Undervisere mangler interesse for handicappede studerende

Kun én lærer har spurgt ind til Ninas synshandicap gennem hendes 20 år i uddannelsessystemet. Manglende viden og interesse betyder, at færre unge med handicap får en uddannelse.

Det lyder som en dårlig vittighed, når man spørger, hvor mange lærere der skal til for at smadre uddannelsesdrømmen for et menneske med handicap. Men det er på ingen måde morsomt, nærmere skræmmende, at svaret er én.

Nina Stubbe Teglbjærg er 26 år og studerer læring- og forandringsprocesser på Aalborg Universitet. Nina er svagsynet som følge af en øjensygdom, og selvom hun snart kan kalde sig kandidat, og hun dermed trodser statistikken, hvor færre og færre unge med synshandicap får en uddannelse, så har hendes vej gennem uddannelsessystemet været hård, og de fleste undervisere har ikke været til nogen hjælp for Nina.

Derfor glæder hun sig også over det udspil, Dansk Folkeparti netop har lanceret. Udspillet skal få flere unge med handicap til at gennemføre en uddannelse. Et af de 28 punkter i udspillet handler nemlig om undervisernes viden om at undervise mennesker med handicap. Inklusion, læsegrupper og eksamenssituationer er også punkter i udspillet, som Nina kun kan nikke genkendende til og drømme om havde været på dagsordenen, da hun forlod folkeskolen for ti år siden.

”Den største barriere for mig har været undervisernes manglende indsigt i mit handicap, og hvordan de kan imødegå det eller tilrettelægge undervisningen efter det. Jeg har kun haft én lærer gennem hele min folkeskoletid, der var nysgerrig på mit handicap og satte sig ned og spurgte ind til mig, mine øjne og hvordan jeg så verden gennem dem. Én lærer. Det synes jeg, siger det hele”, forklarer Nina.

Udsat, når man er anderledes

Udspillet fra Dansk Folkeparti lægger op til en øget udbredelse af viden om handicap blandt underviserne. Uddannelsesstederne skal have en politik, hvor det sikres, at lærere og undervisere i uddannelsessystemet har den nødvendige viden i at undervise mennesker med handicap, ellers øges risikoen for frafald.

Og det er lige præcis, hvad der sker i disse år, hvor uddannelsesgraden blandt unge med synshandicap er i frit fald. I 2009 havde 52% en kompetencegivende uddannelse, mens det samme gjorde sig gældende for 38% i 2015.

”Det er en skræmmende statistik. Hvis den udvikling skal vendes, så skal lærerne klædes bedre på i forhold til at undervise studerende med synshandicap. Det er første skridt. Som teenager er det svært at være anderledes, og jeg har virkelig savnet forståelse for mit synshandicap i læringssituationer, navnlig i folkeskolen, hvor jeg oplevede, at jeg selv måtte klare mig ud af situationerne. Der skal simpelthen mere viden om handicap og større interesse til fra lærernes side, hvis flere unge skal have en uddannelse”, fastslår Nina.

Opfattet som uintelligent

At være anderledes er altid sårbart og særligt for børn, mener Nina, der selv følte sig meget udsat i sin skoletid.

”Her må det være lærernes fornemmeste opgave at skabe et læringsmiljø, som omfavner alle, så det enkelte barn ikke skal kæmpe for sin egen plads. Det har ikke været nemt for mig. Jeg har mange dårlige oplevelser og særligt med én matematiklærer. Jeg blev aldrig værdig i hans øjne, og han opfattede mig som uintelligent. Den selvfølelse, som han gav mig, bar jeg med mig hele vejen ind i gymnasiet. Det har taget mig mange år at lægge den lærer bag mig, og det viser jo noget om, hvor stor en rolle, den enkelte lærer spiller, og hvad det gør ved et menneske at blive udstillet på den måde. Det ryster man ikke bare af sig”, fortæller Nina.

”Desværre har jeg ofte oplevet, at mit synshandicap bliver koblet til en lavere intelligens. Det, at jeg ser dårligt, bliver så samtidig, at jeg ikke er så intelligent. Det har bestemt ikke gjort det nemmere for mig. Når man bliver stigmatiseret og oplever en manglende forståelse eller interesse fra læreren, så sætter det sig helt personligt som manglende selvværd, og så halter man både bagud fagligt og personligt, fordi man har det så svært med sig selv. I den situation bliver det praktisk talt umuligt at gennemføre en uddannelse. Det bliver bare alt for hårdt, og så giver man op”, siger Nina.

