog ikke til at sidde på.
”Her kan man tage mavebøjninger og bruge bænkene til forskellige øvelser”, forklarer underviser Karsten Bruun, der allerede har lagt ryggen mod belægningen og benene på bænken og er i gang med mavebøjninger. Kursisterne føler sig frem på bænkene og dem med en smule restsyn finder vej til en ledig plet på belægningen, hvor de kan gøre Karsten kunsten efter.
”Hvor er det spændende”, udbryder Tove Bech på 74 år, der straks er i gang med forskellige øvelser på bænken.
Karsten fortæller om de samlede planer for Fuglsangcentrets udendørs motionsunivers, der ud over fitnessfaciliteterne også rummer en træningssti, hvor man kan øve sig i at gå med stok på ujævne trappetrin, sten og forskellige typer af belægning samt en legeplads, der er sikker både for børn og forældre uanset synshandicap, og endelig svævebanen, der kommer til at køre gennem det store haveanlæg og udfordre både store og små mennesker med synshandicap.
Træning skal der til
Jennie Willadsen, en lille væver dame med rollator, har på bedste indianervis sneget sig i retning af fitnessmaskinerne, og da Karsten leder flokken videre, har hun allerede parkeret rollatoren og er i gang med skulderpres. Hun må helt op på tæer for at løfte pressen med skuldrene.
”Jeg træner to gange derhjemme hver uge. Det må til”, siger Jennie, der hurtigt er videre på en stepmaskine, hvor hun med sin beskedne kropsvægt må træde godt til for at komme op og ned.
I den anden ende af anlægget har Tove taget plads i maskinen til benpres.
”Hvad skal man her”, råber Tove og forsøger at trække i håndtagene.
Karsten kommer til og demonstrerer, hvordan Tove nærmest kan ro frem og tilbage og gennem øvelsen styrke ben, arme og det vigtige korset, der holder kroppen oppe.
”Det er da sjovt. Fantastisk anlæg, det må jeg sige. Hvor er det godt tænkt”, roser Tove, mens hun slår en hjertelig latter op, hver gang taget bliver for tungt, og hun kommer for langt tilbage, så hun næsten ikke kan komme frem igen.
”Ja, det er da noget, der giver noget. Gad vide, om jeg kan røre mig i morgen”, griner Tove og trækker videre.
Skæve trappetrin
På den nybyggede træningssti kan man øve sig i at gå med stok. Stien består af forskellige typer underlag, trappetrinene er skæve og på bølgen går man op og ned. Der er med andre ord udfordringer af alle slags og i varierende sværhedsgrad.
”Hvor er det spændende, man sådan kan mærke de forskellige typer underlag”, siger Aase Beck, der har lånt en stok og prøver, om det kunne være noget for hende på sigt.
”Ja, så kan man øve sig i trygge omgivelser” siger Jennie, der skubber med rollatoren på en stenmelssti, der løber ved siden af træningsstien.
Rolf Link på 71 år er nået til trappen og mærker med stokken.
”Der er langt ned – det var da et underligt trappetrin. Er det meningen?”, spørger han.
”Ja, alle trin på trappen har forskellig højde og bredde, så du kan øve dig”, siger Lone Gudmansen, der er mangeårig underviser på nyblindekurserne.
”Nå, den slags bliver man da normalt fyret for at lave”, siger Rolf med et grin, inden han kaster sig ud over første trin.
Da han når bunden af trappen, konstaterer han, at det alligevel ikke var så galt, og at det faktisk er en helt god træningsbane.
Også Siri Høyer på 34 år har kastet sig over trapperne. Hun har ikke lyst, men samtidig er hun også træt af at gå kilometervis af omveje for at undgå trapper.
”Jeg går hellere en omvej på fem kilometer, end jeg går en kortere vej, hvis jeg ved, der er trapper. Jeg kan bare ikke lide det. Men nu kan jeg jo øve mig her, og det er faktisk en rigtig god idé. Det føles bare mere trygt her”, siger Siri, der også kommer godt igennem de ujævne trappetrin og konstaterer:
”Jeg skal øve mig på den her trappe hele ugen, så skal jeg nok blive sikker i det.”
