På tandem til Paris

Holger Røijen blev blind som 24-årig og havde egentlig opgivet sin drøm om at cykle til Paris. Men sidste efterår mødte han Finn Orloff Møller, som han omgående havde god kemi med. Nu er de både venner og cykelpartnere – og har planlagt at cykle til Paris.

Den sort-hvide racercykel suser hen ad landevejen i den kolde majvind. En sagte hvinen fra dækkenes kontakt med asfalten synger i takt med de to hold pedaler, der roterer hurtigt og synkront bag hinanden. På nakken af den 14 kilo tunge racertandem sidder Finn Orloff Møller og Holger Røijen. Sidstnævnte er helt blind. De to er i gang med at træne til at køre lange distancer. I dag er målet 120 kilometer. I går tilbagelagde de 180. Til sommer har de planer om at cykle til Paris. 

”Lige om lidt skal vi dreje til højre”, råber Finn og vender ansigtet en anelse bagud.

Finn er pilot og har som seende ansvaret for at finde vej og føre dem sikkert gennem trafikken. Holger sørger for at give tegn.

”Er det den her højre, du mener”, råber Holger tilbage og tapper Finn på den højre skulder.

Så bryder begge mændene ud i grin, mens Finn bekræfter, og Holger rækker armen ud, mens han mumler noget om, at det jo ikke er altid, Finn har helt styr på højre og venstre.

De to mænd lyder lidt som et ægtepar, der har været gift i 20 år. De mundhugges kærligt, og humoren er lige så synkron som deres tråd i pedalerne. Men sandheden er, at de for syv måneder siden ikke engang kendte til hinandens eksistens. 

Drømmen om at køre til Paris på cykel var oprindeligt Holgers. I 1996 begyndte han at køre tandem i Vejen og Omegns Tandemklub. Han opdagede, at han elskede at komme ud og få vind i håret, frisk luft i lungerne og gang i kroppen. Med andre ord gav cykelsporten ham energi. Og han fik mod på at drage ud på en længere tur på den tohjulede. Desværre var der ikke nogen af hans seende cykelmakkere, der delte hans eventyrlyst. Så da han mødte Finn sidste efterår havde han egentlig lagt drømmen på hylden.

Holger valgte lyset

Holger byder indenfor i sit hjem i Vejen for at fortælle, hvordan det gik til, at den gamle drøm alligevel ser ud til at gå i opfyldelse.

”Skal vi ikke gå ovenpå? Der er sådan en god udsigt og et dejligt lys”, smiler Holger.

Han har helt ret. Aftenlyset strømmer gavmildt ind. Holger fortæller, at han selv har tegnet og været medbygger på førstesalen.

”Jeg vil meget hellere foretage mig noget end at sidde og kigge ud ad vinduet”, joker han og beder os om at sætte os.

Mens vi andre placerer os, så vi ikke får solen i øjnene, sætter Holger sig lige midt i solstrålen. Lyset er det eneste, han stadig kan se, og det er han trods alt taknemmelig for.

”Jeg vil for alt i verden ikke undvære sollyset. Det varmer jo én helt ind i sjælen”, siger han.

Holger har ikke altid været blind. Da han blev født, fik han for meget ilt, og det var formentlig det, der forårsagede en nethindeløsning, da han var 12 år gammel. Han blev opereret, men nethinden faldt ned igen og gjorde ham blind på det ene øje. Seks år senere løsnede den anden nethinde sig. Endnu en operation fulgte, men desværre udviklede Holger efterfølgende grå stær.

Havde han dengang valgt at lade sig operere for stær, ville han have haft 50% chance for at komme til se bedre og 50% risiko for, at hans syn gik helt i sort. Den risiko ville han ikke løbe, så han fravalgte operationen, og stæren fik efterhånden hans syn til at svinde helt ind. Det sidste indhug kom den dag, da han som 24-årig skulle op til tysk eksamen på HF.

