Nytårsaften endte skæbnesvangert for Kasper

Efter en tragisk nytårsulykke mistede Kasper synet og to af sine kammerater. I dag deler han sin historie for at minde andre om at passe på nytårsaften.

Livshistorie fra 18. december 2024. Tekst: Caroline Larsen – Foto: Henrik Frydkjær

Kasper husker stadig lyden af en lighter, der tænder, en lunte, der slår gnister og et højt brag. En krysantemumbombe eksploderer tæt på ham og vælter ham omkuld. Alt sortner. Da han kommer til sig selv, kan han høre tumult og skrig. Kasper kalder febrilsk på sin kammerat, der finder ham omtumlet på marken og bliver hos ham, indtil ambulancen kommer.

”Jeg var i chok og kunne ikke forstå, hvad der skete. Jeg kunne høre skrig, og folk som snakkede, men jeg kunne kun fokusere på det, der skete lige omkring mig. Jeg kunne ikke mærke smerten, fordi adrenalinen pumpede i kroppen. Jeg vidste bare, den var helt galt”, siger Kasper Krogh Rogild, som i dag er 34 år.

Efter ulykken blev Kasper hastet med ambulance og fløjet med helikopter til Rigshospitalet i København med livsfarlige kvæstelser. Da han vågnede fire dage efter, var hans liv ændret for altid - Han havde mistet synet og to af sine kammerater

En skæbnesvanger aften

Rådhusklokkerne havde netop budt det nye år 2015 velkommen, da Kasper og resten af nytårsgæsterne gik ud for at nyde fyrværkeriet. En kammerat kom med en brun pakke og spurgte, om nogen ville med over på marken for at fyre nytårskrudt af. Kasper afslog i første omgang, men da der manglede en til at lyse, meldte Kasper sig. Han nåede dog knap nok derhen, før krysantemumbomben eksploderede. De to kammerater omkom, og Kasper blev blind.

”Jeg havde ikke beskyttelsesbriller på, da det slet ikke var meningen, at jeg skulle affyre nytårskrudt. Det var tilfældigheder. At de manglede lys, og at det lige var mig, der meldte mig. Livet er fuldt af tilfældigheder”, forklarer Kasper, der fik opereret begge sine øjne ud på grund af omfattende skader.

Den første tid befandt han sig i en medicinrus og var overbevist om, at han ville komme til at se igen, da han så syner på grund af de beskadigede nerver omkring øjnene. Det viste sig desværre at være umuligt.

Vejen tilbage

Det var en hård tid, Kasper gik i møde. Han skulle tackle sorgen over at have mistet sin gode kammerat og samtidig finde en vej tilbage til en hverdag, der nu var fuldstændig forandret. Han skulle forholde sig til en helt ny hverdag uden syn.

”Det var helt forfærdeligt. Jeg blev også ramt af dårlig samvittighed over, at jeg levede, og det gjorde mine kammerater ikke. Det føltes så uretfærdigt”, siger Kasper, der ret tidligt i forløbet fik besøg af to synskonsulenter, der præsenterede ham for en blindestok, en lydbogsafspiller og psykologhjælp.

Det var en overvindelse for Kasper at tage blindestokken i brug og vise sig offentligt med den. Han havde mest lyst til at gemme sig væk og bare være alene, men samtidig vidste han også, at det var nødvendigt at tage skridtene mod en ny hverdag, hvis han ville hjem fra sygehuset. Han begyndte derfor at gå ture på gangene, når der ikke var så mange mennesker.

Fra chok til accept

”Det var pissehårdt at lære alting forfra. Jeg blev frustreret, kastede med ting og havde dage, hvor jeg tænkte, at det hele kunne være lige meget. Men jeg vidste også, at jeg ikke måtte give op”, fortæller Kasper, der langsomt accepterede sin nye hverdag.

Han tog en dag ad gangen og fokuserede på det bedste. Kasper kunne ikke ændre på det, der var sket, men han kunne bestemme, hvordan han ville tackle det. Han glædede sig over de fremskridt, han gjorde hver dag, uanset hvor store eller små, de var.

”Selvfølgelig var jeg træt af det, og det er jeg stadig, men det er ikke noget, der får lov til at fylde hele dage. Det kan fylde ti minutter, når jeg ikke kan se min søn til fodbold, eller når min datter laver noget sjovt, men så minder jeg mig selv om alt det, jeg stadig kan”, siger Kasper, der efter otte dage blev overflyttet til Aalborg Universitetshospital og derefter var indlagt i ni dage, inden han fik lov at komme hjem.

Et nyt kapitel

I førte omgang flyttede Kasper hjem til sine forældre, hvor hans mor tog orlov i en periode. For Kasper var det hårdt pludselig at være afhængig af andres hjælp, men med støtte fra familie og venner begyndte Kasper at finde fodfæste igen. Han trænede intensivt på at komme i form igen, og en gang om ugen mødtes han med sin mobilityinstruktør i den lokale hal for at blive bedre til at færdes med den hvide stok og komme sikkert omkring på egen hånd.

”Jeg har altid været god til det, jeg satte mig for, så det var frustrerende ikke at være det her. Der var øjeblikke, hvor jeg havde lyst til at opgive, men efter at have raset ud, var jeg klar til at fortsætte. Det var fedt, når det endelig lykkedes”, forklarer Kasper.

Efter nogle måneder begyndte han på et forløb på Instituttet for Blinde og Svagsynede (IBOS), hvor han lærte nye teknikker til at klare hverdagen uden syn. Det var også her, Kasper blev inspireret til at uddanne sig som massør. For da synet forsvandt, var han nødt til at opgive arbejdet som murer.

Kasper erkendte hurtigt, at han var nødt til at finde en ny retning i livet, for han kunne ikke bare sidde stille uden at foretage sig noget. Han var derfor fast besluttet på at finde et nyt arbejde, han vidste bare ikke hvad. På IBOS boede han ved siden af en, der læste til massør, som Kasper syntes lød spændende. Derfor besluttede han sig for at afprøve uddannelsen i 14 dage for at finde ud af, om det var noget for ham.

Ret hurtigt fandt Kasper ud af, at faget tiltalte ham, og at han var god til det. Han værdsatte kontakten med mennesker, arbejdet med kroppen og kunne godt se sig selv i arbejdet. Under uddannelsen Kasper i praktik hos en kiropraktor, hvor han blev tilbudt. Der har han været ansat lige siden og arbejder i dag 17 timer om ugen.

Et vigtigt budskab

I dag er Kasper også gift og har fået en datter og bonussøn. Han ville ønske, at han kunne se sin familie, men det vigtigste for ham er, at han er sammen med dem.

”Jeg kan ikke se min datter, men jeg kan kramme hende, lege med hende og spille bold med min søn, så meget som jeg nu kan. Jeg får ofte at vide, hvor dårlig jeg er, men det griner vi bare af. Det er jeg taknemmelig for hver dag”, siger Kasper.

Selvom han i dag har fundet en måde at leve med konsekvenserne af fyrværkeriulykken, håber han, at hans historie kan minde andre om at passe godt på nytårsaften. Kasper deler sin historie i forhåbning om, at andre ikke ender i lignende situationer.  

Hans bedste råd til nytårsaften er derfor ganske enkelt:

”Brug jeres sunde fornuft og huske beskyttelsesbrillerne. For det kan gå galt. Se bare på mig”, siger Kasper.