Se gennemgang af træningssti i videoen:
En lærerig uge, der varer hele livet
Træningspasset har varet tirsdag eftermiddag, og kursisterne er efterhånden midtvejs i det ugelange nyblindekursus, der er et gratis tilbud til alle medlemmer i Dansk Blindesamfund. Nogle kommer med et akut og totalt synstab, mens andre stadig har et godt restsyn, men samtidig også oplever udfordringer i almindelige hverdagsgøremål. Mange af de ældre deltagere har fået klassiske aldersbetingede øjensygdomme, der nu vanskeliggør hverdagen, og de har brug for kompenserende teknikker eller værktøjer og undervisning i teknologi, så de kan bevare størst mulig selvstændighed og vedligeholde netværk, så de ikke ender i isolation og hjælpeløshed.
Hver morgen skydes dagen i gang med morgensang, og ”Svantes lykkelige dag” har indtil videre været topscoreren at dømme ud fra lydniveauet på morgensangen, der bliver efterfulgt af en let morgengymnastik, der altid har fokus på balance og afspænding.
”Når vi ser dårligt, er det vigtigt, at vi træner balancen”, forklarer Anette Bjerre og guider scenevant kursisterne gennem øvelserne, inden værkstederne åbner, og kursisterne myldrer ud til undervisning på de områder, som de selv har valgt inden kursusstart.
Dansk Blindesamfunds nyblindekurser er kollektive fællesskaber med individuelle mål.
”Du er en del af gruppen og har hjemme i fællesskabet, men du har selv sat dine egne mål ud fra dit eget liv og dine egne udfordringer, og så får du undervisning i alt fra teknikker til daglig madlavning, husholdning, borddækning over hjælpemidler i hverdagen til kompenserende IT-løsninger og undervisning på telefon eller iPad. Det unikke ved kursustilbuddet er, at det tager udgangspunkt i den enkelte kursist samtidig med, at du har tryghed ved at være en del af et fællesskab, hvor vi tager os af hinanden og har det godt som gruppe”, forklarer Anette Bjerre.
Hjælpemidler til hverdagen
Mens de fleste på dette nyblindehold allerede har været på kurset 'Når synet svigter' og derfor har været igennem spise- og skænketeknik samt øvrige dagligdagsudfordringer som at file negle eller lægge makeup eller læse klokken på uret, så har Siri ikke været omkring kurset og præsentationen af de mange forskellige forstørrelsesspejle og forskellige lyskilder.
”Med fem gange forstørrelse vil jeg kunne plukke mine øjenbryn igen. Det gør Troels nu, og det er altså en tillidssag”, siger Siri, mens hun smiler og klapper kæresten Troels kærligt på låret.
Siri fik diagnosen Retinitis Pigmentosa, da hun var 24 år og har et synsfelt, som kiggede man gennem et sugerør.
Kursusleder Anette Bjerre spørger også ind til, hvordan kursisterne markerer sig, når de er ude.
Siri sukker, og Anette fanger straks, at her er noget, der skal arbejdes med.
”Da jeg skulle i juletivoli med min datter sidste år, forlangte hun, at jeg tog et eller andet på, så folk kunne se, at jeg ikke kan se så godt. Hun synes, det er pinligt, at jeg går ind i folk. Jeg tog et badge på, hvor der står ”svagsynet”. Det har jeg det bedre med end manden med den hvide stok”, forklarer Siri.
”Hvad med stokken?”, spørger Anette.
Siri har fået en stok for nogle måneder siden og nogle timers mobilitytræning. Alligevel er hun ikke helt komfortabel med stokken.
”Jeg kunne mærke, at jeg sagde nej til ting og ikke kom ud, som jeg gerne ville, derfor fik jeg en stok. Men den er svær. Jeg har øvet med den, men det er vildt hårdt. Jeg forstår ikke, hvordan I andre kan gå og føre samtaler samtidig”, siger Siri.
