Pas på synet i solen
Det er vigtigt at passe på synet i solen. Der er masser af mode i solbriller, men faktisk hjælper de ikke bare med at blænde ned for solen – de forebygger også øjenskader.
Menneskets krop er på mange måder fascinerende. Den har en helt fantastisk og unik egenskab, som gør, at den kan erstatte ødelagte celler i vores system. Men øjnene er en undtagelse. Hvis du får øjenskader, så er kroppen ikke i stand til at “reparere” dine øjne, og derfor er det ekstra vigtigt at passe godt på dem og forebygge, at der opstår skader som for eksempel ved UV-stråling.
Hver gang du opholder dig udenfor, udsætter du ikke alene din hud, men også dine øjne, for solens skadelige UV-stråler. UV-stråling er usynlig, men findes overalt. Vand, sne, sand og beton reflekterer alle sollyset, og det betyder, at du ikke nødvendigvis er sikret under en parasol eller i forbindelse med skydække. Faktisk er det kun regn, tåge og lave skyer, der reducerer eksponeringen for UV-stråling betydeligt.
Solbriller gør en forskel
Grå stær og i værste fald kræft i og omkring øjnene er nogle af de alvorlige følger, der kan opstå af for meget sollys. Men over 70% af danskerne er ikke klar over, hvilke skadelige effekter solens UV-stråler kan have på øjnene, hvis de ikke beskytter sig. Et EU-finansieret forskningsprojekt viste sidste år, at UV-strålingen i Skandinavien er på højde med Sicilien i Italien om foråret. Derfor er det at gøre det til en vane at bære solbriller, uanset om du spiller beachvolley på stranden i juli eller står på ski i januar, en rigtig god idé. Også børn er udsatte, fordi børns øjne er særligt følsomme over for UV-stråling, da linserne er klarere og pupillerne større end hos voksne. Derfor er det vigtigt at beskytte øjnene med solbriller i en tidlig alder.
Sollyset kan medføre uoprettelige skader på øjet
UV-indekset er en international måde at måle intensiteten af UV-stråling midt på dagen. I Danmark er UV-indekset højst 1 på en vinterdag og mindst 7 på en sommerdag. Når UV-indekset er mere end 3, anbefales det, at man beskytter sig. Beskytter man ikke øjnene, kan man få uoprettelige øjenskader.
Steffen Heegaard, der til daglig er overlæge på Glostrup Hospital, bekræfter, at det er vigtigt at være opmærksom på de farlige UV-stråler.
”UV-stråler kan være en afgørende årsag til modermærkekræft, både i selve øjet og på øjenlågene, eller hudkræft omkring øjet. Samtidig er solens stråler også relateret til grå stær og sygdommen pterygium, en grålig slimfold, som vokser ind over hornhinden, og som forstyrrer synet. Med enkle, fornuftige tiltag kan man dog reducere risikoen for de farlige sygdomme: Gå ind i skyggen eller brug en hat, solcreme eller solbriller, der dækker hele øjenregionen. Og helt generelt mener jeg, at danskerne skal blive bedre til at tænke beskyttelse af hele kroppen mod sollyset,” siger overlægen, der samtidig kan oplyse, at ca. 400 danskere årligt bliver opereret for hudkræft på øjenlåget, som er forårsaget af UV-lys.
Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler også brugen af solbriller, og mange lande har de seneste år indarbejdet beskyttelse af øjnene med solbriller i deres solråd.
“Herhjemme er mange heldigvis bevidste om Kræftens Bekæmpelses fire solråd, men de kunne med fordel udvides med et femte råd, nemlig: Beskyt dine øjne med solbriller.”
Sådan vælger du de rigtige solbriller
Solbriller skal naturligvis beskytte øjnene 100% mod solens skadelige UV-stråler, men der er mange parametre at have med i overvejelserne, når man skal finde den optimale solbrille. Gode solbriller fjerner UV-strålingen, reducerer lysmængden, så man slipper for at misse med øjnene, fjerner eller reducerer også reflekteret lys og gør det mere behageligt at opholde sig ude i stærkt sollys.
