Dansk Blindesamfund og Verdensmålene

I 2015 vedtog FN 17 Verdensmål for den globale udvikling. Det markerede en hidtil uset ambitiøs og transformativ udviklingsdagsorden og skal frem til 2030 sætte kurs mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten, vi bor på.

For første gang nogensinde er personer med handicap specifikt nævnt som en gruppe, der skal særligt fokus på. Verdensmålene, der har et underliggende og tværgående krav om ”ikke at lade nogen tilbage” (”leave no one behind”), danner for de fleste af verdens lande et grundlæggende afsæt for arbejdet med at sikre deltagelse og opnåelse af rettigheder for mennesker med handicap. Kravet om ”ikke at lade nogen tilbage” indebærer ikke kun at nå de fattigste af de fattige, men kræver bekæmpelse af diskrimination og stigende uligheder inden for og mellem landene og deres grundlæggende årsager.

En væsentlig årsag til, at folk bliver efterladt, er vedvarende former for diskrimination, herunder kønsdiskrimination, som efterlader individer, familier og hele samfund marginaliseret og udelukket. Mange af de barrierer, folk står over for i forbindelse med adgang til tjenester, ressourcer og lige muligheder, er ikke blot skæbneulykker eller manglende tilgængelighed af ressourcer, men snarere resultatet af diskriminerende love, politikker og sociale praksisser, der sætter bestemte grupper af mennesker længere og længere bagud.

Verdensmålene er, ligesom FN’s handicapkonvention, en fantastisk ramme og løftestang for vores politiske arbejde i verden. Verdensmålene er desuden designet sådan, at alle lande skal måle sin egen forbedring i forhold til det niveau, de startede på, og den endelige målsætning. Det vil sige, at alle lande kan forbedre sig, da de ikke kun er i konkurrence med deres nabo, men også sig selv.