Stine ser muligheder, hvor andre ser begrænsninger
Som svagsynet læge udfordrer Stine forestillinger om, hvad mennesker med synshandicap kan og viser, at det ikke er synet, men mennesket, der gør forskellen.
Tekst: Caroline Larsen Foto: Henrik Frydkjær
Hver dag tager Stine på arbejde med et smil. Hun elsker sit arbejde som læge og den tætte kontakt med patienterne.
Men det var ikke det mest oplagte valg. Stine er født svagsynet og ser kun omkring ti procent. Alligevel har hun valgt en karrierevej, de færreste forbinder med synshandicap. Med stort gåpåmod og en tilgang til, at der altid findes en løsning, udfordrer hun forestillingen om, hvad mennesker med synshandicap kan og ikke kan.
”Jeg plejer at sige, at det eneste jeg ikke kan, er at tage kørekort. Alt andet finder jeg en løsning på”, siger 36-årige Stine Rømer Nielsen.
Fra revisor til læge
Vejen til lægegerningen var ikke lige og uden bump. Stine er oprindelig uddannet revisor og arbejdede i branchen i seks år, men savnede mening i sit arbejde. Et længere sygdomsforløb blev vendepunktet. Det gav hende tid til at tænke over, hvad hun egentlig ville og gav hende modet til at søge ind på medicinstudiet.
Familie og venner forstod ikke, at Stine sagde et fast arbejde op for at begynde forfra på et af de længste og mest omfattende uddannelser. Men for Stine føltes det helt rigtigt, og hun har ikke fortrudt det et eneste øjeblik.
”Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort”, smiler Stine.
Kampen for lige vilkår
Men studiet var ikke uden udfordringer. Ikke i forhold til det faglige, men på modstand fra systemet. Stine vidste på forhånd, at hun kunne møde barrierer, så derfor kontaktede hun studielederen allerede inden studiestart for at afklare mulighederne. De havde en god snak, og Stine gik derfra med ro i maven og tro på, at det nok skulle gå.
Selve undervisningen og studietiden var uden forhindringer, men til eksaminer mødte hun modstand. Hun fik afslag på at bruge forstørrelsesprogram på computeren, som er afgørende for, at hun kan forstørre tekst og gå til eksamen på lige vilkår som sine medstuderende.
Stine tog kampen op og kørte klagesager mod universitetet i Ligebehandlingsnævnet, som hun senere fik medhold i.
”Jeg kæmpede ikke kun for mig selv, men også for andre studerende, som jeg håbede ville få bedre vilkår end mig”, siger Stine.
Hun var derfor både glad og stolt, da hun var færdiguddannet og aflagde lægeløftet. Det føltes som en personlig sejr.
Mening med arbejdet
I dag arbejder Stine i en lægepraksis på Amager og er ved at specialisere sig i almen medicin. Her er det ikke synet, der er det afgørende, men snarere de menneskelige kompetencer. Hendes evne til at lytte, skabe relationer og være til stede. Det er også den del, hun elsker mest ved arbejdet.
”Jeg elsker kontakten med patienterne og at kunne følge dem over tid. Det er utrolig givende”, fortæller Stine.
Generelt fylder synshandicappet relativt lidt på arbejdet. Hun bruger kun tekstforstørrelse på computeren til journalskrivning. Resten handler om erfaring, tilpasning og faglighed.
Synet fylder mindre, end man tror
Ved undersøgelser, hvor synet umiddelbart kan virke afgørende, oplever hun ikke problemer. Hun arbejder tæt på patienten og bruger det samme udstyr som kollegaerne til at forstørre og undersøge.
Det eneste sted, hvor hun kan blive udfordret, er ved meget små og præcise opgaver som at sy sår sammen, men det fylder kun en lille del i arbejdet. Stine har heller aldrig oplevet, at patienter har kommenteret hendes synshandicap eller klaget over hendes arbejde.
Det er heller ikke noget, hendes kollegaer tænker over. Selvom Stine altid er åben om sit syn, når hun begynder et nyt sted, fylder det hurtigt minimalt i hverdagen. Når først kollegaerne lærer hende at kende, bliver hun først og fremmest set som læge.
”Ofte glemmer de, at jeg er svagsynet, hvilket jeg tager som et kompliment, for det er vitterligt ikke et problem”, siger Stine.
Mødet med fordomme
Den største udfordring er sjældent arbejdet, men andres forventninger. Hun oplever ofte, at folk tror, hun er mindre begavet, eller ikke har et arbejde, men er førtidspensionist.
”Der er ofte en forventning om, at jeg ikke kan så meget, når jeg er synshandicappet, så jeg må tit forsvare og bevise mit værd”, siger Stine og fortsætter:
”Folk bliver tit overrasket over, at jeg er læge og i det hele taget har en uddannelse. Desværre har mange et forkert billede af, hvad mennesker med synshandicap kan. Vi er helt almindelige mennesker, men har bare problemer med synet”.
Hun peger på, at blinde og svagsynede er en af de grupper, der har sværest ved at komme i arbejde - ikke på grund af manglende evner, men på grund af barrierer og fordomme. Kun 32 procent af Dansk Blindesamfunds erhvervsaktive medlemmer er i job.
”Det gør mig virkelig trist, for der er så meget uforløst potentiale. Der er så mange ressourcer og kompetencer, der ikke bliver brugt”, konstaterer Stine.
Et uudnyttet potentiale
Stine har en klar opfordring til arbejdsgiverne: Se mennesket før begrænsningerne. Hun ønsker, at flere forstår, at en fysisk funktionsnedsættelse ikke er ensbetydende med, at man er mentalt handicappet. Og at man som arbejdsgiver ikke behøver have alle svarene på forhånd.
”Vi kommer ofte selv med løsninger på, hvordan opgaver kan løses. Mange af os er strukturerede, organiserede og forberedte, fordi det er vi nødt til at være”, fortæller Stine.
Ifølge hende gemmer der sig et stort potentiale, hvis man tør være nysgerrig og åben.
”Hvis man tør slippe berøringsangsten og møde os åbent, får man ofte nogle virkelig dygtige og samvittighedsfulde medarbejdere, der kan bidrage med rigtig meget”, siger Stine.
Den tilgang tager hun selv med ind i konsultationsrummet.
”Jeg prøver virkelig at møde mine patienter åbent og uden fordomme. Jeg er bevidst om ikke at gentage de mønstre, jeg selv er blevet mødt med”, smiler Stine.