Opfølgningskursus giver succesoplevelser

Kursisterne har været på nyblindekursus og har behov for at få genopfrisket nye teknikker og hjælpemidler. På opfølgningskursus bliver de udfordret til at købe ind og begå sig i køkkenet, og vigtigst af alt erfarer de, at de kan mere, end de tror.

I dag er store bagedag, hvor kursisterne skal finde opskrifter, gå på indkøb og til sidst bage. For mange er glæden ved at lave mad forsvundet med synet. De skal på ny lære at begå sig i køkkenet. Og på Fuglsangcentret kan kursisterne blive udfordret i trygge rammer.

Køkkenholdet får hurtigt uddelegeret arbejdsopgaver, og der skal både laves citronfromage, brunsviger og kringle efter kursisternes egne ønsker. Majbritt og Marie melder sig til at lave citronfromage, hvorefter de forsvinder ind i kommunikationslokalet for at finde opskrifter.

Majbritt går hjemmevant i gang med at søge ved hjælp af Siri på sin telefon.

”Her er en nem opskrift, for der skal bare husblas, æg, sukker, citron og fløde i. Tror du ikke, vi kan finde ud af det?”, spørger Majbritt Andersen.

Marie rynker på næsen og er ikke helt overbevist, da æggehvider og -blommer skal piskes hver for sig. Hendes skrækscenarie er, at de ikke får blandet ingredienserne ordentligt.

”Det er ikke så længe siden, at jeg bagte roulade til en glutenallergiker, hvor der skulle kartoffelmel i. Det fik jeg ikke rørt ordentligt ud, så den blev klumpet og smagte ikke særlig godt”, fortæller 83-årige Marie Nielsen, som er på kurset, fordi våd AMD har taget en stor del af synet. Førhen var hun en ørn i køkkenet, men i dag står menuen ofte på ostemadder eller tykmælk, som ikke kræver tilberedning.  

Alternativ indkøbsliste

For at huske ingredienserne bruger de et diktatapparat. De er blevet præsenteret for den før, men kan ikke huske knappernes funktion. Underviser Flemming Såby demonstrerer og forklarer, hvornår de skal bruge knappen med kryds og knapperne med pile. Marie forsøger at gentage processen, men fumler lidt med knapperne. 

”Jeg tror, at jeg smider beskeden i skraldespanden i stedet for at optage. Hvad gør jeg forkert?”, spørger Marie lettere frustreret.

Majbritt kommer til undsætning og forklarer, at hun skal blive ved med at holde knappen inde. Marie forsøger igen, og tredje gang lykkes det til stor glæde.

”Bingo, der var den”, udbryder Majbritt.

Sparring med hinanden

Det er dog ikke kun bagning, som er på programmet, da kursisterne i løbet af ugen både får undervisning i iPhone, håndarbejde, apps til at færdes rundt samt læsning med kompenserende teknikker og hjælpemidler. Og så er der ikke mindst fokus på samvær og gode grin med ligestillede. Alt sammen med udgangspunkt i kursisternes individuelle behov og ønsker for at få hverdagen til at fungere igen efter synstab.

Kursisterne har det til fælles, at de alle har mistet synet helt eller delvist og tidligere har deltaget i nyblindekursus. Opfølgningskursus er således for dem, der har brug for at få genopfrisket nogle af de teknikker, som de lærte på nyblindekursus eller har behov for ny læring.

Det kommer også til udtryk i mindre samtalegrupper, hvor omdrejningspunktet er, hvad der er sket siden sidst, og om noget har ændret sig. Til at begynde med er der en rungende stilhed, men lidt efter lidt går snakken om små sejre, og hvad de forskellige bakser med i hverdagen, mens der nikkes og gives gode råd fra de resterende om bordet.

”Det er tydeligt, at det er mange af de samme problemer, som vi sidder med. Vi bruger hinanden til at sparre med. Mange af os oplever for eksempel problemer med svimmelhed og træthed, og så er det rart at vide, at man ikke er alene. At komme her og snakke med ligestillede giver så meget, for dem, der ikke kender til dårligt syn, stiller så mange dumme spørgsmål”, fortæller Marie.

