Sofie knækker uddannelseskurven

Sofie er blevet færdig som bachelor i uddannelsesvidenskab. Det har ikke været en nem vej, da hun er blevet mødt af udfordringer med utilgængeligt materiale. Det er dog lykkes med en god vilje og hjælp fra hendes medstuderende.

Portræt af Sofie Rosengren med rygsæk og blindestok Danmarks Pædagogiske Institut i Emdrup

Sofie er glad og lettet. Hun har lige afleveret sin bacheloropgave i uddannelsesvidenskab. Tre års uddannelse med hårdt arbejde, frustration og gåpåmod er afsluttet, og hun er klar til at fortsætte kandidatuddannelsen på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse. Sofie kan dog ikke gå på ferie endnu, for hun skal først skaffe pensumlisten for næste semester. Sofie er nemlig blind og derfor afhængig af, at undervisningsmaterialet gøres tilgængeligt for hendes skærmlæser. Det kræver, at hun hele tiden er et skridt foran.

Sammen med sin støttesekretær, som også er hendes studiekammerat, skal hun i slutningen af semestret udvælge de tekster, hun tror bliver de vigtigste i undervisningen, så de kan konverteres til et tilgængeligt format. Et stort koordineringsarbejde.

Behov for seende assistance

”Det var i det sekund, min sekretær trykkede aflever, at jeg skulle fokusere på næste semesters pensum. Problemet er bare, at de ikke kan nå at producere hele pensum til tiden, inden det skal bruges i undervisningen. Derfor udvælger jeg det vigtigste materiale”, siger 38-årige Sofie Rosengren Nielsen, der er glad for sit studie, men hun oplever ofte, at undervisningsmaterialet ikke er tilgængeligt. Det gælder både online platforme og PDF’er, som ikke er lavet i et tilgængeligt format, så de kan tilgås af Sofies talesyntese, der oplæser digitale tekster.

”Det er faktisk meget sjældent, jeg får materiale der virker. Det er meget kritisk, når vi befinder os i 2024 og gerne vil have flere gennem uddannelsessystemet. Vi får en dårligere uddannelse for nogen, og det er ikke rimeligt”, fortæller Sofie, der også er afhængig af hjælp fra sin sekretær, når hun skal tjekke hendes skema og aflevere opgaver online, da portalen ikke er tilgængelig. Derfor var det heller ikke hende selv, der trykkede send, da hun afleverede sin bacheloropgave.

Sofie Rosengren skriver på sin computer — Foto: Henrik Frydkjær. Sofie har tre forskellige støttesekretærer, der alle er studerende, til at hjælpe hende med alt det praktiske, når undervisningsmaterialer og platforme er utilgængelige.

Ny lov undtager undervisningsmateriale

Det er tilfældet, selvom Danmark har vedtaget en tilgængelighedslov, som skal sikre, at blandt andet hjemmesider og e-bøger skal laves i et tilgængeligt format fra 2025. Problemet er bare, at den nye lov ikke stiller krav til, at undervisningsmateriale skal laves i tilgængelige formater. Til stor undren for Sofie.

”Det giver ikke mening at lave en lov om tilgængelighed og undtage undervisningsmaterialer. Det er ærgerligt, at man fratager nogle muligheden for at tilegne sig viden og i visse tilfælde muligheden for at tage en uddannelse”, siger Sofie, der aldrig har overvejet at droppe ud, men kan godt forstå, hvis andre blinde og svagsynede synes, det er for besværligt.

”Stoffet kan i sig selv være besværligt, og så er der alt det udenom, før man overhovedet kan beskæftige sig med stoffet”, fortæller Sofie, der er glad for den opbakning, hun får af sine medstuderende, da det bidrager til, at hun har nemmere ved at gennemføre sit studie med synshandicap. De er for eksempel opmærksomme på at slå genvejstaster op og overføre tekster til et Word-dokument, hvis en platform er utilgængelig. Hun mener dog ikke, at det er deres ansvar.

Sofie Rosengren står foran et kort over campus, som ikke er taktilt — Foto: Henrik Frydkjær. Da Sofie begyndte på Uddannelsesvidenskab fik hun ikke mobilityundervisning til at komme til og fra universitet og finde rundt på campus. Det afhang derimod af hendes medstuderende.

Hjælp fra uventet kant

”Der er mange ting, jeg forventede at få hjælp til fra det formelle system, men hvor det i stedet er tilfældig hjælp fra andre. Det er enormt sødt af mine medstuderende, men jeg vil da hellere foretrække, at de bare er mine venner. Det er et stort ansvar at pålægge dem”, siger Sofie, der også har mødt stor velvilje fra hendes undervisere til at tage hensyn til hendes synshandicap i undervisningen.

