Sådan fungerer øjet

Hvordan fungerer øjet egentligt? Øjet danner et billede af omgivelserne og omsætter det til nerveimpulser, som sendes til hjernen, hvor billedet bliver opfattet. Bliv klogere på, hvordan øjet fungerer og tag med Sebastian Klein på øjenafdelingen på Aarhus Universitetshospital.

Redigeret og gennemlæst af læge/forsker Mette Bertelsen, Kennedy Centret samt svagsynsoptiker og synskonsulent Anne Mette Legaard.

At se betyder at kunne opfange, opfatte og omsætte lys til billeder. Dette sker gennem vores øjne, som er et af de mest komplekse organer, mennesket har.

Et menneskeøje vejer cirka 7½ g og måler 2½ cm i diameter og er et fantastisk stykke finmekanik med en meget avanceret opbygning. Et øje kan sammenlignes med et kamera, der gør, at man kan se og stille skarpt på omgivelserne.

Dig og dine data

For at se denne video skal vi bruge dit samtykke til at anvende cookies. Det gør du ved at klikke på knappen nedenfor og derefter vælge “Accepter cookies”

Opdater mit samtykke

Se videoen med Sebastian Klein om, hvordan øjet fungerer og er bygget op

Øjets optik

Øjet er et optisk system, hvor hornhinden og linsen er de brydende medier, øjets dybde/længde er brændvidden og nethinden er filmen, hvor billedet dannes.

Øjets synstyrke angives i dioptrier. Synsstyrken omfatter ca. 60 dioptrier, hvor hornhinden bidrager med cirka 45 dioptrier og linsen med cirka 15 dioptrier. Det vil sige, at langt den største brydning af lyset sker fra overgangen mellem luften og hornhinden. Foruden hornhinden vil kammervæske, linse og glaslegeme også bidrage til lysbrydningen.

Linsen er det eneste brydende medie, der kan ændre sin form. Man kan sammenligne dens form med en lille chokoladelinse, der kan krummes mere eller mindre. Jo mere den er krummet, des mere brydes strålerne. Mens de andre dele er konstante. Derved bliver linsen den eneste struktur i øjet, der kan ændre lysbrydningen, hvilket er en forudsætning for at kunne se nært og fjernt, og linsen indstiller sig også, så man kan se objekter og genstande skarpt. Denne krumningsændring af linsen kaldes akkommodation, tilpasning eller ”øjets autofokus”.

Med alderen mindskes linsens væskeindhold, den bliver fastere, mindre elastisk og får sværere ved at ændre sin krumning og dermed lysets brydning. Det betyder, at vi får svært ved at stille skarpt på korte afstande. Dette aldersbetingede akkommodationstab kaldes presbyopi, ”gammelmandssyn”, og kan korrigeres ved hjælp af en læsebrille, så der igen kan stilles skarpt på korte afstande.

Sådan virker øjet

Øjet gør os i stand til at skelne farver, kon­traster, bevægelser, lys og mørke og bedømme afstande.

Synet kan deles op i to kategorier; det centrale og det perifere syn. Det skyldes, at de to slags sanseceller, stavene og tappene, er ulige fordelt centralt og perifert i øjets nethinde.

Når vi i daglig tale spørger hinanden om, hvor godt vi ser, mener vi, hvor tyde­ligt vi ser. Vi taler altså om det centrale syn. Det centrale syn er det skarpe syn og det, man benytter, når man skal læse og se farver.

Ved hjælp af det perifere syn kan vi opfatte omgivelserne rundt om os uden at kig­ge direkte på dem, mens det centrale syn gør oplevelsen af helheden ty­de­­ligere med informationer om detaljer. Det perifere syn benytter man til at ori­entere sig med og til at se bevægelser. Og med en nøje koordineret be­væ­ge­funktion af øjnene kan vi rette blikket direkte mod det, der rører sig og der­med stille skarpt. Synet kan også registrere kontrastforskelle og afstande, så­le­des at vi kan opfatte dybde i rummet. Det perifere syn opfatter svagere lyskilder end det centrale, og derfor bruger vi det perifere syn, når der er mørkt.

Hvordan fungerer øjet når vi bruger det?

Når et menneske med normalt syn ser lige frem, kan man med det perifere syn se genstande på begge sider samt over og under det punkt, som man fi­k­se­rer med øjnene. Denne evne er meget nyttig, for det bidrager til, at vi bliver op­mærksomme og kan tage hensyn til mere end det, der er lige foran. Denne syns­opmærksomhed hjælper med at advare, så man undgår at snuble over ting eller støde ind i forhindringer eller andre mennesker.

Et godt eksempel på, hvor vigtigt det er, at synet fungerer optimalt, hen­holds­vis centralt og perifert, er bilkørsel. Når vi kører bil, er det ikke nok at kunne se skarpt på skilte og nummerplader lige fremme. Vi skal også kunne orientere os til siderne uden at dreje hovedet. For eksempel skal vi opfatte, om nogen eller noget er på vej udover kørebanen, uden at vi er blevet varslet.

Det at se godt handler altså ikke alene om at se skarpt, men også om at kun­ne få tydelig information om rumlighed, afgrænsninger, genstande, afstande og andre visuelle egenskaber, som beskriver de omgivelser, vi befinder os i.

For at kunne definere begrebet synshandicap tager man udgangspunkt i det nor­male syn. Det er udelukkende synsstyrken og synsfeltet, der indgår i de­fi­ni­tionen af synshandicap, selv om andre synsfunktioner også er meget vig­ti­ge. Synsfeltet er den del af omverdenen, vi kan overskue uden at bevæge øjne eller hoved. Det normale synsfelt er 180 grader, når begge øjne er åbne. Det vil sige, at vi kan opfatte alt foran os, selv om vi ikke kan se detaljerne i hele synsfeltet. 

Synsstyrken er øjets evne til se skarpt, det vil sige at adskille punkter fra hin­an­den samtidig med, at man kan genkende den figur, som punkterne er teg­net i.

Øjet opfanger et billede ved at sende synsindtrykket via synsnerven til hjern­en. Undervejs krydses synsnerverne fra venstre og højre øje, således at syns­indtrykket fra hvert øje kan blandes sammen til et billede. Synssansen er meget avanceret – man kan se farve, lysstyrke, kontraster, detaljer og be­væ­gel­ser.

Vi kan med øjet se både snedækket landskab i højt solskinsvejr og se skæret fra månen og stjernerne på en klar aften. Det er, fordi øjets kamerahus har et meget fint samspil med en avanceret computer, som er god til grafik. Vi kalder den hjernen. Det er nemlig hjernen, som vender billedet rigtigt og gør det helt skarpt.

Giv et bidrag

Med dit bidrag kan vi blandt andet hjælpe børn og unge med synshandicap, støtte øjenforskning og uddanne flere førerhunde. Sammen kan vi varetage blinde og stærkt svagsynedes interesser og arbejde for, at de også bliver en del af fællesskabet.