God støtte fra forældrene er nødvendig

Når den 26-årige kvinde alligevel har overvundet udfordringerne i uddannelsessystemet, så skyldes det ifølge Nina primært den opbakning, som hun har fået hjemmefra. Netop støtten til forældre er et andet punkt i det politiske udspil.

”Jeg har klaret den, fordi jeg har en god social baggrund og mange gode venner. Jeg kommer fra en ressourcestærk familie, men det er ikke alle, der er så heldige, så de rigtige familietilbud er vigtige, så forældre kan blive klædt på i forhold til deres børns synshandicap og få viden om, hvad det vil sige at have et barn med synshandicap, og hvordan man bedst understøtter det barns læring og muligheder i livet. Det er lige så vigtigt som en tidlig indsats med de rette hjælpemidler i skolen, og at læreren tager ansvar”, siger Nina.

”Men støtten og de rigtige familietilbud skal komme tidligt. Det nytter ikke at komme flere år inde i skolegangen. Der er så mange nederlag, og de bliver til en dårlig spiral, der fører én længere og længere væk fra en uddannelse”, pointerer Nina.

”Gennem hele min skoletid har jeg fået ekstraundervisning i stort set alle fag. Det fik min mor trumfet igennem. Men jeg oplevede også, at der ikke var sat tid af til mig i den ordinære undervisning til at hjælpe mig, og at jeg blev pillet ud til ekstraundervisning, så jeg gik glip af den undervisning, de andre fik, mens jeg fik min egen. Det var ikke helt logisk, når nu jeg havde brug for al den undervisning, jeg kunne få. På den måde endte jeg hele tiden med at være bagud fagligt, og socialt kunne jeg ikke tale med om undervisningsforløbet. Det var et velment tilbud, men det isolerede mig jo også fra resten af klassen”, forklarer Nina og sætter dermed følelser på et andet af udspillets punkter, nemlig inklusionen, hvor det fremgår af forslaget, at der skal sættes tilstrækkelige ressourcer af til støtte i selve klasseundervisningen, så Ninas situation med at blive taget ud af den sociale sammenhæng bliver undgået i fremtiden.

Læreren kan hjælpe med at forstå éns handicap

De i alt 26 forslag omtaler også de vanskeligheder, der er forbundet med et mere usynligt handicap som Ninas. Hendes handicap lader sig nemlig ikke lige afsløre, medmindre man kigger den unge kvinde dybt i øjnene, der er helt dybsorte, fordi pupillen fylder stort set hele iris i øjet på Nina.

”Mit handicap var ikke så synligt, medmindre nogen så mig tage ting helt op til øjnene for at læse dem. Jeg er også blevet talt hen over mange gange. Mine forældre var stærke, men jeg oplevede ikke, at lærerne kom til mig eller viste en interesse i at lære mig at kende med mine særlige behov. Et barn vil altid søge hen mod normen og forstår ikke sit eget handicap, men der kan læreren jo også spille en rolle i erkendelsen ved at være nysgerrig og vise interesse, som er til gavn både for elev og lærerens muligheder for en alternativ undervisning, der er tilpasset situationen og det individuelle handicap”, siger Nina.

”Det er blevet nemmere for mig at tage mit synshandicap på mig, og jeg kan bedre omfavne det, jo ældre jeg bliver. Det er min livssituation med de øjne, men sådan kan et barn ikke se sin egen verden. Jeg kunne da ikke selv begribe min egen situation, da jeg var mindre. Der overlever man jo bare og prøver at passe ind. Derfor er det lærerens ansvar ikke mindst at være nysgerrig på mit handicap og ikke sidestille det med, at jeg er uintelligent, og så tilrettelægge undervisningen derefter”, siger Nina, der særligt var udfordret, når undervisningen foregik på tavlen.

”Hele tavleundervisningen har været et kæmpe problem for mig, selvom min mor fik bestilt særligt tykt kridt, så jeg havde bare en lille chance for at se, hvad læreren skrev på tavlen. Men det var noget, vi selv skulle tage ansvar for – vide, at kridtet fandtes og selv skaffe det. Vejen til læring er mangfoldig og behøver ikke gå over en tavle – det er det, jeg mener, når jeg siger, at læreren skal imødekomme handicappet og tilrettelægge undervisningen på en anden måde”, forklarer Nina.

