Silver giver frihed til to

Førerhunden Silver er nomineret til Årets Førerhund 2026 for at give både Anja og Bent frihed, tryghed og mulighed for at leve et aktivt liv.

Tekst: Caroline Larsen Foto: Jesper Rais

Storpudlen Silver bevæger sig roligt og sikkert frem, mens førerhundebøjlen forbinder ham med sin bruger. Uanset om det er Bent eller Anja, der skal på arbejde, er Silver fuldt koncentreret. Han navigerer uden tøven uden om forhindringer, færdes sikkert i ukendte omgivelser og sørger for, at de kommer trygt frem.

Men Silver er ikke kun noget særligt, fordi han er en dygtig førerhund. Han er helt unik, da han er en af de få hunde, der er delehund og gør en mærkbar forskel for både Bent og Anja. Han skifter ubesværet mellem parret og aflæser hurtigt, hvem han arbejder med. Han tilpasser sig deres tempo og behov og står klar ved deres side.

”Det er imponerende, hvor hurtig han er til at aflæse, hvem han arbejder med og tilpasser sig lynhurtigt. Han er virkelig fantastisk”, forklarer Anja Wilhelmine Hansen.

Det var oprindelig Bent, der fik tildelt storpudlen Silver for næsten to år siden. Men da Anja skulle have en ny førerhund, var hun ikke i tvivl om, at hun også ønskede en storpuddel, efter hun havde oplevet, hvor dygtig Silver var. Der var dog lang leveringstid på netop denne race, så derfor opstod ideen om, at de kunne dele Silver. En løsning der siden har vist sig at fungere over al forventning. Fra første øjeblik Anja gik med Silver i bøjlen, fungerede samarbejdet naturligt og problemfrit.

Der er også situationer, hvor de følges ad alle tre. Her går Bent forrest med Silver, mens Anja holder i enden af hans blindestok og følger efter.

Mere frihed og overskud i hverdagen

Forskellen på at følges med og uden Silver er tydelig for dem begge. Hvor det tidligere krævede konstant koncentration at holde retning og undgå forhindringer, kan de i dag bevæge sig mere frit og lade Silver tage styringen.

Anja venter ved busstoppestedet med førerhunden Silver, en lysegrå storpuddel i førerhundebøjle

Med Silver ved deres side glider hverdagen lettere. Han finder busstoppestedet og fører dem uden om lygtepæle, mennesker og vejarbejde - ofte uden at de selv registrerer det. Ofte er der slet ikke behov for kommandoer, da Silver aflæser deres kropssprog og kender ruten til arbejde. Det betyder, at de bruger langt mindre energi på at komme fra A til B.

”Når jeg følges med Silver, er jeg helt tryg. Jeg går ikke med skuldrene oppe under ørerne, for jeg ved, at han fører mig sikkert frem. Han er simpelthen den dygtigste førerhund, jeg har haft”, siger Bent Ove Nielsen, der tidligere har haft fire labradorer som førerhund.

Silver er også ensbetydende med, at Bent stadig kan arbejde. For uden førerhund ville kræfterne slippe op, allerede inden arbejdsdagen var begyndt. Med Silver sparer han energi og kan i stedet fokusere på sit arbejde og hverdagen.

”Når jeg går med Silver, er det næsten ligesom at have fået synet igen. Jeg går meget mere frit. Hvis jeg kun skulle gå med blindestokken, ville jeg være fuldstændig brændt ud, inden jeg nåede på arbejde”, fortæller Bent, der havde en periode uden førerhund, inden Silver flyttede ind. Her blev han for alvor opmærksom på, hvor stor en forskel det gør at have en førerhund som Silver ved sin side.

En førerhund med overblik

For Anja gør Silver også en stor forskel i hverdagen. Hvor hun tidligere skulle bruge mange kræfter på at holde retning og orientere sig, gør Silver det muligt at bevæge sig langt mere ubesværet gennem hverdagen.

Bent går med Silver, en lysegrå stodpuddel, i en have

”Når jeg går med stok, skal jeg koncentrere mig om at holde retning og nogle gange går jeg alligevel ude på vejen. Det er meget krævende, men med Silver går jeg bare derudad”, siger Anja.

Han hjælper hende også med at finde dørene på bussen og ledige sæder, så hun ikke skal bruge energi på det.

”Hvis der sidder nogen, hvor vi plejer at sidde, kan han godt finde på bare at stå og kigge på dem, indtil de flytter sig”, griner Anja.

Silvers evner kommer også til udtryk i uventede situationer. En vinterdag, hvor sneen havde dækket den rute, Anja normalt bruger, når hun skal handle, tog han selv initiativ. I stedet for at følge den vante vej drejede han ind ad en sidevej og førte hende sikkert hele vejen frem til indgangen.

”Jeg blev helt rørt. Han er bare så dygtig og giver stor frihed og selvstændighed til at komme rundt selv – til og fra arbejde, indkøb og andre aktiviteter”, siger Anja.  

Silver, en lysegrå storpuddel, står mellem Anja og Bent og bliver nusset

Der var også en anden episode, hvor et lydfyr ved en fodgængerovergang ikke virkede, så Bent ikke havde nogen lyd at navigere efter. Her kom Silver til undsætning og fandt præcist frem til overgangen, selvom han kun havde været der én gang før.

En førerhund, der vækker opsigt

Silver er en storpuddel, en race mange bliver overrasket over at møde som førerhund. Derfor vækker han også opsigt, når han bevæger sig rundt i bybilledet sammen med Anja eller Bent. De får ofte kommentarer fra forbipasserende, som er imponerede over hans flotte fremtoning og alt, det han formår.

For Bent har skiftet fra labrador til storpuddel været en fordel på grund af hans hundeallergi. Hans lungefunktion er faktisk blevet bedre, efter han har fået Silver.

Førerhunden Silver, en lysegrå storpuddel, lægger ved fødderne af Anja og Bent og kigger i kameraet

Samtidig er Silver noget helt særligt i sit væsen. Han er rolig, disciplineret og fokuseret, når han er på arbejde, men når førerhundebøjlen kommer af, er han en kærlig og omsorgsfuld familiehund. Han er også meget kontaktsøgende og har knyttet sig tæt til dem begge. Silver søger ofte deres nærhed og ligger gerne ved deres fødder.

”Når Silver kommer hjem efter at have været på tur med Bent, hopper han op med forpoterne og lægger hovedet helt tæt på mig. Han vil lige sige hej”, fortæller Anja.

Mere end en førerhund

For Anja og Bent er Silver meget mere end et hjælpemiddel. Han er deres frihed. En trofast makker og muligheden for at leve det liv, de ønsker.

”Silver er rolig, sikker og fuldstændig dedikeret til sit arbejde. For mig er han ikke bare en hjælp - han er det, der giver mig frihed i hverdagen”, siger Bent.

Anja går på fortovet med førerhunden Silver, en lysegrå storpuddel i førerhundebøjle

Derfor er de også stolte over, at han er blandt de tre nominerede til Årets Førerhund 2026. En anerkendelse af det stærke samarbejde og den forskel, han gør hver eneste dag.

”Silver er verdens bedste førerhund”, lyder det fra dem.