Sammenhold på goalball-banen

Hazel har spillet goalball i ti år og repræsenterer Danmark til EM i goalball. Sporten har givet hende selvtillid og venner for livet. Uanset om landsholdet vinder eller taber, står de sammen og bliver ved med at kæmpe til sidste slutfløjt.

”Biiip”, lyder det fra hallens højtaler. Det er en høj gennemtrængende tone, som signalerer til spillerne, at de skal finde deres positioner og gøre klar til kamp. De er få sekunder fra Danmarks første kamp til EM i goalball, hvor de kæmper om pladser til næste års Paralympiske Lege i Tokyo. De hvidklædte danskere tager dybe indåndinger for at få styr på nerverne mod de forsvarende verdens- og europamestre fra Rusland. Banen er badet i et stærkt lys fra projektører, og i baggrunden hænger Dannebrog og vidner om, hvad danskerne kæmper for. Spillerne mærker sig frem på de blankpolerede gulve, som er markeret med forhøjede streger. Ved at lade hænderne glide frem og tilbage, kan spillerne orientere sig på banen.

Den faste trup bestående af Beritan, Hazel og Anja sidder på hug med det ene ben halvstrakt, så de er klar til at blokere for modstandernes skud. Lige så lange de er, kaster de sig efter bolden. Det giver genlyd i hallen, da bolden rammer hårdt i maven. Spillerne fortrækker dog ikke en mine, da de er polstret med beskyttelse for at stå imod de hårde boldskud. De er hurtigt på benene og knuger hårdt om bolden, som er på størrelse med en basketball. I angrebet tæller pigerne ned, for så snart en spiller har rørt bolden, har holdet kun ti sekunder til at skyde bolden mod modstandermålet. Anja tager tilløb for at få mere kraft i skuddet, inden hun slipper bolden, som var det en bowlingkugle på vej mod et sæt kegler. Fra bænken lyder tilråb og opbakning ”Kom så piger, giv den gas.”

”Quiet please”, lyder det fra dommeren, som forsøger at få spillere og tilskuere til at forholde sig i ro. Det er nemlig vigtigt, at der er helt stille i hallen, da de spiller med en bold med bjælder i, som giver lyd, når den triller langs gulvet. Goalball er en holdsport specielt designet til blinde og svagsynede. Det er en sportsgren, som udfordrer spillerne fysisk og mentalt og forbedrer deres motorik, styrke og orienteringsevne. Banen er på størrelse med en volleyballbane, hvor hele baglinjen udgør målet. Hvert hold består af tre spillere på banen, som skal skyde bolden i nettet forbi modstanderne. Alle på banen bærer sorte masker for at sikre, at ingen kan se noget.   

Verdens bedste sport

Hazel har spillet goalball i ti år og trukket i den rød-hvide landsholdstrøje i seks år. Fra første øjeblik hun prøvede goalball, blev hun betaget af sporten. Goalballbanen er hendes frirum. Her er hun ikke Hazel med et synshandicap, men derimod en sportsudøver på lige fod med de andre spillere.

”Det er den bedste sport, der findes, fordi den er hundrede procent tilrettelagt blinde og svagsynede. Alt, der foregår på banen, er udelukkende på vores præmisser. I en travl hverdag bruger jeg mange kræfter på at følge med i tempoet, men her accepterer vi, at nogle ting går langsommere. Det er rart at have et fællesskab med ligesindede”, siger 28-årige Hazel Gezen, som kan overføre sportens egenskaber til hverdagen. Den selvtillid, som Hazel oplever på banen, medbringer hun i hverdagen.

”Jeg er blevet bedre til at tro på mig selv i sociale sammenhænge. At turde stå frem og sige, hvem jeg er. Jeg er andet og mere end mit synshandicap. Jeg dyrker sport på eliteplan og har gennemført en uddannelse. Det skal mit synshandicap ikke sætte en stopper for”, forklarer Hazel, som er blevet stærkere fysisk og mentalt. Hun er født med den arvelige øjensygdom Lebers, som har taget en stor del af synet. I dag er hun næsten blind, men det forhindrer hende ikke i at leve et aktivt liv.