6 ting, du skal vide, når du køber solbriller:
1. UV-beskyttelse
Kig efter solbriller, der beskytter 100% mod solens UVA- og UVB-stråler og slutter tæt til ansigtet. CE-mærket garanterer UV-beskyttelse.
2. Farver
Vælg en farvenuance, der passer til dit behov. Solbrilleglas findes i mange farver og filtrerer lyset forskelligt. Brunt glas øger for eksempel kontrasten, grønt glas reducerer blænding, gråt glas er et godt neutralt glas, der reducerer lyset, uden at farverne, man kigger på, ændres, og gult glas giver god kontrast under dårlige lysforhold.
3. Polariserede glas
Polariserede glas fjerner reflekser fra vand, sne og en våd vejbane, da den polariserende effekt i glassene udelukker lys fra vandrette flader.
4. Toner
Glas fås med forskellige toner, men ikke alle er lige egnede til det direkte sollys. Kig efter solbriller, der filtrerer omkring 75-90% af det synlige lys. Kig evt. dig selv i spejlet. Hvis du let kan se dine øjne gennem glassene, er de sandsynligvis for lyse.
5. Bilkørsel
Husk at solbriller til brug ved bilkørsel ikke må være tonet mere end 90%.
6. Behov
Overvej, hvilke aktiviteter du skal bruge solbrillerne til. Nogle glas og stel er bedre egnet til bestemte typer af aktiviteter end andre. Tænk blot på, hvor forskelligt lyset er, afhængigt af om du befinder dig på åbent hav eller en fortovscafé.
Gode råd om glas
Det er vigtigt at vælge det helt rigtige solglas, da det har betydning for, hvor godt man ser, og da det kan øge sikkerheden i en given situation. Nedenfor kan du blive lidt klogere på, hvilke solbrilleglas der findes, og hvilke effekter de har.
Polariserede glas
udelukker det lys, der reflekteres fra vandrette flader, for eksempel vand, sne eller en våd vejbane. Det gør dem velegnede til bilkørsel i regnvejr, til brug på havet eller på skiløjpen.
Farveskiftende glas
tilpasser sig lysforholdene. Indenfor er glassene klare som almindelige brilleglas, og udenfor bliver de mørke som solbriller, når de udsættes for sollys.
Spejlglas
kaster reflekser tilbage og eliminerer genskin fra sollyset og øger øjnenes komfort. Det gør dem velegnede til vand- og skisport.
Antireflekterende glas
reducerer distraherende reflekser og forbedrer kontrast, udsyn og komfort under forskellige lysforhold.
Kontrastforøgende glas
dæmper den blå del af lyset, hvilket giver et klart syn med tydelige kontraster. En god idé ved udendørs sportsaktiviteter.
Konsulentordning
Dansk Blindesamfunds konsulenter støtter og rådgiver, når synet svigter. Konsulenterne hjælper med at udfylde ansøgninger om kurser, hjælpemidler, ledsageordning eller støtte i hjemmet. De anker også, hvis det er nødvendigt. Alle konsulenter har selv et synshandicap og trækker på egne erfaringer.
Hjælpemidler
Der findes en række synshjælpemidler, som kan være en støtte for mennesker med synshandicap.
Bliv medlem af Dansk Blindesamfund
Blinde og stærkt svagsynede kan blive medlem af Dansk Blindesamfund. Som medlem bliver du en del af vores mange fællesskaber og netværk for mennesker med synshandicap. Lokalt har vi klubber og sociale arrangementer for medlemmer. På landsplan har vi idrætsforeninger, faglige netværk og events for blinde og svagsynede i alle aldre.
Giv et bidrag
Med dit bidrag kan vi blandt andet hjælpe børn og unge med synshandicap, støtte øjenforskning og uddanne flere førerhunde. Sammen kan vi varetage blinde og stærkt svagsynedes interesser og arbejde for, at de også bliver en del af fællesskabet.