Smilla giver mig frihed
Med førerhunden Smilla ved hånden er det slut med at falde og komme til skade i trafikken – og så har Smilla fået Henriette til at erkende og omfavne sit synshandicap.
Sår på knæene og forstuvede led var i årevis dagligdag for Henriette Bredahl Christensen, ligesom et tårnhøjt stressniveau fulgte med enhver tur ud af hjemmet. Så kom Smilla – en smuk chokoladebrun labrador, der fuldstændigt har ændret Henriettes liv.
”Smilla er min frihed. Hun giver mig frihed til at leve som alle andre. Jeg kan mærke, at jeg slapper mere af, når jeg er ude, og min familie kan mærke, at jeg slapper mere af og ikke er så træt, når jeg kommer hjem. Det har været enormt dejligt ikke at skulle tænke så meget over, hvordan jeg kommer rundt og sige nej til sociale arrangementer om aftenen, fordi jeg er helt natteblind og ikke har kunnet overskue turen hjem alene med min stok. Jeg har valgt sociale aktiviteter fra, men det behøver jeg ikke længere, fordi det ikke mere er et problem at komme ud og hjem, når jeg har Smilla”, fortæller Henriette, der fik konstateret øjensygdommen Retinitis Pigmentosa (RP), da hun var 15 år.
I dag er Henriette 41 år og har stadig en synsrest, som hun er dybt taknemmelig for, men man ved aldrig, hvordan RP udvikler sig, og hvornår synet helt forsvinder.
”Jeg bruger den synsrest, jeg har, men det er som at kigge gennem en køkkenrulle. Jeg skal ligesom scanne for at få et billede. Det er svært at se noget direkte. Ting dukker bare op, og så er det, jeg falder over dem. Derfor er det også så dejligt med Smilla, fordi hun hjælper mig, og så er det også en forberedelse til den dag, hvor jeg slet ingenting kan se”, siger Henriette.
Ved at blive kørt ned flere gange
Det er efterhånden et lille års tid siden, at Smilla kom til familien i Veksø og ændrede alt for Henriette.
”Vi bor langt fra stationen, og der er meget dårlig belysning på vejen. Jeg faldt over kantstene og havde altid sår på knæene og forstuvede fødder. Jeg var altid usikker, når jeg gik og blev utrolig stresset. Jeg har to børn og afleverer og henter den ene og ofte dem begge på gåben. Det var rigtig svært om vinteren, og min nu 8-årige datter måtte føre mig og vise vejen, og så kom jeg ved siden af med stokken. Jeg synes ikke, hun skulle have det ansvar. Familien synes simpelthen, at jeg skulle have en førerhund”, fortæller Henriette, der dog selv havde parkeret tanken på et tidligere tidspunkt, hvor hun oplevede modstand fra sin daværende arbejdsgiver.
”Jeg luftede ideen på min tidligere arbejdsplads, og så var beskeden, at så skulle jeg ikke arbejde der, hvis jeg havde hund med. Så derfor havde jeg droppet tanken, men heldigvis arbejder jeg et helt andet sted nu, hvor min chef ser helt anderledes på det. Der var en dag, hvor jeg var på vej på arbejde, hvor jeg missede et par trin og måtte gå hjem, fordi jeg havde slået mig ret meget. Så kom min chef og sagde, at han gerne ville have, jeg fik en førerhund, fordi han var bekymret for mig og bange for, at jeg en dag kom alvorligt til skade i trafikken. Han lovede, at de ville bygge et hundehus til min førerhund, der skulle stå ved siden af mit skrivebord, og så fik jeg en førerhund”, siger Henriette, der også godt selv kunne se, at det ikke gik uden, og livet i trafikken var ved at blive lidt for farligt for hende.
”Jeg går halvanden kilometer for at komme hen til arbejde, når jeg stiger af bussen. Det er en lang lige vej og jeg har været ved at blive kørt ned flere gange, så jeg vidste også godt selv, at det ikke kunne blive ved med at gå”, erkender Henriette.
