Sommerskole-sjov i trætoppene

Trætoppene genlyder af glade grin og høje hvin. Der er netop givet grønt lys til at forsvinde ind i tunneler af tykt, flettet tov, der fører ind til syv kæmpetrampoliner, der er spændt ud mellem trætoppene helt oppe i otte meters højde over skovbunden ved Kragerup Gods på Vestsjælland, hvor årets sommerskole for blinde og stærkt svagsynede børn i dag er på udflugt. Sommerskoleeleverne skal både bygge tømmerflåder og krydse godsets vandgrav, men lige nu er spurten sat ind på at nå dybt ind i skoven og op mellem trækronerne, hvor de skal springe i trampolin.

Silas, Mathias og Jens, der kender hinanden i forvejen, fordi de spiller goalball sammen, er allerede på vej gennem gangene, mens Anna er mere forsigtig. Hun får en arm af Cecilie, der studerer til fysioterapeut og er med som voksen på sommerskolen for 3. gang.

Gruppen finder hurtigt en trampolin, og så flyver de ellers op og ned i det store trampolin-net.

”Det kan godt være, at Anna kun er en halv meter høj, men hun flyver altså en meter op, når I lander”, griner Cecilie, der hopper i et hjørne sammen med Anna, mens Silas og Mathias forsøger at hoppe hårdt i en fælles takt, der kan løfte kammeraten Jens højt op i vejret.

”Drenge, der er også mindre trampoliner”, siger Cecilie.

”Nej, nej, nej”, siger Jens straks.

”Men der kan I få mere bounce på og komme højere op”, siger hun, og så er drengene strøget videre i jagten på de højeste spring.

 Jeg føler mig ikke alene

Silas på 16 år er på sommerskolen på Refsnæs for anden gang. Da han blev stærkt svagsynet, begyndte han at spille goalball, og det var venskabet med holdkammeraterne, der lokkede ham med på sommerskole for første gang sidste år.

”Det var nok nemmere, fordi jeg kendte nogen. Ellers ved jeg ikke, om jeg var taget med. Men nu er jeg ret vild med det. Jeg ser nogle venner, som jeg ellers ikke ser, fordi vi bor langt fra hinanden, og så lærer jeg også nye venner at kende. Det bedste er at møde andre, der er ligesom mig og har samme udfordringer. Jeg føler mig ikke anderledes her, for der er andre som mig med et synshandicap. Vi kan udveksle tips og tricks og erfaringer på en masse områder, men først og fremmest er det dejligt at vide, at jeg ikke er alene, at der er andre end mig, der har et synshandicap”, forklarer Silas, der til daglig går i skole i Køge og er den eneste på skolen med et synshandicap.

Også for Jens på 12 år og Mathias på 16 år er venskaberne på sommerskolen det vigtigste. Begge drenge har været faste sommerskoleelever i flere år, og det har ført en masse venskaber med sig.

”Det bedste er gensynet med kammeraterne. De er jo spredt ud i hele landet, og det er i den her uge, vi kan ses og hygge os. Det er en fed uge, og jeg glæder mig altid”, siger Mathias.

Op i højderne

Tilbage i trætoppene er jagten gået ind på den trampolin, der er spændt ud højst oppe. Anna kan sagtens fornemme stigningen, da gruppen går gennem tovgangene og opad.

”Uh, jeg kan mærke, vi går op. Der er langt ned nu. Nej, nej, nej, det er altså højt nu”, siger Anna, mens Cecilie opmuntrer bagved hende.

”Det er flot, Anna, du er mega sej. Du leder hele flokken”, siger Cecilie.

Så når de frem til selve trampolinen omkranset af de store, grønne blade, der hvisler i vinden på denne blæsende sommerdag på Sjælland. Der ligger en mand i gangen ved siden af trampolinen og spænder nyt tykt tov ud.

”Det er, fordi der er en, der er faldet igennem”, siger Cecilie.

”Hvad! Så skal jeg ikke derover”, siger Mathias.

Men så griner Cecilie, og de ved, at det bare er gas, og at alle er i trygge hænder. De hopper videre, inden drengene smider sig i et hjørne for at puste ud sammen med Anna. Cecilie hopper stadig. Højt og hårdt for at løfte de unge, der holder hvil.

”I skal ikke sige, at jeg ikke ofrer mig for sommerskolen”, griner hun forpustet inden turens sidste stop – trampolinen med et langt rør, man skal rutsje ned igennem for at komme ud.

Anna overvinder sig selv

Drengene finder kanten på den lange tovrutsjebane, lægger armene over kors og kaster sig igennem og kommer grinende ud for enden og tumler ud i skovbunden.

Anna er stadig oppe mellem trækronerne. Cecilie taler med hende. Så kommer hun pludselig igennem røret og ud til de andre.

””Gjorde hun det?”, spørger drengene, da Anna pludselig igen er en del af flokken.

”Ja, det gjorde jeg. Jeg hader højder, og jeg var bange, inden vi gik op, men jeg klarede den”, siger Anna med et lille sejssikkert smil.

For Cecilie er lige netop sådan en oplevelse som den, hun lige har haft med Anna, grunden til, at hun er med på sommerskole.

”Det er fantastisk at se børnene og de unge vokse. Nu har jeg lige siddet med Anna deroppe, og hun ryster over det hele og tør ikke rutsje ned. Men så taler vi lidt om det, og så kaster hun sig ud og gør det bare. Så bliver jeg så glad. At se de her børn og unge mennesker vokse år efter år – bare se, hvor meget de vokser i den uge, hvor de er på sommerskole, det er fantastisk”, siger Cecilie.