Stress kostede Dorthe synet – Pronto gav hende friheden tilbage

Stressrelaterede væskeansamlinger i øjnene kostede Dorthe synet fra den ene dag til den anden.

Efter en brutal start på en ny tilværelse som blind fik Dorthe tilkæmpet sig ret til at få førerhunden Pronto, som i dag har en stor del af æren for glæden i Dorthes liv.

For syv år siden så pædagogen Dorthe Jørgensens liv helt anderledes ud. Hun elskede sit job i børnehaven og satte pris på en hektisk hverdag, men den 28. december 2007 tog hendes liv en brat ændring, da hun denne morgen vågnede op og pludselig ikke kunne se noget som helst.

”Set i bagspejlet kan jeg da godt se, at jeg måske skulle have taget den mere med ro, men på det tidspunkt virkede det naturligt for mig lige at give den en ekstra skalle på mit arbejde, når der var brug for ekstra hænder,” siger Dorthe.

Synstab forårsaget af stress

Aftenen før havde alt været, som det plejede. Vi var hjemme og nød stilheden oven på nogle hektiske juledage. Om morgenen, da jeg vågnede, kan jeg huske, at jeg syntes, det hele var lidt mærkeligt. Jeg følte mig udhvilet og kunne derfor ikke forstå, hvorfor det hele var så mørkt. Det kunne jo ikke stadig være midt om natten. Jeg bad derfor min mand, Dennis, om at tænde for lyset.

Da han sagde, at lyset var tændt, troede jeg først, at han lavede sjov, men så begyndte alvoren at gå op for os begge.

Bundet til lænestolen

”Central serøs chorioretinopati”, lød dommen fra Rigshospitalet, dvs. væskeansamlinger i øjnene forårsaget af stress. Sygdommen kaldes også stressøje. Rigshospitalet rådede Dorthe til at tage hjem og tage den med ro, så skulle væskeansamlingerne nok gå i sig selv igen.

De kunne dog ikke sige, hvornår det ville ske.

Ganske rigtigt, efter to måneder begyndte Dorthes syn langsomt at vende tilbage. Dorthe var fyr og flamme, og efter endnu 14 dage tog hun på arbejde igen, men det skulle hun aldrig havde gjort. To dage efter forsvandt synet igen. Denne gang for altid!

”Jeg var helt ødelagt. Og det værste var, at der ikke kom nogen og hjalp mig. Der var ingen, der vidste, om synet kom igen, så jeg fik ikke den træning, der er nødvendig, i at kunne begå mig som blind.

Jeg husker det første år som et år, hvor jeg var bundet til min lænestol. Faktisk foretrak jeg til sidst bare at stå op om morgenen og sætte mig i stolen, for så var jeg sikker på, at jeg ikke væltede og slog noget i stykker, og at jeg ikke slog mig. Bare det at lære sit eget køkken at kende er faktisk ikke noget, man bare lige gør, når man mister synet. Alt skal stå på faste pladser. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor frygteligt jeg havde det,” siger Dorthe.

Efter et år skete der endelig noget. Dorthe ville gerne have en ”Daisy-afspiller”, som er en afspiller til særligt tilrettelagte lydbøger, og hun tog derfor kontakt til Dansk Blindesamfund og kommunen. For at få sådan en bevilget blev Dorthe sendt til udredning, og her stod det med det samme klart, hvor galt det stod til.

”Heldigvis blev jeg visiteret til at skulle i genoptræning og til mobilitytræning. Gennem de næste fire måneder blev jeg hver morgen hentet af en bus og kørt til træning på instituttet i Hellerup, hvor jeg lærte at bruge den hvide stok, at finde rundt og ikke mindst at bruge en computer igen.

Kampen for en førerhund

De nye færdigheder gav Dorthe mod på livet. Da hun altid har værdsat sin frihed og lange gåture, var hun ikke i tvivl om, at hun gerne ville have en førerhund. Dansk Blindesamfunds førerhundeordning vurderede også, at Dorthe godt kunne varetage plejen af en førerhund, men kommunen gav hende et afslag på ansøgningen.

”De mente, at når jeg allerede havde fået stok og mobilitykursus, så måtte det være godt nok, men det gav jo ingen mening, for man skal jo netop være mobil, før man kan få en førerhund. Sidder du hjemme hele tiden, har du jo ikke brug for en førerhund,” siger Dorthe.

Sammen med Dansk Blindesamfunds regionskonsulent, Jannie Hammershøi, fandt hun det tunge skyts frem. De fik arrangeret et møde med borgmesteren. ”Jannie var fantastisk til det møde, for da vi kom, kunne borgmesteren jo selv se, hvordan jeg havde svært ved at finde en plads, modsat Jannie, der med hjælp fra sin førerhund let og elegant fandt den første ledige stol. Vi fik fremlagt vores synspunkter, og efter mindre end 14 dage havde borgmesteren revurderet min ansøgning, og jeg fik bevilget en førerhund. Så konklusionen må være, at nogle gange kan det godt betale sig at slå i bordet.”

Pronto er lidt af en gadedreng, men det fik jeg hurtigt pillet af ham med mine pædagogiske evner

Dorthe Jørgensen

Det rette match

Det er vigtigt, at fører og hund passer godt sammen, så efter at have testet flere forskellige førerhunde på Fuglsangcentret, endte Dorthe med Pronto. ”Pronto er lidt af en gadedreng, men det fik jeg hurtigt pillet af ham med mine pædagogiske evner,” griner Dorthe og understreger, at hun og Pronto er et rigtig godt match.

Livet med en førerhund er ikke altid let.

”I starten blev vi afvist mange gange rundt omkring i lokalområdet, for eksempel i det lokale supermarked, hvor Pronto ikke måtte komme med ind, hvilket jo ikke dur, for jeg skal bruge ham til at kunne finde rundt, og desuden stiller man ikke en så kostbar hund ude på gaden. Uden jeg vidste det, gik mine naboer sammen og klagede til supermarkedet, og siden har der ikke været problemer. Der er også en café, som jeg ofte besøger. Her ligger der et førerhundebevis fra Dansk Blindesamfund i kasseapparatet, så hvis der er en ny på arbejde, der ikke vil have hunden ind, kan jeg sige, at ejeren har lagt beviset i kasseapparatet, og at Pronto gerne må være der. Det gør det hele lidt lettere,” siger Dorthe.

Stadig mange oplevelser til gode

I dag er det mere end seks år siden, Dorthe mistede synet. Hun savner arbejdet i børnehaven, men savnet er ikke længere altoverskyggende. Det har været en stor hjælp at få friheden tilbage takket være Pronto, og Dorthe glæder sig hver dag over det, hun stadig har, og over alle de oplevelser, hun har til gode. Som hun selv siger, så har hun lært ”at sætte pris på de små ting.”