Kampgejst

På bænken sidder Juliane og Ida Marie og klapper ihærdigt, når Danmark redder skud. De kommer med opmuntrende tilråb og hepper på deres holdkammerater - både når det går godt, og når modstanderne scorer. Uanset om de vinder eller taber, står holdet sammen. Det tætte sammenhold er dog ikke nogen selvfølge, for Juliane og Ida Marie er forholdsvis nye spillere. På under et år gik de fra nybegyndere til landsholdsspillere i goalball. Derfor var der også nerver at spore hos Juliane og Ida Marie i deres første EM-kamp. Maven slog kolbøtter, og adrenalinen pumpede løs i kroppen.  

”Jeg havde et helt fyrværkeri inden i mig inden kampen mod Rusland. Jeg havde kvalme og kunne slet ikke være i mig selv, men det forsvandt heldigvis. Det var en fed følelse at fornemme sammenholdet på banen”, siger 27-årige Ida Marie Christensen.

Juliane var dog mere nervøs for, om hun kunne blive kvalificeret til EM, da de har en international grænse for spillernes synsstyrke. Juliane kunne imidlertid ånde lettet op, ikke på grund af sit forringede syn, men fordi hun må kæmpe for Danmark. Det er øjensygdommen Stargardt, som er årsag til, at midten af Julianes synsfelt bliver dårligere, og at hun i dag kun har 6% af sit syn tilbage. Til at begynde med var Juliane forbeholden overfor at starte til goalball, da hun altid har spillet håndbold. Men på opfordring af sin synskonsulent tog hun til prøvetræning i Odense. En beslutning, hun ikke fortryder.

”Jeg blev med det samme grebet af sporten. Goalball gør mig glad, for her kan jeg være mig selv. Jeg smiler og griner til hver træning, og samtidig bliver jeg udfordret. Det betyder meget for mig, at jeg trods mit synshandicap kan bruge min krop og udvikle mig som atlet”, smiler Juliane Lund, som har glædet sig til at deltage til sit første EM. Førhen havde landsholdet ikke mulighed for at skifte ud, da det blot var tre spillere, men nu kan Juliane og Ida Marie tilføje nye reserver.

”Vi er virkelig glade for de to nye spillere, for de giver os ny energi og flere taktiske indspark. De har ikke bare givet os et pusterum på banen, men også socialt. De er klart en gevinst for holdet”, fortæller Hazel, som med en highfive skifter ud med Juliane i den første kamp mod Rusland, hvor konkurrenterne har lagt sig solidt i spidsen. Til halvleg står der 9-3 til Rusland. Selvom de er langt bagud, bliver danskerne ved med at kæmpe og tro på det lige indtil sidste slutfløjt. De afprøver forskellige teknikker ved at rotere, skyde mod venstre og højre, men lige lidt hjælper det - den russiske forsvarsmur er ikke til at bryde igennem, og Danmark må erkende et nederlag på 4-14 til stor frustration og ærgrelse.

Hør i videoen Hazel fortrælle om, hvad goalball betyder for hende:

Kamp til stregen

Efter kampen har spillerne lidt tid til at sunde sig, inden de skal møde Finland, hvor de går benhårdt efter en sejr. Inden kampen går i gang, stimler spillerne sammen på linje, mens deres navne råbes op på gebrokkent engelsk. Danskerne hujer og klapper, når holdkammeraterne præsenteres. Nu er det tid til, at skudarmene varmes op, og der hoppes på stedet i takt til musikken. På bordkanten hænger tapestykker, som er klar til at blive påført spillerne, så de er helt blændet af. Det første signal lyder, og spillerne danner en rundkreds, hvor de holder tæt om hinanden. Deres hænder samles i midten og ryger i vejret til kampråbet: ”1-2-3-Danmark.”

Bolden triller frem og tilbage på banen, og der pareres med både hænder og fødder, når de kaster sig efter bolden. Finland sender en hård bold af sted diagonalt over banen, som Beritan kaster sig efter og redder med spidsen af fødderne. Målet er afværget, og bolden hopper ud over sidelinjen til glæde for den danske bænk: ”Godt taget, bare fortsæt det fine spil”, hepper træneren, som sidder på hug og følger intenst med. Der er et højt tempo i bolden, og Danmark har flere farlige skud, men finnerne dækker godt op. Den intense kamp fortsætter indtil halvleg, hvor der står 0-0.