Der går dog ikke lang tid, inden snakken bliver afbrudt af en ringetone, der afløses af suk fra Marie. Det er hendes mobil, som ihærdigt giver lyd fra sig, da hun ikke kan finde ud af at slå den på lydløs. Marie deltager blandt andet på opfølgningskursus for at blive mere fortrolig med sin iPhone.

”Nyblindekursus var guld værd, da jeg er kommet i gang med at bruge min telefon. Jeg vil dog gerne blive endnu bedre til at bruge den, da Siri ikke altid er samarbejdsvillig. Jeg håber at få en masse lærdom med mig”, griner Marie.

Når andre kan, så kan jeg også

Elisabeth håber også at få bedre styr på teknikken og VoiceOver, som hun blev hun introduceret til på nyblindekursus, men mangler mere erfaring, før hun for alvor kan få glæde af den i hverdagen.

”Det er nogle hjælpemidler, som jeg nok ikke ville have kastet mig over, hvis ikke jeg var her. De andre har nogle erfaringer, som jeg kan nyde godt af. Når jeg er her, får jeg succesoplevelser og en følelse af, at når andre kan, så kan jeg også”, siger Elisabeth Bastholm.

Siden Elisabeth trådte ind ad døren på Fuglsangcentret for første gang, er der sket mange ting. Det er blevet en mere selvstændig og selvsikker Elisabeth, der har mod på at kaste sig over nye udfordringer. Hun er for eksempel blevet en del af Glumsø lokalråd i Næstved, hvor hendes viden som synshandicappet bidrager med at indrette det offentlige rum mest optimalt. Hun er også blevet spejderleder og har startet en gågruppe for seende.

”For et år siden blev jeg skilt, og jeg var overbevist om, at jeg skulle flytte i en handicapbolig. Jeg troede ikke, at jeg kunne klare mig selv. Men det blev ikke aktuelt, for jeg har fundet ud af, at jeg kan mange flere ting, end jeg troede. Jeg vil gerne være så selvhjulpen som overhovedet muligt, og det har kurserne blandt andet hjulpet mig med”, fortæller Elisabeth, som klart vil anbefale andre at deltage i kurserne på Fuglsangcentret.

På ukendt grund

Med styr på indkøbslisten, diktatapparatet i lommen og det gode humør er de klar til at handle. For nogle er det mere ukendt at begive sig ud i butikker på egen hånd, end det er for andre. Marie har for eksempel en besøgsven, som kommer hver mandag og handler for hende.

Kursisterne skal gå halvanden kilometer. En tur, som normalt vil tage 20 minutter, men når man kun har en lille synsrest tilbage og er på ukendt territorium, tager det dobbelt så lang tid. Marie og Majbritt har styr på vejen det første stykke, hvor de går på en lukket vej og snor sig uden om cykelbomme og passerer flere meter ligusterhække. De når op til en trafikkeret vej og bliver i tvivl om, hvorvidt de skal dreje til højre eller venstre. Majbritt trækker hurtigt sin livline op af lommen og spørger Siri om vej. Der går kun et kort øjeblik, inden en rute bliver foreslået. Majbritt kigger undersøgende op og tilbage på sin mobil, inden hun peger til højre og sætter i trav igen med selvsikre skridt. Marie er ikke helt overbevist om, at de er på rette vej.

”Hvad er det dog, du har lokket mig ud i? Jeg synes, at vi kommer længere ud på landet”, griner Marie.  

Majbritt kigger på kortet igen, inden hun forsikrer, at de snart er fremme. De skal bare fortsætte lige ud lidt endnu. Og ganske rigtigt ligger Føtex lige rundt om hjørnet.

”Hvor dejligt, vi er fremme. Det er vel nok godt, at vi havde dig med som førerhund”, siger Marie begejstret.

Hvor er husblassen?

Da de kommer ind, laver de en strategi for, hvorvidt de skal gå direkte til kundeservice og spørge om hjælp, som de er blevet opfordret til af underviserne, eller om det skal forsøge at finde varerne selv. De griber en indkøbskurv og vil forsøge selv. De kommer ind i Føtex’ snoede gange, hvor hylderne bugner af varer i metervis. Et slaraffenland af uudforsket terræn for indkøbselskere, men for blinde kan en ny butik virke helt uoverskuelig. De går målrettet efter at finde køledisken i den anden ende af butikken og slår smut igennem slikafdelingen, før de står foran mælk og æg i lange baner. Der er ikke bare en pakke æg at vælge imellem, men derimod et stort udvalg - økologiske æg, frilandsæg og skrabeæg. Små og store pakker. De nærstuderer flere æggebakker, inden de finder den helt rigtige. Nu finder de diktatapparatet frem for at konstatere, hvad de mangler og bliver enige om, at sukker og husblas må stå det samme sted.

