Familien i fokus – Familiekursus i efterårsferien, læring, sjov og leg for alle

Er du forælder med et synshandicap – og har du lyst til nogle lærerige og hyggelige dage sammen med hele familien? Så tag med på et kursus, hvor både børn og voksne får fællesskab, ny viden og masser af gode oplevelser.
Kurset er skræddersyet til familier, hvor én eller begge forældre har et synshandicap. Her får I muligheden for at være sammen som familie i trygge og inspirerende rammer – med fokus på både samvær, læring, rehabilitering, sjov og afslapning.
Hvad kan I glæde jer til?
🔹 Sjove og aktive dage med indendørs/udendørs leg, aktivitet i svømmehallen, fælles aktiviteter og meget andet
🔹 Oplæg og samtalegrupper for synshandicappede forældre om rettigheder, hverdagens udfordringer og løsninger
🔹 Masser af hygge, grin og nye venskaber – både for børn og voksne
Kurset bliver ledet af dygtige undervisere med både faglig viden og personlig erfaring – de ved, hvordan det er at vokse op med synshandicap, og hvordan man tackler forældreskabet med samme udgangspunkt.
Fællesskab og netværk
En helt særlig del af kurset er det stærke fællesskab mellem familierne. Her er plads til at dele erfaringer og skabe nye relationer med andre, der kender til sammenlignelige vilkår.
Praktisk
Kurset foregår på Fuglsangcentret i Fredericia, og er arrangeret i starten af efterårsferien fra fredag den 9. oktober kl. 16.30 til mandag den 12. oktober kl. 13.00. Værelser er klar fra kl. 14 på ankomstdagen. Kurset slutter efter frokost om mandagen.
Der er et kursusgebyr på 400,00 kr. pr. forælder, børn til og med 15 år er gratis, og rejseudgifterne er for egen regning. Dansk Blindesamfund dækker kursusindhold, ophold og forplejning på Fuglsangcentret.
Der er et begrænset antal pladser, ca. 12 familier vil få mulighed for at deltage, så skynd dig med familiens tilmelding. Familier der ikke tidligere har deltaget, har fortrinsret og får vi flere tilmeldinger end vi har plads til, vil der ske lodtrækning.
Tilmelding til kursusafdelingen på tlf. nr. 76 20 22 03 eller mail: kursusafdelingen@blind.dk. Seneste tilmelding er den 21. august.