Hun husker særligt en episode i statistik på tredje semester, hvor det program der anvendes til at udføre beregningerne, er utilgængeligt og ikke samarbejder med Sofies talesyntese. I første omgang henvender hun sig til synsprofessionelle for at få hjælp, men de afviser, at det er deres ansvar, da de ikke vurderer støtten som synskompenserende. Der er til gengæld en holdunderviser, som tager sagen i egen hånd.

”Jeg får lov at løse opgaverne i Excel, som hverken hun eller jeg kender. Jeg kender dog nogle få genvejstaster, og hun kan søge i Excel. Vi prøver os frem, og det går heldigvis godt. Det husker jeg som virkelig givende, for det havde hun ikke behøvet”, fortæller Sofie.

Billede af Sofies hånd, som læser, at der står "toilet" skrevet med punktskrift — Foto: Henrik Frydkjær. Sofie er glad for den ekstra indsats studiet har gjort for at inkludere hende ved at markere toiletterne og undervisningslokaler, hun ofte bruger, med punktskrift.

Taget godt i mod

Sofie havde også gjort sine forberedelser inden studiestart. Hun havde lavet et Facebook-opslag i en gruppe for nye studerende, hvor hun skrev, at hun ikke kunne se, men at hun var mere end hendes synshandicap, og at de gerne måtte spørge. Det fik kun positive reaktioner.

”På vej til studie første skoledag møder jeg en i toget, som har set mit opslag og siger hej Sofie og præsenterer sig. Det var så fint og rigtig rart. Det er bare et spørgsmål om, hvor mange ressourcer du har, hvordan du kommunikerer, og om du er heldig. Det bliver meget den individuelle studerendes ansvar, men så har vi ikke lighed i uddannelsessystemet”, siger Sofie.

Hendes åbenhed betød også, at der blev taget hensyn til hende i introugen. Dem havde hun nemlig også rakt ud til og informeret om hendes synshandicap, så de tog hensyn og lavede nogle af aktiviteterne om.

Sofie Rosengren går med sin blindestok uden for bygningerne på uddannelsesvidenskab — Foto: Henrik Frydkjær. Da Sofie mistede synet, havde hun svært ved at indse, hvordan livet kunne fortsætte. Hun er derfor glad for, hvor hun er i dag – med en accept af hendes nye tilværelse og en bacheloruddannelse,

Men faktisk var det slet ikke meningen, at hun skulle læse uddannelsesvidenskab. Hun var nemlig i gang med at læse til folkeskolelærer, da hendes liv tog en markant drejning. Nærmest fra den ene dag til den anden mistede hun synet på grund af grøn stær. Først på det ene øje og derefter på det andet øje, da hun var omkring 28 år. Der var intet at stille op.

Synshandicappet vendte op og ned på hendes liv og satte gang i mange bekymringer og spørgsmål. For hvordan lever man videre uden sit syn? Og kan man overhovedet leve det liv, man før havde drømt om? Hun nægtede at forholde sig til synshandicappet og dulmede sorgen med stoffer. Sammen med synet forsvandt lysten til at leve.

”Jeg oplevede en identitetskrise. Jeg følte, at alting var ligegyldigt, og at mit liv var slut. Når jeg ikke kunne se, kunne jeg heller ikke se meningen med livet”, fortæller Sofie, som droppede ud af sit studie som folkeskolelærer, da alting virkede ligegyldigt.

Til sidst blev hun indlagt på psykiatrisk hospital og kom i behandling for sit stofmisbrug. Det blev vendepunktet.

”Jeg skulle helt ned og mærke bunden af livet, før jeg kunne samle mig selv op og acceptere mit synshandicap. Jeg fik samtaler med en psykolog fra Instituttet for Blinde og Svagsynede, som satte ord på, at det er helt normalt at blive fortvivlet, vred og ked af det, når man mister synet”, siger Sofie, som lærte synskompenserende teknikker og at mestre livet som blind. Det var medvirkende til, at hun fik modet til at søge ind på uddannelsesvidenskab. En beslutning, hun ikke har fortrudt.

Portræt af Sofie Rosengren som holder om sin blindestok med begge hænder — Foto: Henrik Frydkjær. Da Sofie havde det dårligst, blev det foreslået, at hun skulle på førtidspension. Det er Sofie i dag glad for, at hun ikke godtog. For hende er det vigtigt at få en uddannelse og bidrage til samfundet.

Bruge egne erfaringer

”Jeg elsker mit studie og synes, det er enormt spændende. Derfor er jeg egentlig ret glad for, at jeg mistede synet, så jeg ikke blev lærer. Jeg ville nemlig være blevet en forfærdelig lærer. Det skal ikke lyde som om, det var fedt at miste synet. Det har bare givet mig nogle andre aspekter”, forklarer Sofie, der har ambitioner om at forbedre uddannelsesvilkårene for mennesker med synshandicap og alle andre.

”Blinde og svagsynede halter bagefter, når det gælder uddannelse og job. Det er et stort samfundsmæssigt problem, jeg håber at kunne være med til at ændre med min uddannelsesbaggrund”, siger Sofie.