Utrolig frihed og lettelse i kroppen
For 96-årige Gudrun er yoga blevet et frirum, hvor hun spænder af og giver los – som synshandicappet er der brug for ekstra afspænding, og det får deltagerne på Solgaven i Farum.
Tirsdag formiddag på Solgaven i Farum er der yoga på programmet. En time med fokus på vejrtrækning, energi og ikke mindst afspænding, som er så vigtigt, når man bruger blindestok eller går med rollator og derfor nemt kommer til at spænde i nakke og skuldre.
Rollatorerne bliver parkeret og deltagerne tager plads i cirklen af stole, som instruktøren har sat frem. Blid meditationsmusik flyder ud i rummet, hvor lyset er dæmpet og varmt. De første minutter går med fokus på vejrtrækningen. Med stor koncentration følger deltagerne instruktørens anvisninger i kun at bruge næsen til at trække luft ind og puste ud.
”Så bevarer I balancen. Puster I ud gennem munden, så kan I blive svimle”, forklarer Lizzie, 69 år, pensioneret sygeplejerske og nu frivillig passioneret yogainstruktør på blandt andet Solgaven.
Så gnider holdet hænderne mod hinanden. Øger tempoet.
”Det er, så det snurrer, sikke man får varmen”, udbryder Jytte Larsen, der ellers ikke troede, at yoga var noget for hende, men nu er blevet bidt af det.
”Jeg troede, det var meget værre og op med benene og her og der. Men det er meget dejligt, og jeg slapper så dejligt af bagefter”, forklarer Jytte efter yogatimen.
Alle kan være med
Der er efterhånden sved på overlæberne, og deltagerne svinger armene godt igennem. Højt over hovederne.
”Av, der fik jeg ondt”, udbryder Birthe Madsen, der er daggæst på Solgaven.
Hun tager sig til mellemgulvet og ser lidt forskrækket ud. Lizzie er straks henne hos Birthe.
”Pas nu på, at I ikke gør noget forkert. I skal passe på jeres krop. Det er nye øvelser i dag. Du lader bare være med at bruge armene”, siger Lizzie.
Men det vil Birthe ikke høre tale om. Hun sunder sig lidt, og så ryger armene igen højt over hovedet. Samme målrettethed går igen, da Birthe ikke er helt med på, hvordan benene skal bevæges ud til siderne i en ny øvelse.
”Nu har jeg mistet tråden. Jeg forstår det ikke helt. Jeg kan ikke finde ud af, hvordan man gør”, siger Birthe, der har foldet blindestokken sammen og lagt den sirligt bag stolen sammen med sine sko, der er skiftet ud med gymnastiksko.
Lizzie siger, at hun bare kan springe over.
”Nej! Jeg vil gøre det rigtigt”, insisterer Birthe.
For Lizzie er der en særlig glæde ved at undervise blinde og stærkt svagsynede i yoga. De kan ikke se hendes bevægelser, og det stiller store krav til forklaringerne på øvelserne.
”Hvis det ikke fungerer, så prøver vi bare, indtil det virker, og så går jeg lidt rundt og retter på bevægelserne og hjælper, og ellers springer man bare over. Alle kan være med”, siger Lizzie.
Utrolig frihed
Sidste del af yogatimen går med meditation. Holdet chanter et mantra til musik, og Gudrun sætter lyd på og chanter højlydt med. Hun følger nøje instruktionerne og er med i enhver bevægelse.
”Jeg kan godt lide at komme her hver gang og spænde af og bare give los. Jeg elsker at synge med”, forklarer Gudrun Heide, der har koblet meditation og chanting på sin daglige morgengymnastik.
”Det giver mig sådan en ro. Jeg har sat mig for, at jeg ikke holder pauser. Det gør frygteligt ondt, men når jeg er færdig, føler jeg en utrolig frihed og lettelse i kroppen. Det er så dejligt”, forklarer Gudrun, der fik ideen til yogaholdet.
”Jeg har ikke dyrket yoga før, men jeg er 96 år og ville gerne vide, hvad det var. Skulle jeg nå at prøve det, var det nu, jeg skulle i gang”, siger Gudrun Heide, der også cykler seks kilometer på kondicyklen hver dag efter morgengymnastikken.
”Man skal holde sig i gang, og heldigvis er der mange muligheder her på Solgaven. Det er så dejligt, at vi kan alle de ting” siger Gudrun, inden hun med yndefuld lethed rejser sig fra stolen og fri i kroppen kan fortsætte sin dag på Solgaven.