Synslinjen skaber håb og tryghed

Charlotte fik ingen hjælp, da hun fik en alvorlig synstruende øjensygdom – som ny teamleder på Synslinjen drømmer hun om, at hun sammen med de frivillige rådgivere kan forvandle tvivl og usikkerhed til håb og nye drømme for mennesker, der mister synet.

Frustrationer, tanker og bekymringer melder sig i hobetal, når et menneske helt eller delvist mister synet. Sådan oplevede Charlotte det også, da hun for fem år siden fik sløret syn og synsforstyrrelser. Efter en uge med influenza og svingende feber så hun pludselig to røde ringe for øjnene. Hun opsøgte derfor sin læge, som straks sendte hende videre til en øjenlæge. Hun var overbevist om, at øjenlægen ville sige, at det snart forsvandt. Men sådan gik det ikke.

Den chokerende besked

Charlotte blev derimod akut indlagt på øjenafdelingen, og flere år fulgte med jævnlige undersøgelser uden en præcis afklaring på, hvad hun fejlede. Det eneste, øjenlægerne kunne sige, var, at hun havde en øjensygdom, som krævede en genundersøgelse, før de kunne sige noget nærmere. I første omgang afviste Charlotte, men efterhånden blev det sværere at opretholde en almindelig hverdag, så med overtalelse fra datteren indvilligede Charlotte i undersøgelsen.

”Hele mit liv var ved at falde fra hinanden. Jeg vidste, at jeg havde en øjensygdom, men ikke hvor omfattende den var, og hvad det betød for min fremtid”, siger Charlotte Christensen, som efter to års uvished og en genudredning fik konstateret den sjældne, arvelige øjensygdom Stargardts. Men derudover fik hun ikke megen vejledning i, hvad det betød. Hun blev sendt ud ad døren med et stykke papir, hvor der stod, at hun havde Stargardts, og ellers var hun overladt til sig selv. I sin fortvivlelse gik hun hjem og søgte på øjensygdommen på nettet.

”Jeg gik i en boble og forstod ikke, hvad der skete. Jeg var i chok. Da jeg kom hjem, åbnede jeg min computer og søgte på Stargardts. Der kom et link op med et telefonnummer, som jeg ringede til med det samme”, forklarer Charlotte, der havde brug for mere information. Derefter udfyldte hun en ansøgning for at blive udredt.

Hvem er jeg?

På et afbud blev hun indkaldt og fik foretaget en masse prøver og analyser hos Instituttet for Blinde og Svagsynede. De forklarede hende, at hun kun havde 30% syn tilbage, og at det var en fremadskridende sygdom. Lige der gik Charlottes verden i stå. Hun skulle forholde sig til en helt ny hverdag, lære mange ting forfra og genfinde sig selv.

”Øjensygdommen betød, at jeg skulle nytænke mig selv og finde ud af, hvem er jeg nu. Jeg mistede ikke bare en del af mit syn, men også en stor del af min identitet. Jeg havde virkelig svært ved at forene mig med, at jeg pludselig var afhængig af andres hjælp”, siger Charlotte, som mistede sit mangeårige arbejde som konsulent i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune.

Spejle sig i ligestillede

Det var et hårdt slag, men hun var klar over, at hun måtte genfinde modet og troen på egne evner. Efter at have grædt en masse tårer, tog Charlotte derfor en badge på, som signalerede, at hun var svagsynet, meldte sig ind i Dansk Blindesamfund og tog imod al den hjælp, hun blev tilbudt. Det var en hård tid, men med vilje og en god portion stædighed fandt Charlotte selv to praktikpladser, som gav hende mod på at søge videre.

Da hun så stillingsopslaget som teamleder på telefonrådgivningen Synslinjen, var hun slet ikke i tvivl om, at hun skulle søge stillingen, da hun fra sit eget forløb ved, hvor værdifuldt det er at tale med andre, der kan genkende de udfordringer og bekymringer, der er forbundet med et synstab.

Råd og støtte ved synstab

Synslinjen er netop kendetegnet ved, at de frivillige rådgivere på egen krop har oplevet synstab og ved, hvor store konsekvenser det har at miste synet. De kan derfor være med til at komme den uvidenhed og usikkerhed til livs, som hersker, når man får konstateret et synshandicap.

”Synslinjen er et helt unikt tilbud til mennesker, som på den ene eller anden måde er i berøring med synshandicap. Rådgiverne er ikke fagprofessionelle, men trækker på egne erfaringer og tilbyder et lyttende øre. Jeg synes, det er så stort, at de frivillige rådgivere dedikerer deres tid og deler ud af egne erfaringer og viden. Jeg er dybt imponeret og beæret over at arbejde sammen med så mange dygtige mennesker”, siger Charlotte og forklarer, at opringningerne kommer fra mennesker i alle aldre og forskellige faser af synstabet.

Hendes ambition for Synslinjen er at lade telefonrådgivningen folde sig ud og udvikle sig, så de kan tilbyde endnu bedre hjælp og vejledning. Men når det handler om at være til stede på øjenafdelingerne for at støtte øjenpatienter og informere om Synslinjen, er der behov for at videreudvikle den del, så rådgiverne kan være endnu mere til stede, hvor folk får deres øjensygdom og går til behandling. Charlotte ser derfor et stort potentiale i at synliggøre Synslinjen, så endnu flere mennesker kender ordningen og kan udbrede budskabet om, at der er støtte og hjælp at hente, når man oplever synstab i større eller mindre grad.

Rollemodeller for et godt liv 

Charlotte betragter det som Synslinjens fornemmeste opgave at forvandle tvivl og usikkerhed til håb og håndgribelige fif i hverdagen.

”Jeg håber, at Synslinjen er med til at skabe håb for dem, som ringer ind. At have en samtale med nogen, som giver sig tid. Rådgiverne er afklaret med deres synshandicap, så de er et andet sted i deres liv og er et bevis på, at det er muligt at komme godt videre”, siger Charlotte, der ser det som et stort privilegium at bidrage til at gøre en forskel for blinde og svagsynede.

”Det er meget givende at være med til at gøre en forskel for andre. Jeg håber, at folk anser Synslinjen som et trygt sted, hvor man kan tale om sine bekymringer og få inspiration til at komme godt videre og leve et indholdsrigt liv med synshandicap”, smiler Charlotte.