Pluto viser vej gennem myldret

Førerhunden Pluto er nomineret til Årets Førerhund 2026 for at guide Michael sikkert gennem byens travlhed og give ham frihed i hverdagen.

Michael går ved Nørreport station  følgeskab med førerhunden Pluto, en lys labrador

Tekst: Caroline Larsen Foto: Henrik Frydkjær

Menneskemylderet bevæger sig ind og ud mellem hinanden på Nørreport Station. Cykler suser forbi, kufferter triller hen over fliserne, og lyde fra tog og højttalere blander sig i en konstant summen. Midt i det hele bevæger Michael sig sikkert og ubesværet frem. Med et let greb i førerhundebøjlen følger han Pluto, der målrettet finder vej gennem menneskemængden og uden om forhindringer.

Turen til og fra stationen kender Pluto udenad. De har gået den rute utallige gange før, så der kræves kun få anvisninger fra Michael.

”Pluto gør, at jeg kan meget mere, end jeg ville kunne uden ham. Helt grundlæggende giver han mig frihed og selvstændighed til at leve det liv, jeg gerne vil”, siger Michael Bülow Davidsen.

En hverdag uden begrænsninger        

Hver morgen tager makkerparret toget fra Hillerød til Nørreport station, så Michael kan komme på arbejde. Her gør Pluto en vigtig forskel ved at være Michaels øjne i trafikken og føre ham trygt fra A til B. Han finder en ledig plads i toget, stopper ved fodgængerovergange, undgår cykler og lygtepæle og sørger for, at Michael ikke kommer for tæt på perronkanten.

Michael og førerhunden Pluto, lys labrador med førerhundebøjle, venter ved en fodgængerovergang ved Nørreport station

Det betyder, at Michael kan bevæge sig hurtigt og trygt uden at være afhængig af andre.  

”Pluto gør min hverdag nemmere og mere tryg. Med ham kan jeg klare mig selv og behøver ikke spørge andre, hvilket giver en kæmpe selvstændighed”, forklarer Michael.  

Mere overskud til det, der betyder noget

Den lyse labrador er også afgørende for, at Michael kan gå i et højt tempo og ikke bruge kræfter på konstant at være på vagt. Det giver overskud til at leve et aktivt liv med både arbejde, træning og daglige gøremål.

”Jeg bruger ikke energi på at undgå forhindringer, så jeg har overskud til at have et højt aktivitetsniveau”, fortæller Michael.

Førerhunden Pluto, en lys labrador med førerhundebøjle, ligger på fortovet

Pluto er også en fast makker, når Michael skal til træning. Han fører ham sikkert til fitnesscentret, finder omklædning og hen til motionscyklerne, hvorefter han tager et hvil på sin faste plads, indtil turen går hjem igen.  

Et stærkt makkerskab

Samarbejdet mellem de to er tæt og bygger på gensidig tillid, der kun bliver stærkere for hver dag.

”Jeg er afhængig af ham og den hjælp han giver mig. Samtidig sørger jeg for, at han har et godt hundeliv”, siger Michael.

Tilliden går begge veje. Michael er tryg ved Pluto, og Pluto er tydeligt glad for sin bruger. Når han stopper ved en kantsten, kigger han ofte på Michael i håb om, der falder en godbid af for arbejdsindsatsen.

Michael sidder på en bænk ved Nørreport station med førerhunden Pluto mellem benene, en lys labrador med førerhundebøjle

Det var også tydeligt allerede fra første gåtur. Her mærkede Michael med det samme, at de var et godt match. Pluto gik sikkert frem, og samarbejdet føltes naturligt fra start.

I dag er de et sammentømret team. Pluto kender ruterne, er opmærksom på Michael og arbejder fokuseret, så snart bøjlen kommer på.

”Det bedste ved Pluto er hans energi og glæde ved at føre. Så snart jeg finder førerhundebøjlen frem, står Pluto klar med logrende hale. Jeg behøver ikke kalde på ham. Han ved, hvad der skal ske, og han er altid klar”, fortæller Michael.

Frihed i hvert skridt

For Michael er det ikke én enkelt situation, der gør Pluto særlig. Det er den forskel, han gør hver eneste dag.

Fra den travle tur på Nørreport station og hjem igen. Pluto er med overalt og gør det muligt for Michael at leve et selvstændigt liv uden begrænsninger.

Michael og førerhunden Pluto, en lys labrador med førerhundebøjle, går op af trapperne på Nørreport station

”Sammen med Pluto kan jeg have den hverdag, jeg har i dag”, siger Michael.

Derfor er Pluto også blandt de tre nominerede til Årets Førerhund 2026 - en anerkendelse af det stærke samarbejde og den frihed, han hver dag giver Michael.