Punktskrift giver mig selvstændighed

Jannie er glad for, at hun har lært punktskrift, for det giver hende frihed og større selvstændighed i hverdagen. En helt ny verden åbnede sig for hende.

Jannie læser punktskrift i in gyngestol med førerhunde Kingo, en grå storpuddel, liggende for fødderne
Copyright Henrik Frydkjær

Når Jannie læser, glider fingrene let over de ophøjede punkter, som udgør bogstaver i punktskrift. For de fleste giver prikkerne ikke meget mening, men for Jannie er de små følbare punkter uundværlige for at læse og skrive.

Hun stiftede først bekendtskab med punktskrift senere i livet, da hun er født med øjensygdommen Retinitis Pigmentosa, der gradvist gør synsfeltet mindre og mindre. Jannie havde et ønske om at lære punktskrift, mens hun havde en synsrest, men fagpersoner rådede hende til at vente, da de ikke mente, at hun ville få gavn af det, når hun havde lidt syn tilbage. Det lyttede Jannie til, men fortrød det senere, da det er en stor mundfuld at give sig i kast med.  

Første møde med prikkerne

Hun blev uddannet socialrådgiver og arbejdede med det i mange år, indtil den dag, hvor hun havde brug for at læse punktskrift, da hun ikke længere kunne se bogstaverne. Der var bare den udfordring, at Jannie havde mange bolde i luften, så det var svært at afsætte tid til at øve og lære det ordentligt.

”På det tidspunkt var jeg mor til min ældste søn, arbejdede fuldtid i København og boede i Høje Taastrup og skulle forholde mig til mit nylige synshandicap. Lære at gå med blindestok, færdes alene og lave mad uden syn. Derfor var det svært at afsætte tid til at også at lære et helt nyt sprog og alfabet, som punktskrift er”, forklarer 56-årige Jannie Hammershøi, som alligevel deltog i et intensivt kursus i punktskrift, så hun kunne lære de mest basale færdigheder og efterfølgende øve det derhjemme.

Fokus på Jannies hænder, der læser punktskrift i et ringbind
Copyright Henrik Frydkjær

Hun havde dog svært ved at finde flere ledige timer i døgnet til at øve sig, så hun gentog kurset, samtidig med at hun havde fået tvillinger.

Vendepunktet for at lære punktskrift

Der var dog en episode, som blev afgørende for, at Jannie gjorde en ihærdig indsats for at mestre punktskrift.

”Jeg skulle holde åbningstale til det internationale blinde sportsforbunds verdensmesterskaber med 20.000 tilskuere. Jeg stod med min computer og talesyntese, men havde ikke overvejet, at 20.000 tilskuere larmer en del, så jeg kunne overhovedet ikke høre min tale”, fortæller Jannie, som fremover holder taler med en disposition skrevet på punkt.

I dag er punktskrift nemlig et vigtigt redskab, hun bruger stort set hver dag. Punktskrift hjælper hende på arbejdet, så hun kan skrive og læse noter og ikke er afhængig af lyd, som kan være forstyrrende under møder og i samtaler med andre.

Gør hverdagen nemmere

Krydderiglas med punktskrift
Copyright Henrik Frydkjær

Jannie har også afmærket alle sine krydderiglas med punktskrift, så hun nemt og hurtigt kan kende forskel, når fingeren glider over mærkaterne. Da hendes børn var små, afmærkede hun også deres tøj i forhold til farver, da tvillingerne er en dreng og en pige.

”For mig betyder punktskrift, at jeg er mere selvstændig og ikke er afhængig af lyd eller andre. Jeg er ikke nogen ørn til punktskrift og kan ikke læse lange romaner, for det tager for lang tid, men det, jeg kan, er jeg virkelig glad for og vil slet ikke være det foruden”, siger Jannie og understreger, at talesyntese og lydbøger er virkelig nyttige, men at det er vigtigt, det talte ord understøttes af det skrevne.

Mit skriftsprog

”Der er en stor forskel på punktskrift og talesyntese. Når jeg bruger punktskrift, kan jeg være mere nærværende og lytte ordentligt efter, end hvis jeg sidder med lyd i det ene øre og snak i det andet øre. Det er svært at være fuldstændigt til stede”, forklarer Jannie og uddyber, at man også bliver dårligere til at stave, hvis man udelukkende får tekst læst højt.

Jannie læser punktskrift på sit notatapparat
Copyright Henrik Frydkjær

”Der kommer hele tiden nye ord i vores danske sprog, men hvis du aldrig ser dem med øjnene eller mærker dem med fingrene, mister du noget af sammenhængen og får svært ved at stave”, siger Jannie og fortsætter:

”Punktskrift gør det muligt for mig at have et skriftsprog på lige fod med seende. Det at kunne skrive og læse tekst, se hvordan ord staves og få en idé om, hvordan en side er opbygget, har en uvurderlig betydning.”

Jannie er derfor glad og taknemmelig for, at punktskrift er opfundet, for ellers ville hun nok afholde sig fra at holde taler, da hun ville være afhængig af at huske det udenad.

”Punktskrift har en kæmpe betydning i mit liv, for den er lig med frihed og tryghed for mig”, siger Jannie.