Omfavner sit synshandicap
For Henriette er Smilla ikke kun frihed og en helt ny tryghed i trafikken. Smilla har også banet vejen for Henriettes accept af sit synshandicap.
”Jeg har nok været lidt skabsblind, som jeg kalder det. Jeg har ikke været god til at bruge stokken. Jeg bilder mig ind, at jeg kan klare mig uden, men det går jo meget dårligt. Men jeg har ligesom ikke været klar til at erkende mit synshandicap. Smilla har fået mig til at omfavne mit synshandicap. Jeg kan jo ikke pakke en hund sammen i tasken, som jeg kan med en stok. Det er meget tydeligt, at jeg har et synshandicap, og det har jeg fået det fint med, fordi jeg har Smilla, og hun gør så stor en forskel for mig”, forklarer Henriette, der fik mere end våde øjne, da hun første gang gik med en førerhund på et kursus i Dansk Blindesamfund, hvor hun skulle finde ud af, om en førerhund var noget for hende.
”Jeg var helt i tårer. Jeg følte pludselig en helt anden sikkerhed, og mit tårnhøje stressniveau var væk. Smilla har min ryg. Det ved jeg, hun har, og derfor kan jeg slappe af. Jeg prøvede fem forskellige hunde, før jeg fandt den helt rigtige type, der passer til mig. Én gik for hurtigt, og én gik for langsomt, men Smilla er helt perfekt. Jeg skal have en lidt speedy hund, for jeg kan godt lide, at der er fart på, og mine piger cykler også, og der skal jeg ikke sakke for meget bagud”, griner Henriette.
Aldrig følt sig så tryg
Matchet mellem bruger og førerhund er helt afgørende for at opnå succes. Derfor kom førerhundeinstruktør Kirsten Nybro Laugesen også på besøg med Smilla for netop at finde ud af, om den chokoladebrune drøm kunne være en hund for Henriette.
”Smilla var utrolig glad og tillidsfuld. Vi fandt hinanden med det samme, og ungerne ville jo bare gerne beholde hende, men hun var ikke helt færdigtrænet endnu, så vi måtte vente, og det var altså svært”, fortæller Henriette, der aldrig glemmer de første ture med Smilla ved hånden.
”Jeg kan huske, at jeg skulle ud at spise med mit team på arbejdet, og jeg tog Smilla med. Det var bare op og ned ad trapper og til højre og til venstre, og det kørte bare. Jeg havde slet ikke den utryghed, jeg normalt har og særligt i København. Den by er bare et mareridt med synshandicap, og pludselig føltes det, som om jeg bare gik en tur i Veksø. Det var fantastisk”, erindrer Henriette.
Den helt fantastiske forskel, som Smilla gør for Henriette, står da også at læse i en rørende besked, som Henriette har sendt til Kirsten, der yderligere også viser den nærhed og fortrolighed, der er i samspillet mellem hund, bruger og instruktør i Dansk Blindesamfund førerhundeordning.
Henriette skriver til Kirsten:
”Smilla og jeg har lige haft vores ilddåb med en tur i indre København med restaurantbesøg, busser, tog etc. Og hun var bare så fantastisk. Jeg har aldrig følt mig så tryg og så sikker mellem stilladser, skilte, cykler, trappetrin, mennesker og andet skrammel. Jeg sidder her på vejen hjem i toget og er nærmest rørt til tårer. Jeg plejer at være monsterstresset efter sådan en tur, men nu er jeg bare helt glad og afslappet. Tak til dig og førerhundeordningen for min dygtige og skønne hund, der bare gør mit liv så meget bedre.”
For Henriette er taknemmeligheden for Smilla en helt naturlig ting, og hun blev glad, da Kirsten delte hendes besked på sin Facebook-profil og skrev: Åh, hvor det bare varmer helt ind i hjertet at få sådan en hilsen fra en førerhundebruger med én af ”mine” hunde.
