Vennerne falder fra, når synet svigter

Mange blinde oplever stor ensomhed. På kurset ”Ind i fællesskabet” får kursisterne både lettet hjertet og talt om alt det svære, mens de finder nye venner og får knyttet tætte bånd.

Det er svært at erkende, at man er ensom, men det er en befrielse, når man opdager, at man ikke er den eneste i hele verden, som savner nogen at dele hverdagen med. Det opdager kursisterne på Fuglsangcentret, når de sidder i en tæt sammensluttet cirkel og med hinanden deler tanker og bekymringer fra et liv i isolation.

Ingen følelser er for store eller for små. For nogle rammer følelsen af ensomhed kun engang imellem, mens den for andre er altoverskyggende. Fælles for de ni kursister er håbet om at bryde ensomheden og få stablet et sammenhold på benene blandt ligestillede.

Ind i fællesskabet

”Kurset hedder ”Ind i fællesskabet”, for det kan være rigtig svært at få etableret et nyt netværk, når man har et synshandicap. Det er svært at vinke til naboen, svært at smile, når nogen går forbi, og det er svært at få kontakt uden øjenkontakt”, forklarer kursusleder Anette Bjerre og uddyber, at det kan være vanskeligt at få mod på at komme af sted og skabe nye relationer.

”Bare det, at de er her i dag, er et stort skridt for nogen”, siger Anette, der sammen med den anden gruppeleder Lone tager hånd om kursisterne og leder dem trygt gennem kurset på tre dage. I begyndelsen er der en rungende stilhed, for ingen kender hinanden, men der går ikke lang tid, før den tavse stemning brydes, og der uddeles gode og dårlige erfaringer med flextrafik. Nu er isen brudt. På gåturen rundt om Fuglsangcentret er vejret gråt, men stemningen er i top. De går på rad og række og finder hurtigt sammen med én, de kan udveksle interesser for musik, litteratur eller noget helt tredje med.

Vennerne faldt fra

Den lettede stemning skaber grobund for de mange gruppesamtaler, hvor kursisterne lukker op for de følelser, som de sjældent deler med andre. Her bliver de mødt af anerkendende nik og genkendelse. Der bliver både delt erfaringer med ensomhed og drømme.

Alle samtaler indledes med, at kursisterne sætter sig til rette i en rundkreds med fødderne godt forbundet til jorden, så alle spændinger slippes. Der er så stille, at der kun høres dybe vejrtrækninger, indtil Anette bryder tavsheden og spørger, hvad de drømmer om. 60-årige Tommy Jørgensen er slet ikke i tvivl og svarer prompte:

”Jeg drømmer om at komme til at se igen. Hvis jeg vågner op og kan se i morgen, vil jeg som det allerførste se mine børn og børnebørn”, siger Tommy med et afsavn i stemmen, der er lige ved at knække over, for det minder ham om alt det, han ikke kan i dag. 

Blind efter bilulykke

Tommy blev helt blind for to år siden i en bilulykke. Han mistede dog ikke synet fra den ene dag til den anden, men vidste, at det ville ske. Derfor forberedte han sig på, at der blev sort for hans blik. Hver dag klistrede han sine øjne til og øvede sig i at navigere i mørke. Han startede ud med et kvarter, og langsomt øgede han minutterne. Indtil den dag, hvor det blev virkelighed.

”Det værste var, at vennerne faldt fra. Jeg tror ikke, de kunne rumme mit synstab eller vidste, hvad de skulle sige. Det gør ondt, for det er jo der, jeg har allermest brug for dem”, fortæller Tommy. Han mærker ensomheden, hvis han lige har været sammen med sin familie og kommer hjem til det helt tomme hus. Der er bomstille. Men han har fundet en teknik til at aflede tankerne, da han sætter høj musik på og sørger for at have nogle opgaver, han kan give sig i kast med. På den måde bliver han ikke overvældet af stilheden.

Savner sin bedre halvdel

Den følelse kan Preben Løth godt genkende. Han mistede sin kone for fem år siden, men savner hende stadig hver dag.

”Hun betød alt for mig, vi lavede alting sammen. Hun var mine øjne. Hver aften, efter vi havde spist, spillede vi backgammon, så jeg savner vores tid sammen”, siger Preben, som kan tage sig selv i at ville fortælle sin kone noget, men bliver så mindet om, at hun ikke er her længere. Han prøver at udfylde sin dag ved at gå til petanque og bowling. Og for en stund glemmer han også savnet, men lige så snart han kommer hjem til det tomme hus, rammer det ham.

”De første fire dage går det egentlig fint, fordi jeg er travlt beskæftiget, men så bliver jeg mindet om, at jeg er alene. Så får jeg ondt i maven og har svært ved at spise noget. Derfor er jeg glad for at være her sammen med jer”, fastslår Preben, der drømmer om at flytte i en lejlighed, hvor naboerne er lige inden for rækkevidde.

Han har oplevet, hvordan det er sværere at genkende folk på gaden i takt med, at øjensygdommen Kjærs Syndrom svækker hans synsfelt.

Mangler venners forståelse

”Jeg har været mange år om at samle mod til at sige højt, at det ikke er sikkert, at jeg kan genkende folk på gaden i morgen.

Hvis de ikke kender til mit svigtende syn, tror de, at jeg ikke vil hilse”, konstaterer Preben, som ikke møder megen forståelse blandt vennerne. De kan ikke forstå, hvordan han kan se noget, men ikke noget andet. Derfor synes han, at det er rart at komme på dette kursus, hvor andre ved lige præcis, hvad han snakker om. Her behøver ingen af kursisterne at forklare sig.

Mangler en fortrolig veninde

I drømmerunden i gruppesamtale åbner Inge Lise Olsen op for, at hun godt kunne tænke sig en veninde, som hun kunne gå ture med. Hun bor langt ude på landet, hvor det er svært at komme frem og tilbage uden bil. Det var altid hendes mand, som plejede at køre ind til byen, når de skulle handle eller til sociale aktiviteter. Men han døde sidste forår efter 57 års ægteskab. Derfor står 75-årige Inge Lise alene med mange ting og lever en isoleret tilværelse, hvor der er langt mellem besøgene.

”Jeg tør ikke gå på landevejen, for der er ikke noget fortov. Det føler jeg mig utryg ved, så jeg går kun hjemme i min have. Jeg har heller ikke været ude at handle i et halvt år på grund af mit dårlige syn, men så er min søn sød til at komme og hjælpe en gang om ugen”, fortæller Inge Lise, der døjer med at få tiden til at gå i hverdagen.

”Før kunne jeg strikke, gætte kryds og tværs og læse bøger, men det kan jeg ikke længere på grund af mit dårlige syn. Så der er mange timer i døgnet, som jeg ikke ved, hvad jeg skal udfylde med. Mit svigtende syn er meget generende, for alting er mere udfordrende”, forklarer Inge Lise, hvis syn er helt sløret på grund af blodpropper.

Andre har det ligesom mig

”Det er dejligt at komme hjemmefra og dele erfaringer og tanker om hverdagen med de andre. Det sætter mange ting i perspektiv og får mig til at tænke, at hvis de kan, så kan jeg også”, siger Inge Lise og deler samme begejstring som Tommy.

”Jeg har åbnet op for nogle følelser, som jeg ikke har sagt højt før. Lige nu gør det ondt, men det er også positivt, for jeg har opdaget, at mange af os tumler med mange ting i vores hverdag. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke er den eneste, som har det sådan her”, konstaterer Tommy, der ligesom de øvrige kursister vender hjem med fornyet mod og optimisme i hverdagen og helt nye venskaber og kontakter at tage fat i.