Stalden er mit frirum

Rikke rider dressur, og på ryggen af Tulle lever hun sit motto ud: Det skal ikke være kedeligt at være blind

Når Rikke sidder i sadlen, følger hun hestens rytmiske bevægelse. For at orientere sig på dressurbanen, står der 12 mennesker og råber et bogstav, så Rikke ved, hvor hun skal ride hen. Hun bruger lyden som pejlemærker, da hun ikke længere kan se bogstaverne. 36-årige Rikke Hjortnæs er nemlig blind og har under én procent syn tilbage, men det afholder hende ikke fra ridesporten, hvor hun deltager i stævner med sin mangeårige makker, hesten Tulle.

Med en fremragende evne til at justere lidt på livet, oplever Rikke nærmest ingen begrænsninger. Hun har derfor aldrig overvejet at opgive at ride på trods af hendes svigtende syn, da Rikke næsten har redet hele hendes liv.

Den første pony

Fra hun var ganske lille, har Rikke altid interesseret sig for heste. Som 10-årig fik hun sin første pony, selvom hun var nydiagnosticeret med en sjælden øjensygdom.

”Mine brødre fik lovning på et kørekort, hvis de ikke havde røget, når de fyldte 18. Det ville jeg aldrig kunne få på grund af min øjensygdom, så jeg spurgte, om ikke jeg måtte få en hest i stedet”, forklarer Rikke Hjortnæs, der først skulle bevise, at hun mente det, så det næste halve år, befandt hun sig konstant i stalden og passede hest, inden hun får sin egen pony. Til stor glæde og begejstring.  

Hesten hjælper Rikke gennem svær tid

Da Rikke var omkring seks-otte år, opdagede hendes mor, at der var noget galt med Rikkes syn. Hun kunne ikke se tavlen i klassen, havde svært ved at følge med i timerne og sad helt tæt på fjernsynet. Det var dog først som 10-årig, lægerne kunne konstatere, at hun har øjensygdommen Stargardts og kun ti procent syn tilbage.

Rikke fik, hvad hun i dag betegner som en svær skolegang, da hun skilte sig ud fra sine jævnaldrende klassekammerater og ikke mødte forståelse fra hendes lærere. Stalden blev derfor hendes tilflugtssted gennem en svær tid i folkeskolen. I dag elsker hun stadig at tilbringe tid med sin hest, der er opstaldet på Sæby Rideklub

”Jeg er herude hver dag, for det er her, jeg tanker energi på mine batterier. Det er mit frirum. Min hest betyder alt for mig”, siger Rikke, der har haft sin nuværende hest Tulle i 14 år. De har derfor en helt særlig samhørighed.

Kreative systemer

Da Rikke begynder at tage til stævner med hendes første pony, er det springning. Det er i dag erstattet af dressur, der involverer en række øvelser og bevægelser, der viser hestens evne til at reagere på rytterens signaler med præcision, elegance og kontrol.

En dressurbane består af 12 bogstaver, hvor Rikke har opstillet hjælpere iført gule veste ved hvert bogstav for at kunne orientere sig på banen. Det gør hun første gang i 2015, som også er hendes bedste øjeblik som rytter.

”Det var en kæmpe forløsning, da det er første gang, jeg har personer ved bogstaverne. Førhen har jeg ikke villet vise, at jeg var stærkt svagsynet, for jeg ville ride på samme måde som de andre, men det kunne jeg ikke blive ved med, da mit syn blev dårligere”, fortæller Rikke, der modtog en flot ærespræmie og roset, da hesten Tulle det år blev kåret til dyrskuets bedste brugshest på tværs af alle racer.

Blinde kan rigtig meget

I dag rider Rikke med lyd på banen og et armbind, der signalerer, at hun er blind. Hun vil nemlig gerne nedbryde fordomme om blinde.

”Det er fedt at vise andre, hvad man kan med et synshandicap. Jeg er jo kun blind. Jeg vil gerne inspirere andre til, at man ikke skal sætte sig ned og give op. Mit motto er, at det ikke skal være kedeligt at være blind”, fortæller Rikke, som dagligt beviser, at synshandicap ikke er en hindring for at forfølge sin passion. Derfor er der heller ingen, der skal have ondt af Rikke.

”Det værste folk kan sige, det er, at det er synd for mig, for det er det absolut ikke. Jeg lever det liv, jeg gerne vil og lader mig ikke begrænse af mit synshandicap”, siger Rikke, der klarer alt selv, når hun skal til stævne. Hun pudser alt udstyret, vasker hesten, ordner traileren og pakker foder. Det eneste, hun ikke kan er at køre bil.

Førerhunden Silke giver overskud

For to år siden fik Rikke en anden hjælper på fire ben, en kølig snude og logrende hale –førerhunden Silke. Den sorte labrador har givet Rikke mere overskud i hverdagen og mod til at færdes nye steder, da hun stoler på, at Silke fører hende udenom forhindringer.

”Inden jeg fik førerhund, var jeg ikke klar over, hvor meget energi jeg brugte på at køre i bus, men med Silke ved min side, er det en helt anden oplevelse. Før var det besværligt at komme ind i bussen, finde et tomt sæde og stige af uden at støde ind i nogen. Men med Silke går det hele nemmere”, forklarer Rikke.

Silke har ikke kun givet Rikke bevægelsesfrihed og større uafhængighed, hun spiller også en vigtig rolle, når de er af sted til stævne, hvor hun er afgørende for, at Rikke kan komme rundt på pladsen uden at bruge uanede mængder af energi.

Firbenet hjælper til ridestævner

Hun spiller en vigtig rolle, når de er til stævner, da hun er afgørende for, at Rikke kan komme rundt på pladsen. Rikke får ofte mange forskellige hestebokse, som hun markerer med et stykke gaffatape, som Silke instrueres i at finde tre gange og belønnes med en godbid, for så kan hun nemt føre Rikke til den rigtige boks. Det samme er tilfældet med campingvognen og hestetraileren, som hun kan kende forskel på, selvom der holder 30 lignende.

”Det gør, at jeg kan bevæge mig frit på pladsen og selv tage hånd om Tulle. Jeg er ikke afhængig af andre. På kommandoen ”find Kirsten” kan hun overskue hele stævnepladsen, navigere mig uden om forhindringer og stille mig lige ved siden af min underviser”, fortæller Rikke.

Inden Silke flyttede ind hos Rikke, havde førerhundeinstruktøren Silke med på rideskoler, så hun var tryg ved at omgås store heste. Derfor er Tulle og Silke også rigtig gode venner.

”Silke og Tulle er mit et og alt. De to giver mig frihed og beriger mig med glæde og den største lykkefølelse”, siger Rikke.