Smilla er ikke en stok, man kan stille fra sig
Smilla er Henriettes førerhund, men hun er også hele familiens hyggehund.
”Ungerne elsker Smilla, og hun elsker dem. Jeg har en fornemmelse af, at hun sover i sengen hos dem. Pigerne er faktisk mere interesseret i Smilla end i mig, når jeg henter dem, og det samme er lidt tilfældet på arbejdet, hvor kollegerne hilser på Smilla og så på mig. Men det er helt fint. Det er dejligt, at hun ikke er et problem, for hun er blevet en stor del af mig”, siger Henriette, der oplever Smilla som både arbejdshund og kæledyr.
”Når hun har bøjle på, er hun et hjælpemiddel, men uden er hun en almindelig fjollet familiehund. Det sjove er, at så snart bøjlen kommer på, så passer hun på mig og forudser alle farer. Når jeg lufter hende i snor, så ser hun ingenting, og jeg kan ende med at gå ind i en lygtepæl, uden hun opdager det. Det ville aldrig ske med bøjle på, så det er faktisk lidt sjovt og ret sødt”, forklarer Henriette, der selv har utrolig megen glæde af Smilla, men også er forsigtig med at sige, at en førerhund er det rette for alle.
”Man skal være indstillet på at have en hund. Det er ikke en stok, man kan stille fra sig i hjørnet. Det er et ansvar, man tager på sig. Den skal luftes inden arbejde og midt på dagen og på vej hjem igen. Jeg har en søster, der er helt blind og rejser meget. Det ville slet ikke passe ind i hendes liv med en førerhund, men for mig er det den helt rigtige løsning”, siger Henriette.
Alt er svært med et synshandicap
Henriette er et godt sted i sit liv med sin kone Rikke og parrets to børn, Alma på otte år og Gurli på fem år, og nu altså også Smilla. Men livet med RP er ikke let og slet ikke i de yngre år.
”Jeg har været heldig. Jeg er 41 år og har stadig en synsrest. Min søster mistede sit syn, da hun var 22 år, så det kan være meget forskelligt, hvordan det udvikler sig. Jeg ved godt, at det pludselig kan tage et dyk, sådan er RP, og jeg kan ikke forvente at beholde det syn, jeg har, resten af livet”, siger Henriette og fortsætter:
” Det er svært at leve med RP, fordi det er forbundet med en stor uvished. Det var helt klart sværest, da jeg var i starten af 20’erne og skulle vælge uddannelse. Jeg ville egentlig gerne være arkæolog, men det kan jeg jo ikke med mit syn. Jeg endte med at læse informationsteknologi, fordi jeg gerne ville være bibliotekar, men sådan et sted kom jeg aldrig til at arbejde, for jeg kom ud i det private og har stort set haft job siden”, fortæller Henriette.
”Men alt er bare svært med et synshandicap, og engang imellem bliver jeg ked af det. Det kan være en lille ting, som når det regner, og jeg trasker rundt med Smilla, og hun hader regn. Det kræver meget planlægning, når man for eksempel ikke kan køre bil. Hvis jeg er alene med pigerne, fordi Rikke er på kursus, så kan jeg ikke komme til badminton og dans med børnene, for det ligger for langt væk. Der er nogle afsavn, som pigerne lider under, og det gør ondt på mig. De er jo vokset op med mit synshandicap, og Alma tager meget ansvar og siger, at hun skal passe på mig. Det er jo sødt, men også lidt omvendt. Jeg kan også mærke, at hun er glad for, at vi har fået Smilla, så hun måske føler et mindre ansvar. Men de har da lært, at de ikke skal stå i vejen, for så vælter jeg dem, fordi jeg simpelthen ikke ser dem. Jeg går altid meget langsomt i børnehaven og dengang i dagplejen, men det er da sket, at et barn er fløjet gennem luften, fordi jeg ikke kunne se det”, siger Henriette med et smil.