Med fornyet håb og afpudsning af skudteknikker går danskerne til anden halvleg. De tror på en sejr, lige indtil Finland skyder med otte minutter tilbage. Spilleren snurrer rundt om sig selv, og bolden hopper fire gange, inden den snitter Hazels fingerspidser og fortsætter ufortrøden mod mål. Anja kaster sig ihærdigt efter bolden, men kan ikke nå den. Og der er mål. Pigerne bliver liggende på gulvet og ærgrer sig. De trækker vejret dybt, før de rejser sig til opmuntrende ord fra spillerne på bænken ”Kom igen, fortsæt med at kæmpe.” Spillerne når knap at ånde ud, før Finland scorer et hurtigt mål igen, og chancen for at vinde bliver mindre med kun tre minutter igen. Alligevel giver Danmark ikke op, spillerne giver alt, hvad de har i sig og hepper højere og skyder hårdere.

Skuffende resultat

Anja har bolden, tager tre skridt og skyder. Bolden går forbi de tre forsvarer og rammer præcist og hårdt i målet. Hænderne ryger i vejret, og der udstødes en jubelbrøl fra bænken.

”Jaaa, jeg tror på det”, udbryder Ida Marie, som nu har rejst sig fra bænken og bider nervøst i sin træningstrøje. Tempoet sættes op. Kampen er nu gået ind i det sidste afgørende minut, og spillerne virker stålsat på sejr. Endnu en gang skyder Anja. Bolden bliver blokeret med fødderne og hopper ud og ændrer retning og ryger direkte i modstandernes netmasker. Den danske træner hopper op og ned med armene i vejret, da måltavlen viser 2-2. Begejstringen er dog kort, for lige efter scorer Finland tre hurtige bolde, og dommeren fløjter kampen af med slutresultatet 2-5 til Danmark. Skuffelsen er ikke til at tage fejl af, og det er med tunge skridt, de forlader banen. 

”Det er en hård start på turneringen. Jeg synes, vi spillede jævnbyrdigt i størstedelen af kampen, men de er heldige til sidst. Vi gik benhårdt efter en sejr, da vi har vundet over Finland adskillige gange før”, fortæller Hazel slukøret. Selvom det er svært at ryste nederlagene af sig, er spillerne nødt til at fokusere på de næste kampe, som nu er vigtigere end nogensinde.

”Vi må fokusere på vores styrker, som er vores forsvar, hvor vi er gode til at bakke hinanden op og være eksplosive. Vi har arbejdet meget med timing, så vi ikke kaster os for tidligt efter bolden. Vi er helt klart også blevet bedre til at juble og heppe på hinanden”, siger Hazel, som fremhæver deres stærke holdmentalitet. Det tætte sammenhold uden for banen afspejles i kampene, hvor spillerne bakker hinanden op - uanset præstation eller resultat.

Venner for livet

”Vi er et lille hold, så vi er ret tætte. Det er hyggeligt at være af sted sammen, da vi kommer hinanden ved og overvinder udfordringer sammen. Vi vinder og taber som hold. Jeg har fået venner for livet”, smiler Hazel. Den gode holdmentalitet var imidlertid ikke nok til at hive en sejr i hus, da Danmark taber alle sine kampe og møder Holland i et opgør om at undgå sidstepladsen ved EM. Også her må de se sig slået og ender på en 10. plads, der resulterer i en nedrykning til Europas B-række.

”Vi er skuffede og kede af resultatet. Det værste er vores egne forventninger, fordi vi havde spillet tæt med flere af holdene inden turneringen, så vi troede, at vi havde en reel chance. Vi ville så gerne have sat os på billetterne til næste års Para OL, det var vi slet ikke i nærheden af. Men vi kæmpede til det sidste, og det kan vi være stolte af”, forklarer Joachim Alstrøm, som har været træner for det danske kvindelandshold i syv år. På trods af nederlag og manglende point er holdånden og fællesskabet intakt. Pigerne vinder klart for bedste gejst og kæmper utrætteligt til sidste slutfløjt. Og én ting er helt sikkert; selvom sejrene udebliver, vil venskaberne bestå.