Søren banede vejen som kirkesanger
Som den første blinde gennemførte Søren kirkesangeruddannelsen og fik job i en kirke. En historie om talent, vedholdenhed og mennesker, der troede på hans potentiale.
Tekst: Caroline Larsen Foto: Michael Bo Rasmussen/Baghuset
Da Søren søgte ind på kirkesangeruddannelsen, regnede han egentlig med at dumpe optagelsesprøven. I stedet blev han den første blinde, der gennemførte uddannelsen.
I dag ser den 43-årige kirkesanger tilbage på en rejse, der begyndte med en opfordring fra hans svigermor. Den endte med topkarakterer, arbejde i en kirke og et vigtigt bevis på, at synshandicap ikke behøver stå i vejen for uddannelse og arbejde.
”Jeg gik egentlig til optagelsesprøve for at få fred. Jeg ville sandsynligvis dumpe, men så havde jeg givet det et forsøg”, siger Søren Ullits.
Det var hans svigermor, der er ufaglært kirkesanger og uddannet musiklærer, som i årevis havde opfordret Søren til at søge ind på uddannelsen. Han afviste ideen hver gang, men til sidst overgav han sig. Han var sikker på, at han ville dumpe. Men sådan gik det ikke.
Søren blev optaget på kirkesangeruddannelsens eksamenslinje i Aalborg og kastede sig ud i et 4-årigt studieforløb, som ingen blind før ham havde gennemført.
”Da jeg først kom i gang, fandt jeg ud af, at det var et spændende fag. Det indeholdt mange af de ting, jeg godt kan lide og er god til”, fortæller Søren.
Undervisning på nye præmisser
Musikken har altid spillet en stor rolle i hans liv. Han har sunget i både rytmisk kor og gospelkor, men klassisk sang har aldrig fyldt, før han begyndte på uddannelsen. Søren er også født med absolut gehør, som gør ham i stand til at genkende og gengive toner med stor præcision. Men kirkesangeruddannelsen stillede helt nye krav.
Normalt arbejder de studerende meget med noder, men det var ikke muligt for Søren.
”Jeg kan læse punktskrift, men noder på punktskrift tager lang tid at læse, så vi måtte finde andre løsninger”, forklarer Søren.
I stedet blev undervisningen tilpasset Sørens stærkeste redskab: hørelsen og absolut gehør.
Hans hørelærer spillede for eksempel toner, melodier og rytmer, som Søren skulle genkende, analysere og gengive. Det krævede stor koncentration, men også et tæt samarbejde mellem lærer og elev.
”Jeg var heldig at have undervisere, der var indstillet på at finde løsninger. De så mig som en almindelig studerende med særlige behov. De så mig ikke kun som blind”, fortæller Søren.
En uvurderlig støtte
En person fik dog særlig betydning for Sørens rejse gennem uddannelsen. Det var hørelæreren Vibeke, som hurtigt blev en vigtig støtte både fagligt og personligt.
”Jeg er ikke sikker på, at jeg var kommet så flot igennem uden hendes hjælp. Den var uvurderlig”, siger Søren.
Hørelære er et af uddannelsens mest krævende fag, og fordi undervisningen normalt tager udgangspunkt i noder, krævede det ekstra kreativitet at tilpasse undervisningen til en blind studerende. Vibeke brugte derfor mange timer på at finde metoder, der tog udgangspunkt i andet end synssansen.
”Hun var virkelig dedikeret til at få det til at fungere. Hun brugte meget tid på at finde ud af, hvordan vi kunne arbejde med stoffet på en måde, der gav mening for mig”, fortæller Søren.
Med tiden udviklede samarbejdet sig også til mere end et lærer-elev-forhold. Når frustrationer eller tvivl meldte sig undervejs, var Vibeke lyttende og støttende.
Når andre tror på én
For uddannelsen var ikke uden bump. Undervejs måtte han håndtere praktiske udfordringer, tabet af flere førerhunde og coronanedlukning. Derfor var der perioder, hvor Søren tvivlede på, om han kunne gennemføre.
Men han stod aldrig alene.
”Underviserne var gode til at samle mig op. Når jeg blev usikker eller tvivlede, sagde de, at vi nok skulle klare det. Det betyder utrolig meget at have et hold omkring sig, som tror på én, når man selv mister modet”, siger Søren.
Netop den tilgang blev afgørende. For Søren handlede det ikke kun om at gennemføre uddannelsen, men også om at blive mødt med tro på sine evner frem for fokus på begrænsninger.