”Det er hårdt, men det er læring, og det kommer. Det er altså bedre med stok end badge. Dine omgivelser ser nemmere stokken. I trafikken går det hurtigt, og der er stokken mere tydelig. Det er vigtigt at passe på dig selv, men det er også vigtigt at passe på sine omgivelser. De kan nemmere se dig med den hvide stok, og så skal du heller ikke forklare så meget. Men det er en proces, og du skal selv drive den frem. Men vi kan jo prøve at gå en tur sammen herude med stokken”, siger Anette.
”Hmm, det største problem er altså ikke markeringen, men at jeg ikke får den hjælp, som jeg har brug for derude. Hvad kan jeg gøre?”, spørger Siri.
”Du kan markere dig. Det er den eneste vej. Med en stok i hånden tror jeg, at hele verden bliver et nemmere sted for dig”, siger Anette.
De pårørende er med nyblindekursisterne det første døgn, og nu blander Siris kæreste sig i samtalen.
”Du har altså også en tendens til at nedtone, at du ikke kan se. Jeg tror, stokken er god”, siger Troels.
”Ja, det hjælper jo heller ikke at nedtone synshandicappet. Men nu er du her, og her er det nemmere at dele alt det sårbare. Men du skal altså også tænke på, at stokken er en måde, hvor du også passer på dine børn”, siger Anette, og så lukker hun aftalen med Siri om en øvetur med stokken i omgivelserne rundt om Fuglsangcentret senere på ugen.
Kampen mod sig selv
Så er der belysning på programmet, og Anette demonstrerer kuvertlamper. Hun slår en lille fiks lampe op over Siris tallerken, der pludselig bader i lys.
”Hvor smart, men er den diskret nok til at tage med ud på restaurant?”, spørger Siri.
”Tænk på alternativet, hvor I sidder ved et bord kun med stearinlys. Så gør det nok et bedre indtryk, at du tager en lampe frem, end at du spilder ned af tøjet. Nu siger jeg det bare. Det her kursus starter jo en tankeproces, hvor vi skubber lidt til jer”, siger Anette og fortsætter mere mildt:
”Jeg kender det godt. Jeg har kæmpet meget med mig selv. Den modstand, jeg har givet mit synshandicap! Andre skulle bare ikke have et billede af mig som hjælpeløs. Bare forleden – vi var ude at få noget streetfood, og jeg elsker de her madpandekager og skulle have sådan en. Den blev serveret på en plastiktallerken med plastikbestik, og den hang ud over kanterne. Jeg tænkte bare nej, nej, nej. Det var så besværligt. Det lykkedes, men det var ikke en god oplevelse, og der blev jeg smidt tilbage til alt det, der var svært i begyndelsen af mit synshandicap”, forklarer Anette.
Åse mistede synet på et døgn
Imens det praktiske og sårbare er blevet vendt i øvekøkkenet, har Aase Beck på 77 år hygget sig med sin iPhone i kommunikationslokalerne. Her sidder hun sammen med underviser Birthe Sjørslev Jensen og forsøger at få Seeing AI-appen på telefonen til at tale dansk. Lige nu er den på engelsk, og det fungerer ikke med dagens tv-program, der pludselig lyder helt forkert.
”Det er fordi, voice over ikke er slået til. Slå voice over til”, siger Karsten, der lige kommer forbi.
”Slå voice over til”, siger Aase ind i telefonen, og Siri svarer høfligt: Voice over slået til. Og bum – Hammerslag klokken 20 kommer ud på dansk.
”Jeg vil gerne lære mere om den iPhone. Jeg prøver at blive venner med den. Jeg har kun haft den et lille halvt års tid, men den kan så meget. Jeg er glad for googleassistenten. Den er sjov. Jeg kan spørge den om alt muligt, og man får ingen diskussioner ud af det, for den siger jo bare resultatet”, forklarer Aase, der lige vil vide, hvordan vejret bliver i dag og derfor spørger googleassistenten.
”Vejret i Ribe bliver godt i dag”, svarer telefonen.
