Rita fandt lys i mørke

Rita gennemgår sit livs krise og finder sit sande kald, og med synshandicap og førerhund ved sin side vier hun ægtepar, foretager bisættelser og spreder håb, når hun holder gudstjenester

Når kirkeklokkerne ringer, og Rita Skov Possienke går til alteret, er det altid i følgeskab med sin trofaste makker, førerhunden Tommy. Rita er nemlig en af Danmarks få blinde præster, men det afholder hende ikke fra at udføre sit livskald – at gøre en forskel for andre som sognepræst. Det har dog været en lang og snørklet vej

Musikken var alt

Rita er uddannet organist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og arbejdede som organist i 20 år, indtil en dårlig ryg tvang hende til at skifte kurs.

”Organist lå lige til højrebenet, for min mor var meget musikalsk og har skubbet mig i den retning. Jeg har også spillet klaver, siden jeg var tre år og kunne nå tangenterne”, siger Ria Skov Possienke, der er født blind. 

Som blind organist brugte Rita mange timer på at øve sig, da hun ikke kunne læse punktnoder, når hun spillede, så derfor var hun nødt til at lære salmerne uden ad. De mange timer på orgelbænken i samme stilling, resulterede i en nedslidt ryg.  I 2006 bliver hun derfor sygemeldt og måtte opgive sit livsværk – musikken. En beslutning som var hård, men også uundgåelig.

”Det var rigtig hårdt. Musik var mit liv, så jeg kunne slet ikke forestille mig en hverdag uden orgelspil. Jeg følte mig modløs”, fortæller Rita, som var til en sidste undersøgelse for at være sikker på, at der ikke kunne gøres noget. Lægen så dog heller ingen anden udvej end, at hun var nødt til at stoppe som organist og søge om pension.

Som sendt fra himlen

På vej hjem i Falck bilen var Rita slået ud, så hun besluttede sig for at bede en bøn til Gud, der måtte have en større plan med hende. Da Rita trådte ind ad døren til sit hjem, kom hun pludselig i tanke om, at hun som ung enten ville være organist eller præst.

”Jeg oplevede det som et kald. Et tegn fra Gud, der viste mig vejen. Jeg skulle drives så langt ud med mit orgelspil, før jeg var klar til at lytte til den tanke, jeg havde som ung”, siger Rita.

Volapyk på punktskrift

På Ritas teologiuddannelse stødte hun på udfordringer som synshandicappet. Hun skulle for eksempel lære hebraisk og latin på punktskrift, som krævede en stor indsats og tilpasning. Bøgerne kom typisk ikke til tiden, for de skulle indlæses elektronisk, for ellers ville de fylde for meget. Bare Bibelen på punktskrift fylder 41 store ringbind.

Da Rita startede på kandidaten, havde hun et semester, hvor skulle i praktik. Der var dog ikke helt ligetil at finde en praktikplads. Hun ringede rundt til en række præster for at høre, om hun måtte komme i praktik hos dem. Hver gang blev hun mødt af det samme svar, at de desværre ikke havde tid eller ressourcer. Hun ringede derfor til en underviser på universitetet, som anbefalede hende at ringe til Tilst og Kasted kirke, hvor hun i dag er ansat.

”Da jeg ringede denne gang, ”glemte” jeg at sige, at jeg er blind. Det havde jeg sagt til de andre uden positive resultater. Til sidst i samtalen nævnte jeg kort, at jeg er blind, men mente ikke, at det var en udfordring for at udføre præstearbejdet”, forklarer Rita, som trods udfordringer gennemførte sin uddannelse og blev ansat som præst i Tilst og Kasted sogn.

Lige ved og næsten

Det var dog tæt på, at hun endnu engang måtte opgive sit drømmejob, da hun i 2013 bliver kørt ned og brækker ryggen, så hun ikke kan bevæge sine ben. Derfor er der en lang periode, hvor hun må indstille uddannelsen og i stede fokusere på et intenst genoptræningsforløb. Med en stålfast tro, ukuelig livsvilje og en vis portion stædighed formår Rita at kæmpe sig tilbage efter ni måneder og færdiggøre studiet. Hun husker derfor tydelig sin første gudstjeneste.

”Jeg havde det godt og følte, at jeg var landet på den rigtige hylde. Det var en utrolig festlig dag. Kirken var fuld, så jeg følte mig støttet af menigheden og mine kollegaer. Det var helt fantastisk og en af mine største dage”, smiler Rita, der føler sig taget godt imod af menigheden. De er imponeret over alt det, Rita formår uden synet.

Førerhunden viser vej

Når Rita forestår altergang får hun hjælp af en kirkesanger, som fører Ritas hånd, når hun uddeler oblater. Når det kommer til at skænke vinen, får Rita også hjælp, for ellers skulle hun stikke en finger i glasset for at mærke, hvornår hun nærmede sig kanten. Derefter har de et hemmeligt tegn, så Rita ved, hvornår hun skal sige ”Dette er Jesu Kristi blod”.

Ved bryllupper får hun hjælp af brudeparret, da de bliver bedt om at rømme sig, når hun skal lægge hænderne på deres hoveder og velsigne dem. For på den måde ved hun lige præcis, hvor deres hoveder er.

Når Rita holder prædiker, lader hun fingrene glide over sit punktapparat, som hun forinden har noteret stikord på. Det vigtigste hjælpemiddel er dog førerhunden Tommy, som følger hende sikkert overalt i sognegården og i kirken. Når Rita holder gudstjeneste, indfinder Tommy sig på sin faste plads i prædikestolen eller ved siden af alteret, hvor han ligger helt uforstyrret af orgelmusikken. For inden Tommy flyttede ind hos Rita, boede han hos en førerhundeinstruktør, der tog ham med i kirke, da de vidste, at Rita skulle ovetage den firbenede hjælper.

Verdens bedste arbejde

Rita er taknemmelig for sit arbejde. Hver eneste dag oplever hun, hvor meningsfyldt det er at være til stede for mennesker i deres største øjeblikke – både de svære og lykkelige. Som præst er hendes rolle ikke kun at formidle tro og åndelighed, men også at være støtteperson og omsorgsperson for dem, der har det svært.

”At kunne støtte og hjælpe andre er selve essensen af mit arbejde. Når nogen fortæller mig, at jeg har været en støtte og hjulpet dem gennem en svær tid, er det noget af det mest berigende og givende, jeg kan forestille mig”, siger Rita.