”Hvis folk ser potentiale frem for begrænsninger, har man et helt andet udgangspunkt. Begrænsninger skal nok vise sig, hvis de er der. Der er ingen grund til at opfinde dem på forhånd”, forklarer Søren.
Da det lykkedes
Da eksamensdagen endelig kom, blev flere års hårdt arbejde belønnet. Søren bestod uddannelsen og fik topkarakterer i sine hovedfag.
”Det var fantastisk. Vi vidste jo ikke, hvordan det ville ende. Ingen havde prøvet det før. Derfor var det en enorm lettelse, at jeg klarede det”, siger Søren.
Han var særligt stolt af at have gennemført en uddannelse, som mange ikke troede var mulig for en blind. Samtidig lærte forløbet ham også noget vigtigt om sig selv.
”Jeg fandt ressourcer, som jeg ikke vidste, jeg havde. Man opdager, at man faktisk kan mere, end man tror”, understreger Søren.
Da sangen fik vinger
Kort efter fik han job som kirkesanger i Hobro Kirke, hvor han både sang i kor og solo til gudstjenester. Det blev en mulighed for at omsætte uddannelsen til praksis. Hans korleder viste ham stor tillid og gav ham mange spændende opgaver, der var med til at udvikle ham som sanger.
”Det bedste var de soloopgaver, jeg fik. Når jeg stod alene ved en gudstjeneste og skulle lede sangen, følte jeg virkelig, at jeg brugte min uddannelse. Det var en særlig oplevelse hver gang”, siger Søren.
Samtidig nød han også fællesskabet i koret, hvor sangerne løftede opgaverne sammen. Her blev det også tydeligt, at Søren havde en fordel med sit synshandicap.
”Mange sangere står og kigger i deres noder. Det kan jeg ikke, så jeg er vant til at lytte og huske sangene. Det gør, at jeg er mere fri i min tilgang og kan være til stede i nuet”, fortæller Søren.
Noget af det, der gjorde størst indtryk, var at synge i kirkerummet. Akustikken og samspillet med orglet stiller særlige krav til kirkesangeren.
”Kirkerummet er noget helt særligt. Det er et stort rum, som skal fyldes med stemmen. Man skal lære at smelte sammen med orglets lyd og samtidig bære sangen uden mikrofon”, forklarer Søren.
Det hele værd
Arbejdet gav ham ikke kun mulighed for at bruge sine kompetencer. Det gav ham også følelsen af at bidrage.
”Det betyder meget at have et meningsfuldt arbejde at stå op til. Man har opgaver, man skal løse, mål man skal nå og mennesker, man samarbejder med. Det giver noget struktur i hverdagen”, fortæller Søren.
Men efter halvandet år sluttede ansættelsen som følge af organisatoriske ændringer og udfordringer omkring hans førerhund på arbejdspladsen. Derfor er Søren nu på udkig efter noget nyt.
Han synes dog ikke, at uddannelsen har været forgæves. Tværtimod. Den har givet ham meget:
”Jeg ser det stadig som en stor succes. Det har været spændende og givende. Jeg har fået en uddannelse, som ingen troede kunne lade sig gøre. Jeg har fået arbejdserfaring og bevist over for mig selv, at jeg kan mere, end jeg troede. Det er værdifuldt”, smiler Søren.
Se mennesket først
Han håber, at hans historie kan inspirere andre blinde og svagsynede til at følge deres drømme og få flere til at overveje kirkesangeruddannelsen. Faktisk kender han allerede en blind, som er optaget på uddannelsen og har søgt råd hos Søren.
Selv håber han, at det rigtige kirkesangerjob dukker op en dag. Indtil da glæder han sig over at have været med til at bane vejen og bevise, at det kan lade sig gøre.
”Jeg håber, at jeg om nogle år ikke længere er den eneste. Det vil være fantastisk, hvis flere blinde og svagsynede gennemførte uddannelsen. Det vil også være med til at vise, at mennesker med handicap kan gennemføre uddannelser og varetage jobs på lige fod med andre”, siger Søren.
Slutteligt har han en opfordring til arbejdsgiverne:
”Jeg håber, at flere vil se mennesket først og fokusere på kompetencerne frem for handicappet. Hvis man er i tvivl om noget, så spørg. Det er langt bedre end at sortere dygtige mennesker fra på forhånd”.