”Ribe! Haha, jeg er da ikke i Ribe”, griner Aase og fortsætter:
”Måske er jeg for gammel til at lære alt det her. Men jeg vil gerne kunne sende sms’er og ringe til familie og venner”, siger Aase, der pludselig fik en blødning bag højre øje for tre år siden og fra lørdag aften til søndag morgen mistede synet på øjet, mens AMD har taget en stor del af synet på det venstre øje.
Tove har fået ny kæreste
I rummet ved siden af kæmper Tove med et lille diktatapparat, hvor hun kan indtale alle sine noter til de mange foredrag, hun holder om glæde og livsmod i alderdommen.
Tove dikterer en huskeseddel, og underviser Bo Alstrøm vejleder tålmodigt Tove, der ikke har helt styr på knapperne. Hun skal nu forsøge at slette sine notater, men den lille lyd af sammenkrøllet papir udebliver. Hun kæmper og kæmper, og så kommer lyden endelig ud af det lille apparat.
”Det er en fornøjelig lyd, når papiret krøller sammen. Det er som at sætte et kryds hen over en opgave. Så fik man lært det. Men det er altså lidt som med Siri. Jeg vælger de forkerte kærester”, griner Tove og uddyber:
”Jeg siger, at jeg har fået en ny kæreste – det er iPhone8. Det går jo, som den slags går, man er ikke altid helt enige, og man skal lære hinanden at kende, men så kan det også blive rigtig godt”, griner Tove, der kæmper videre med diktatapparatet og fejrer de små succeser, når det lykkes at ramme rigtig på knapperne med de AMD-tågede øjne.
Succes i fletteværkstedet
En langt større succes er under opsejling i det kreative værksted, hvor Rolf Link på 71 år har kastet sig over kurveflet. Det var han ellers mere end sikker på aldrig ville ske for ham. Den tidligere frømand og dykkerentusiast er på nyblindekursus, fordi grøn stær har taget en stor del af synet.
”Jeg ville altså ikke flette. Peddigrør er kun for gamle folk, så det er ikke noget, jeg går hjem og fortæller i frømandsklubben” griner Rolf.
”Jeg har ringet og fortalt min kone, at jeg har flettet min første kurv. Hun sagde ikke andet, end at hun glædede sig til at se den. Men jeg havde altså ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle flette kurve. Men hvem ved – måske hopper jeg en dag ud af skabet som kurvefletter”, siger Rolf, og så griner hele holdet rundt om bordet.
Anette fanger dårlige undskyldninger
Inde i køkkenet har Hanne fået undervisning i spiseteknik og glæder sig til igen at kunne nyde et stykke med æg og rejer, uden det flyver uden for tallerkenen. Også Tove har fået undervisning i spiseteknik. Hun får så ondt i nakken, fordi hun bøjer sig så langt ned mod tallerkenen.
”Men det er, fordi jeg er så høj. Nogle gange sætter jeg også en kasse under tallerkenen derhjemme eller holder den op under hagen”, siger Tove.
”Hvad gør du?”, spørger Anette og fortsætter:
”Det må vi have dig vænnet af med. Gjorde du også det før, du mistede synet”, spørger Anette.
”Nej”, siger Tove eftertænksomt.
”Så handler det nok om synet alligevel”, siger Anette og så går hun ellers i gang med at instruere Tove og Hanne i skæreteknik, og hvordan man styrer et stykke rugbrød på en tallerken.
Efter middagen er der show down, som flere af kursisterne har ønsket at prøve kræfter med. Underviser Lene Johannsen er semiprofessionel i spillet, der er en slags bordtennis for blinde.
Hun spiller koncentreret og sender igen og igen bolden i modstanderens net.
”Når du nu invaliderer mig, så kan du jo søge om hjælpemidler til mig”, joker Siri, der til daglig får råd og vejledning af Lene, der også arbejder som konsulent i Dansk Blindesamfund.
Holdkammeraterne griner sammen med Siri, inden aftenen går på hæld, og nyblindekursisterne trækker sig tilbage til værelserne for at få en velfortjent nats søvn, inden de igen kaster sig ud i at lære livet forfra med et synshandicap.
