Søren er blind og altmuligmand

Søren bygger udestue og plankeværk, lægger fliser, planter blomster, binder børster og slår søm i med ørerne – for når synet svigter, må man finde andre måder at gøre arbejdet på.

Da Søren og Connie købte deres grund i Silkeborg for 36 år siden, var det et bart stykke jord uden hus eller have. I dag er der udestue, drivhus, pool, over 12 hyggekroge, flere tusinde fliser lagt i sirligt mønster samt buske og træer.

Alt sammen bygget, udført og opført af Søren. Han var stærkt svagsynet, da han gav sig i kast med at anlægge haven, i dag er han helt blind, men det afholder ham ikke fra at fjerne ukrudt eller bygge på noget nyt.

Tværtimod har Søren altid gang i et projekt. Hvis naboer eller venner har brug for et håndværkertip eller har noget, der skal fikses, er det Søren, de spørger til råds.

”Det er dybt imponerende, hvad Søren formår. Der er stort set ikke det, han ikke kan finde ud af, og det bliver altid gjort grundigt”, siger Connie Ohrt, som er svagsynet og gift med Søren. De elsker begge at bruge tid i haven, men der er en klar opdeling. Connie har ansvaret for detaljerne, alle blomsterne i krukker og at finde gode loppefund, mens Søren står for alle byggeprojekter og det grovere havearbejde.

Handy socialrådgiver

Egentlig er Søren uddannet socialrådgiver, men fra barnsben har han færdedes hjemmevant på byggepladser.

”Min far var smed og blikkenslager, så det er ham, der har lært mig at bruge værktøj. Allerede fra jeg var tre år, var jeg med min far på byggepladser og har hjulpet ham i værkstedet”, forklarer 71-årige Søren Marcussen, der foretrækker træsko og arbejdsbukser. I baglommen har han også altid en spartel, hvis han pludselig finder noget ukrudt.

Da de overtog grunden, startede Søren med at studere plantegningen under sit CCTV, så han kunne forstørre tegningen mange gange. Her flyttede han på et par streger, så de kunne få det, ligesom de ønskede. Dernæst skar han grunden ud i pap, så han havde en følbar skitse og på den måde kunne finde ud af, hvor alting skulle stå. Derfor kender han haven som sin egen bukselomme. Hver eneste træ, flise og plante har Søren omhyggeligt placeret.

”Herhjemme tænker vi andre ikke over, at du ikke kan se, fordi du færdes så hjemmevant”, konstaterer Connie. Og der er bestemt intet, der er overladt til tilfældighederne. Søren har gjort sig grundige overvejelser om en have, der skulle være nem at vedligeholde.

”I stedet for hæk har vi et buskads med buske, for det er ikke nemt at klippe hæk som blind. Vores bed med blå hortensiaer er anlagt som et buskbed i stedet for staudebed, for ellers er det umuligt at finde ud af, hvad der er stauder, og hvad der er ukrudt. Sidst men ikke mindst har vi store flisearealer i stedet for græs”, forklarer Søren. I alt løber det op i omkring 300 kvadratmeter fliser, hvor Søren har lagt hver eneste en. Og der er ikke noget at komme efter; de ligger snorlige.

Intet er umuligt

Connie husker tydeligt den dag, hvor de fik leveret et kæmpe læs brosten, hvor Søren lå på knæ i mange timer med en lup for at sortere dem i forskellige størrelser. Til at begynde med brugte han også luppen til at aflæse vaterpas, men efterhånden som synet blev værre, måtte han opgive og tænke kreativt. Derfor lavede han sit eget vaterpas med en U-formet skinne og en stålkugle, som han anvendte til at lægge fliser. I dag har han et akustisk vaterpas med lyd, som bipper kraftigt, når underlaget er i vater. For Søren handler det om at tænke anderledes og omfavne de muligheder, der opstår. Søren opgiver derfor yderst sjældent et projekt.

”Jeg har et motto, der hedder ”Umuligt er et ord, der kun står i ordbøger for tåber.” Selvfølgelig er der nogle ting, jeg ikke gør, men der er ikke noget, jeg er ked af ikke at kunne. Jeg kaster mig ud i projekter med gåpåmod og prøver at finde alternative løsninger”, siger Søren, som elsker udfordringer.

”Noget af det, der tager længst tid, er at sætte sig ned og tænke opgaven igennem og finde ud af, hvordan jeg får det kringlet uden brug af synet og med de få hjælpemidler, jeg nu engang har. En punkttommestok og mit vaterpas med lyd”, fortæller Søren, som er lykkelig, når Connie eller datteren kommer hjem med ting fra IKEA, der skal samles. Det er nærmest bedre end juleaften.

”Et meget godt eksempel er vores nye hængesofa. Den kom i to kasser med hundrede skruer, bolte og træ. Prøv at forestille dig at samle det uden at kende slutresultatet eller mulighed for at kigge på brugsanvisningen. Det er altså utroligt, og det er lige meget, om han skal hænge lamper eller billeder op, så klarer han den”, siger Connie, som er fuld af respekt for Sørens håndværksmæssige færdigheder.

Slår søm i med ørerne

Når har ikke kan bruge synet, er alle andre sanser slået ud. Han mærker sig frem, for fingrene er hans øjne. Og han er aldrig kommet galt af sted, selvom han både saver, hamrer og borer. Selv ikke rundsaven holder han sig tilbage fra at bruge. Han påstår sågar, at han kan slå søm i med ørene. Ikke i bogstaveligste forstand, men at han kan høre, hvis han slår skævt på et søm.

”Jeg husker lige så tydeligt en dag for mange år siden, hvor jeg skulle aflevere børn i dagpleje, og vi skulle krydse vejen. Den dag kunne jeg ikke se bilerne, jeg kunne bare høre dem. Der gik det op for mig, at det var ørene, jeg skulle til at bruge fra nu af, og sådan har det været lige siden”, fortæller Søren, som altid har en tændt radio med i haven. Den bruger han til at markere, hvor han er nået til, så han altid kan finde tilbage til udgangspunktet.

”Den er ret nyttig, hvis jeg for eksempel er ude at rode mellem buskene, for lige pludselig ved jeg ikke, hvilken vej jeg vender. Så er det rart at have en lydkilde, jeg kan dreje mig efter”, påpeger Søren, som tidligere har delt sine mange tips og tricks, når han underviste i gør-det-selv fag for mennesker med synshandicap.

Haven er anstrengelserne værd

Haven fungerer som ægteparrets frirum. Det er her, de trækker sig tilbage og nyder morgenkaffen og de sene sommeraftener på en af deres mange hyggekroge. Søren vil dog allerhelst være i gang med et projekt. For han nyder bedst sin have, når han foretager sig noget.

”Haven er ikke nogen fjende for mig. Det er ikke noget pres, som mange oplever. For mig er det et frirum. Jeg elsker at kravle rundt og klippe græskanter eller fjerne ukrudt. Jeg nyder det”, smiler Søren.

For begge parter betyder det derfor uendeligt meget, at de kan bevare deres haveinteresse på trods af synshandicap.

”Det er livskvalitet og bringer en masse glæde med sig”, siger Connie og suppleres af Søren:

”Selvom man får et synshandicap, betyder det ikke, at livet går i stå. Man kan sagtens fortsætte med mange af de ting, man plejede at gøre. Det handler bare om at finde nogle små fiduser og tænke anderledes.”