De tider, hvor det var Henriette selv, der fløj gennem luften, er væk, og det samme er de forstuvede led, sår og blå mærker. Som en ekstra bonus er omgivelserne også blevet mere opmærksomme på Henriettes synshandicap med Smilla ved hånden.
”Jeg bliver tilbudt mere hjælp, efter jeg har fået Smilla. Det fik jeg aldrig dengang, jeg kun gik med stok. Måske så de mig bare ikke, fordi jeg helst ikke ville ses – eller også gad de ikke hænge på en blind hele vejen, og nu har jeg jo hunden, og så er det måske ikke så forpligtende at tilbyde hjælp. Jeg ved det ikke, men det er meget dejligt”, siger Henriette, der nu føler, at familien er komplet med Smilla som det firbenede centrum.
”Smilla er en hyggehund, et hjælpemiddel, en støvsuger, et alarmsystem og et fitnessredskab, du ikke kan pakke sammen under sengen. Smilla er bare det hele for mig”, siger Henriette med et kærligt smil.
Smilla har eget hundehus på jobbet
Det var Henriettes chef, Simon Fredsted Nørrelykke, der er produkt- og kommunikationschef hos Elverdal, der leverer legepladsprodukter, der foreslog, at Henriette fik en førerhund, fordi han var bange for, at hun en dag ville komme alvorligt til skade i trafikken på vej på jobbet.
Da Henriette kigger forbi jobbet på en fridag med Smilla i hånden, kommer kollegaerne da også hurtigt op af stolene, og den første, de hilser på, er Smilla.
”Det er da sjovere at have sit eget hus end bare en kurv at ligge i. Hun skal have det godt, når hun er på arbejde”, forklarer Simon, mens Smilla allerede har smidt sig i det fine træhus, der står ved Henriettes plads på kontoret hos Elverdal.
”Det er jo faktisk hele Elverdals hund. Smilla er jo også kommet på listen over medarbejdere. Hun er jo en del af os og arbejdspladsen”, siger Simon med et smil, men bliver så alvorlig.
”Det var nødvendigt for Henriette at få en førerhund. Det var simpelthen blevet for farligt for hende at bevæge sig rundt i trafikken alene”, siger Simon.
Henriette er superglad for den positive modtagelse af Smilla og forståelsen for hendes synshandicap.
”Elverdal er den bedste arbejdsplads, jeg nogensinde har været på, og jeg håber, jeg skal være her resten af mit arbejdsliv”, siger Henriette.
Det er der en del, der tyder på, for Simon har faktisk lovet Henriette, at der altid vil være et job til hende hos Elverdal.
”Henriette vil altid have et job hos os. Det kan godt være, hun mister det sidste af sit syn, og så går det måske lidt langsommere, eller hun skal have nogle andre hjælpemidler, men sådan er det, og det løser vi, når det kommer”, siger Simon.
Første jul med Smilla
For Henriette har Smilla gjort familien komplet, og den firbenede får da også plads rundt om juletræet, hvor der også vil være en gave til hende.
”Vi skal fejre julen hjemme, og min søster kommer med sin familie. Hun bor normalt i Norge, så det er dejligt, hun er hjemme til jul. Så kommer mine forældre også, så vi bliver ni i alt og skal have en rigtig familiejul.”
”Det er min første jul med Smilla, og jeg føler virkelig, at familien er komplet med hende. Det bliver da noget særligt at have hende med. Hun skal i hvert fald have en gave, det har børnene sagt. Det bliver nok et stykke legetøj, for det elsker hun. Hun er jo en del af mig og familien nu, så det er naturligt for os at inddrage hende i vores liv.”
”Vi skal også pynte op med årets julepynt fra Dansk Blindesamfund, så Smilla kommer på træet med den fine julekugle. Det fortjener hun og alle de andre førerhunde, der gør så stor en forskel.”