Sommerskolen gav Sarah troen på sig selv

På sommerskolen fandt Sarah venner for livet, større tro på egne evner og ro i det at være blind.

Sarah står med to veninder, der har ens t-shirts på fra Sommerskolen

Tekst: Caroline Larsen Foto: Mads Harald Staugård og Henrik Frydkjær

Sarah sidder i bilen på vej mod Sommerskole i Kalundborg med en klump i maven.

Hun er nervøs. Nervøs for om hun får venner, om hun passer ind og om hun igen vil skille sig ud. Den følelse kender hun alt for godt.

Som otteårig mistede Sarah synet efter en ulykke. Tiden efter var præget af usikkerhed, og følelsen af at være anderledes fulgte hende i mange år. Derfor krævede det også mod at sige ja til en uge på sommerskolen langt væk fra alt det, hun kendte.

I dag er Sarah 20 år og ser tilbage på sommerskolen som et af de steder, der har haft stor betydning for hendes udvikling.

”Sommerskolen har givet mig venner for livet, mere selvtillid og lært mig at tro på mig selv”, siger Sarah Vinter Kromand.

Et fællesskab med forståelse

For Sarah blev sommerskolen meget mere end en ferieuge. Det blev et sted, hvor hun for første gang oplevede at være omgivet af jævnaldrende, som forstod præcis, hvordan det er at være blind.

I folkeskolen var Sarah den eneste med et synshandicap. Hun følte sig ofte anderledes end sine klassekammerater og oplevede ikke altid den forståelse og de hensyn, hun havde brug for. Derfor gjorde mødet med andre unge med synshandicap et stort indtryk.

Sarah står smilende med sin blindestok uden for
Sarah har deltaget på sommerskolen to gange. Her fandt hun både venner for livet og større tro på sig selv.

”På sommerskolen mødte jeg andre, der stod i lignende situationer. Det gjorde, at jeg begyndte at acceptere min blindhed og hvile mere i mig selv. Jeg blev mødt med en forståelse, som jeg ikke havde oplevet før”, forklarer Sarah.

Sommerskolen var et frirum, hvor synshandicappet ikke fyldte, men derimod fællesskabet og sammenholdet med de andre sommerskoleelever.

”Man glemmer helt sit synshandicap og kan bare være sig selv 100 procent”, siger Sarah.

Mødt af genkendelse

Det særlige ved sommerskolen er ifølge Sarah, at man ikke behøver forklare sig hele tiden. De unge deler erfaringer og kan spejle sig i hinanden, hvilket skaber en helt særlig forståelse.

”Hvis man kommer til at gå ind i noget eller vælte et glas, er det ikke pinligt. De andre kan relatere til det, så vi kan grine ad det sammen. Man føler sig ikke anderledes”, understreger Sarah.  

Et udsagn fra hendes veninde Thea har gjort særligt indtryk:

”Hun sagde engang, at sommerskolen er et sted, hvor man kan føle sig helt normal og samtidig helt unik. Det, synes jeg, beskriver det meget godt”, siger Sarah.

Mere modig og selvstændig

Sommerskolen gav ikke kun Sarah nye venner. Det gav hende også en ny tro på sig selv.

Efter ulykken havde hun brug for, at andre var tæt på hende. Hun blev mere forsigtig og søgte tryghed hos voksne, men på sommerskolen opdagede Sarah, at hun kunne langt mere, end hun troede. Her blev hun udfordret i trygge rammer og fik mulighed for at prøve forskellige aktiviteter og sportsgrene. Det gav hende succesoplevelser og mod til at stole mere på sig selv.

”Min største aha-oplevelse var, da jeg fandt ud af, hvor selvstændig jeg faktisk kan være. Jeg havde altid tænkt, at jeg var mere afhængig af andre, men på sommerskolen udfordrede jeg mig selv og opdagede, at jeg kunne meget mere, end jeg troede”, fortæller Sarah.

Hun husker flere situationer, hvor hun overraskede sig selv og tænkte: ”Hold da op, det kan jeg også.”

Det er en vigtig erfaring, hun har taget med sig videre i hverdagen.

Sarah ridder på en hest, da hun var på sommerskole i 2021
På sommerskolen prøvede Sarah kræfter med forskellige aktiviteter og fik succesoplevelser, der styrkede hendes tro på egne evner. Her ses hun på sommerskolen i 2021.

”Jeg fik mere selvtillid og større tro på egne evner. Hvis jeg bliver usikker på noget i dag, ved jeg, at jeg nok skal klare det alligevel”, smiler Sarah.

Venskaber for livet

Når Sarah ser tilbage på sine ophold på sommerskolen, er det især venskaberne, der står klarest. Hun har stadig tæt kontakt med flere af de unge, hun lærte at kende.

”To af mine nærmeste veninder lærte jeg at kende på sommerskolen. Dem skriver jeg stadig med og ser flere gange om året”, fortæller Sarah.

Faktisk kendte Sarah flere af veninderne fra efterskolen Refsnæs, men det var først på sommerskolen, at de for alvor blev tætte. Det særlige ved sommerskolen er nemlig, at man kommer hinanden ved på en helt særlig måde.

”Man er sammen hele dagen, hjælper hinanden og deler oplevelser. Derfor opstår der venskaber for livet”, siger Sarah.

Nogle af hendes bedste minder fra sommerskolen handler ikke om særlige aktiviteter eller spektakulære oplevelser, men om tiden sammen med vennerne.

Et af de minder, der står klarest, er en dag i vandet sammen med veninden Alina, hvor de bare havde det sjovt og nød at være sammen.

Klar til næste kapitel

Sarah har netop afsluttet sin HF+-uddannelse og fået studenterhuen på. Til september begynder hun efter planen på socialrådgiveruddannelsen og flytter ind i sin egen lejlighed.

Når hun ser tilbage på den usikre pige, der første gang ankom til sommerskolen, kan hun tydeligt mærke, hvor meget der er sket.

”Sommerskolen har været med til at gøre mig mere modig. Jeg har lært at acceptere mit synshandicap og tro på, at jeg kan mere, end jeg selv tror. Jeg er vokset som menneske”, fortæller Sarah.

Sarah sidder ved et spisebord og arbejder på sin computer
Sommerskolen gav Sarah større tro på egne evner. Nu er hun klar til næste skridt som studerende på socialrådgiveruddannelsen.

Derfor har hun også et råd til børn og unge, som overvejer at tage af sted.

”Spring ud i det og nyd det. Jeg var selv meget nervøs, men alle mine bekymringer viste sig at være unødvendige. Både de voksne og de andre deltagere er rigtig søde. Sommerskolen er en oplevelse, man aldrig glemmer”, siger Sarah.

Hun håber, at andre tager hjem fra sommerskolen med lige så mange gode oplevelser og erfaringer, som hun selv gjorde. For Sarah er konklusionen enkel:

”Jeg tog hjem med flere venner, mere selvtillid og en større accept af mig selv. Det er det allerbedste ved sommerskolen.”