De går lidt frem og tilbage, før de finder en Føtex-medarbejder, som kan guide dem på rette vej. Han suser af sted, indtil det går op for ham, at de ikke er med. Derefter sænker han farten og finder de efterspurgte varer til stor glæde for Majbritt og Marie. Nu mangler de bare den vigtigste ingrediens – citroner. De finder selv grøntafdelingen, hvor bunker af friske frugter og grøntsager er at finde på hylderne. Der går ikke lang tid, før de får sporet sig ind på citronerne, som Marie dufter til. Hun kan genkende den syrlige duft, som sitrer let i næsen. De lytter til diktatapparatet en sidste gang for at konstatere, at de har det hele og begiver sig mod udgangen. De er lettede, da de går ud af Føtex med indkøbsposen fyldt.

”Det var en god oplevelse og slet ikke så slemt som forventet. Medarbejderne var søde til at hjælpe. Nu glæder jeg mig bare til at lave citronfromage og ikke mindst at spise den”, smiler Marie.

De små sejre tæller

Alle kursisterne er hjemvendt fra Føtex – nogle på større omveje end andre, men alle nåede tilbage med de ønskede varer og humøret i behold. 

”Jeg var noget betænkelig, inden jeg skulle af sted, for jeg er så bange for at blive væk. Men det giver ekstra mod, når det lykkes. Nu skal vi have bagt en kage, og så går jeg nok i gang med at bage igen, når jeg kommer hjem. Det kan godt være, at kagen bliver sat skævt ind, men det går alligevel. Det er vigtigt at samle på de små sejre”, fortæller 73-årige Anny Grete Martinussen, som har fundet forklæde frem og er klar til at give sig i kast med køkkenudfordringen.

Det er lidt over et halvt år siden, Anny var på nyblindekursus, hvor hun fik gode råd til at gøre hverdagen nemmere. Hun fik blandt andet hjælp til at afmærke sit komfur, så hun ved, hvornår det er tændt og slukket. Det betyder, at hun kan sylte igen og er dermed et skridt nærmere det liv, hun havde inden synstabet.

”Jeg har lært, at man skal tage imod de hænder, som bliver rakt imod en. På kurset fik jeg mange gode tips til at få stablet min hverdag på benene igen. Det er vigtigt, for man er jo i krise, når synet forsvinder. Alle de dårlige tanker skal væk, for man kan godt have et godt liv, selvom man ikke ser så godt. Det har jeg erkendt her”, siger Anny.

Mod på at bage derhjemme

Ved alle køkkenbordene er der travlt, da der piskes æg, rives citronskal og lægges kræfter i for at mestre den klistrede dej. Der har spredt sig en sød duft i køkkenet, som blander sig med den syrlige citron. Den taktfaste brummen fra håndmixere afløses af grin. Det er dog et usædvanligt syn, for mange af kursisterne har lagt madlavning på hylden, efterhånden som synsnedsættelse har grebet ind i deres hverdag.

”Jeg bager næsten aldrig derhjemme, for det er alt for besværligt. Jeg kan jo hverken læse opskrifter eller veje ingredienserne”, siger Marie, der har fået hevet den stive husblas ud af posen og lagt dem i blød i en skål.

Majbritt og Marie afmåler alle ingredienserne med den talende vægt, som meget præcist fortæller dem, hvor mange gram de har hældt i skålen. De får rørt æg og sukker sammen til en luftig gul masse, som er klar til at blive blandet med flødeskum, som opskriften foreskriver. Nu mangler de bare husblassen, som de koncentrer sig om at hælde i blandingen i en tynd stråle.

”Føles den god?”, spørger Marie som er bekymret for, at husblassen trevler eller bliver klumpet. Majbritt har aldrig lavet citronfromage, så hun skynder sig at videregive grydeskeen til Marie, som ganske forsigtigt rører i massen.