I starten forstod han ikke, at hans syn aldrig ville komme tilbage.

”Erkendelsen tog lang tid. Mange år. Jeg er ikke sikker på, at jeg helt har erkendt det endnu”, siger han og fortæller, at en noget anderledes hverdag derefter trængte sig på.

”Min verden faldt sammen. Pludselig tog alting lang tid, jeg kunne kun gøre tingene halvt og måtte have hjælp mange, mange gange i løbet af en dag. Det var meget svært at vænne sig til. Jeg følte mig hjælpeløs og var ikke god til at bede om hjælp. På et tidspunkt tænkte jeg, at hvis jeg ikke kunne se, så gad jeg ikke leve.”

Men heldigvis havde Holger Bettina, som har været hans kæreste, siden han var 19 og hun 15. Bettina var ikke typen, der lod sig skræmme af et manglende syn, og sammen overvandt de den første svære tid.

”Jeg har været heldig på den front. Mange ville sikkert være smuttet, men det gjorde Bettina ikke”, siger Holger, der heldigvis nåede at se sin kone, men ikke sine tre børn.

I det samme kommer Bettina op ad trappen, og hun kan ikke lade være med at give sit besyv med:

”Vi joker tit med, at kærlighed gør blind, så han må have været meget forelsket”, griner hun og purrer op i Holgers hår.

Et heldigt møde

Det er også indirekte Bettinas skyld, at Holgers cykeldrøm nu kan gå i opfyldelse. Det var nemlig hende, der bragte Finn og Holger sammen. Sidste år havde hun og Holger planlagt en ferietur til Maldiverne, hvor de blandt andet skulle bruge tiden på at snorkle. Bettinas kollega, Kirsten, foreslog, at de kunne låne snorkel og svømmefødder af hende og hendes mand. Og det var grunden til, at Kirsten og Finn besøgte ægteparret Røijen i Vejen en efterårsaften i 2018.

”Der var omgående kemi, da Finn kom med sit store smil og gode humør. Vi talte godt sammen med det samme”, husker Holger om besøget. 

”Jeg kendte ikke andre blinde, så i begyndelsen forekom det mig lidt mærkeligt, at han skulle snorkle. Til gengæld kunne jeg hurtigt mærke, at der var krummer i ham”, smiler Finn.

Finn cyklede også, og i løbet af besøget faldt snakken på den fælles interesse, og Holger berørte også sin gamle drøm. Og et par uger senere, da han og Bettina nød livet på Maldiverne, tikkede der en sms fra Kirsten ind på Bettinas telefon:

”Finn har fået en skør idé. Han og Holger skal cykle til Paris, og vi skal med som servicevogn.”

”Jeg turde ikke rigtigt tro, at det var rigtigt”, siger Holger.

Men det var det. Og Holger var ikke sen til at tage Finn på ordet. ”Det er da en god idé,” lød teksten i den sms, der røg retur fra Maldiverne til Kolding.

Lærer af hinanden

Godt en måned efter, at de to havde mødt hinanden første gang, klikkede de cykelskoene fast i pedalerne til den første tur på tandem.

”Jeg kan godt lide at udfordre mig selv, og jeg kan godt lide, når andre gør det samme. Holgers vilje til at ville og gøre ting tændte mig fuldstændig. Jeg tænkte, at når han kunne svømme rundt på Maldiverne og se på farvede fisk, så kunne han nok også cykle til Paris”, griner Finn, der i starten dog var meget bevidst om, at Holger var blind.

”Jeg tænkte meget over, at jeg skulle beskrive tingene for ham. At jeg skulle tale mere i billeder, end jeg var vant til. Med tiden er det blevet helt naturligt, og nu tænker jeg ikke over det længere.”

”Der kan du se. Jeg er blevet din nye normal”, griner Holger.