Konkurrencepræget uddannelsesmiljø

Det politiske udspil nævner også eksamenssituationer som særligt udfordrende for elever og studerende med handicap. Eksempelvis består 12,9% af unge med synshandicap ikke folkeskolens afgangsprøve og er dermed afskåret fra at gå videre i uddannelsessystemet.

Det triste faktum kommer ikke som en overraskelse for Nina.

”Så meget i vores uddannelsessystem handler om individet, hvor den enkelte vurderes og eksamineres. Det går ikke med et dårligt selvværd. Det er en kedelig kombination, hvor man hele tiden vil blive bekræftet i, at man ikke kan noget, fordi man bliver kastet ud, hvor man ikke kan bunde. Man prøver at padle sig igennem, men det går ikke, og det bliver den ene negative oplevelse efter den anden”, forklarer Nina.

”Den slags sidder dybt. Jeg kan stadig helt fysisk mærke, hvordan det var at sidde til eksamen. Rent kropsligt kan jeg så mange år senere fremkalde følelsen. Jeg kan fysisk mærke nederlagene i de situationer, hvor jeg skulle vurderes”, siger Nina.

”Vores uddannelsessystem er baseret på individets ansvar for sig selv. Alt afhænger af dig selv. Det er utrolig hårdt, når man fra start er anderledes. Gymnasiet var også slemt for mig, fordi det er så konkurrencepræget med fokus på høje karakterer. Det lægger et enormt pres oveni de udfordringer, jeg allerede havde med mit handicap, og jeg oplevede, at mine studiekammerater ikke ville dele informationer eller give viden fra sig, fordi jeg så fik en bedre chance, og alt handlede jo om at være dygtigst og få den højeste karakter. Det er et ubehageligt miljø generelt, men det udfordrer også fællesskabet, som jeg har brug for i min læring, så jeg kan blive løftet”, siger Nina, der derfor hilser forslaget om flere læsegrupper velkomment.

Færre unge med handicap deltager i læsegrupper end deres medstuderende uden handicap. Netop studiegrupper har været vigtige for Nina undes hendes universitetsuddannelse.

”Det fungerer godt for mig at være åben og ærlig omkring mine øjne, også i forhold til mine medstuderende, som jeg bruger meget, fordi det er så trættende for mig at læse. Så mødes vi og debatterer stoffet, og på den måde kan jeg læse mindre, men stadig få det samme ud af det som mine medstuderende”, forklarer Nina.

Læreren er altafgørende

Nina er dog ikke er i tvivl om, hvilket af de 26 forslag, der er vigtigst i kampen for at få flere med handicap til at gennemføre en uddannelse.

”Hvis flere unge med handicap skal i uddannelse, så skal vi have et læringsmiljø, hvor alle er velkomne, og hvor underviserne tager ansvar og viser interesse. Læreren er altafgørende. For mig var det svært nok at finde mig til rette med mine øjne og så samtidig forvente, at jeg selv har overblik over, hvilke konsekvenser de øjne ville have for min læring, og hvordan jeg kan kompensere eller finde redskaber, der kan hjælpe mig – det er umuligt”, fastslår Nina.

Som et led i sin kandidatuddannelse er Nina i øjeblikket i praktik i Dansk Blindesamfunds internationale afdeling, hvor hendes primære fokus er at planlægge og afholde den nordiske bistandskonference. Efter opholdet kalder specialet.

”På kandidatuddannelsen har jeg ikke været udfordret på mit syn, nok fordi jeg er blevet mere bevidst med alderen og blevet bedre til at forklare mine øjne, og hvad de betyder, og så har den teknologiske udvikling også haft en betydning. Alligevel er det helt vildt rart at være i Dansk Blindesamfund, for det er et sted, hvor de fleste har noget med øjnene, og det er normalt. Her passer man bare ind, og jeg kan mærke skuldrene falde helt ned, og jeg slapper af på en helt anden måde, end når jeg er udenfor, hvor jeg hele tiden skal sætte ord på mine øjne, og hvad det er, der er galt med dem”, siger Nina.

Læs Dansk Folkepartis udspil om at få flere med handicap til at gennemføre en uddannelse her