”Det har jo vist sig, at det lige så tit er Holger, der fortæller mig noget. For eksempel kan han finde på at sige, at ”rapsen står fint i år.” I starten tænkte jeg, hvor pokker ved han det fra. Men han bruger jo sanserne på en helt anden måde og kører ikke så meget på autopilot, som jeg måske gør. Normalt fortæller jeg ham, når vi kører ind over en bygrænse, men nogle gange glemmer jeg det, og så spørger han pludselig, hvilken by vi er i. Og så er det lidt pinligt, at jeg ikke engang har lagt mærke til, hvad der stod på byskiltet.”

”Du er blevet god til at fornemme, hvordan jeg har det bagpå. Hvis jeg sidder uroligt, mærker du det lynhurtigt. Så du er også begyndt at se som en blind”, smiler Holger.

Og hvis Finn nogensinde var nervøs for at cykle sammen med en blind, er det for længst gået over.

”Jeg ser ikke Holgers handicap som noget negativt. Tværtimod. Han har en vilje til at ville tingene, som rammer mig igen og igen. Jeg får energi af Holger.”

”Finn er god til at muntre mig op, når jeg tænker, at jeg ikke kan mere. Så roser han mig og siger ”Godt klaret, makker,” og så kan jeg lidt igen.”

”Men du er også god til at klappe mig på ryggen og sige, at jeg gør det godt”, returnerer Finn.

”Jeg havde jo for eksempel aldrig kørt tandem før, så det var vigtigt med en god læremester. Det har været trygt, fordi han havde helt styr på, hvordan man gjorde.”

I det hele taget er de gode til at holde hinandens humør oppe, når det bliver hårdt.

”Vi plejer at sige, at modvind jo bare er god træning. Og når vi kører op ad de virkeligt stejle bakker, kan vi godt finde på at skrige: ”Store bakker.” Vi kunne godt trække hinanden ned. Men det gider vi ikke. Vi vil hellere trække hinanden op.”

Bare hop ud i det

Finn og Holger er enige om, at træningen allerede har givet dem en masse succeser, men alligevel glæder de sig til den største udfordring, når de i juli har givet sig selv en uge til at nå til Paris med 8-10 timer om dagen på tandemen. De forventer, at det bliver hårdt – men også hyggeligt. Deres koner har nemlig indvilget i at bruge en uge af deres sommerferie på at køre med som servicevogn. Og når de kommer frem, skal de holde et par dage fri i den franske hovedstad sammen alle fire. Det glæder de sig til.

”Men på en måde bliver det også lidt ærgerligt at komme derned. For så skal vi jo ikke cykle mere”, siger Holger.

”Jo, det skal vi da. Vi bliver jo ved med at træne sammen”, siger Finn og afslører, at de har flere planer i støbeskeen efter sommerferien.

Finn og Holger har nemlig stiftet foreningen FH Tandem Team sammen. Igennem den vil de gerne være med til at udvikle sporten og øge kendskabet til cykelsport for blinde og svagtseende.

”Det bedste ville være, hvis vi kan motivere flere til at gøre noget, som de ikke troede, de kunne. Når man får et handicap, er det så let at tro, at man ingenting kan. Det er vigtigt at fortælle, at alt ikke behøver gå i stå”, siger Holger, der især håber, at de kan få fat i de unge.

”De kommer tit til bare at sidde foran deres computer. Og det er jo ikke noget liv.”

Makkerparret vil gerne dele ud af deres erfaringer og gode råd til andre, der overvejer at køre tandem sammen. To af dem kommer her:

”Jeg vil sige til andre piloter, at det er en kæmpeglæde, og det har givet mig positiv energi og lyst til mere i en grad, jeg ikke havde forestillet mig. Det her handler ikke bare om cykling. Det handler også om samarbejde. Og om venskab”, siger Finn.

”Ja. Og derudover er der vist kun ét godt råd: Bare hop ud i det”, siger Holger.

”Men sørg for, at det er sammen med én, du har kemi med. Er kemien der, skal resten også nok falde i hak.”