Kør selv bil-arrangement
Kære medlemmer og aktivitetsmedlemmer.
Så sker det. Invitation til en helt særlig køreoplevelse på Jyllandsringen.
Kredsene Vendsyssel, Aalborg, Thy-Mors samt Viborg-Skive inviterer til en oplevelsesrig dag med fart, fællesskab og nye udfordringer – Kør selv bil-arrangement.
Der kan max komme 15 medlemmer/aktivitetsmedlemmer med fra Kreds Vendsyssel, så det er med at være hurtig. Du må gerne tage ledsagere med, disse tæller ikke med som deltagere.
For de, som ikke selv kan komme frem, arrangerer vi fælles buskørsel dertil. Mere om det, når vi kender det endelig antal deltagere. Kørsel i strengt nødvendigt omfang til 60 kr.
Hvornår: lørdag den 29. august kl. 10–14 (hjemkørsel cirka kl. 14).
Hvor sker det: FDM Jyllandsringen, Skellerupvej 38, 8600 Silkeborg.
Hvordan kommer jeg dertil: Hvis ikke du selv har mulighed for at arrangere transport, så sørger din kreds for fælles buskørsel dertil. Læs om det i eget kredsafsnit her i bladet.
Hvad skal der ske: Vi gentager succesen fra tidligere aktiviteter – men denne gang i endnu større skala!
På dagen får blinde og svagsynede medlemmer mulighed for selv at sidde bag rattet og køre på Jyllandsringen sammen med en kørelærer som guide. Her bliver der mulighed for at prøve kræfter med en længere bane, lidt højere fart og flere udfordringer end på de traditionelle køretekniske anlæg.
Samtidig ønsker vi at give ledsagere og pårørende en helt særlig oplevelse – nemlig at opleve synshandicappede bag rattet på en måde, man sjældent ser. Måske bliver der også mulighed for en tur på bagsædet.
Arrangementet samler deltagere fra fire kredse og er en oplagt mulighed for at styrke fællesskabet på tværs af kredsene og møde medlemmer, man ikke ser til daglig.
Bemærk: Der er maks. plads til 60 medlemmer, der kan komme ud at køre – pladserne fordeles efter først til mølle-princippet.
Program for køretider, spisetider mv. oplyses, når vi kender det endelige deltagerantal.
Skal jeg gå sulten hjem? Nej det skal du ikke. Der vil naturligvis være klassisk banestemning med både pølsevogn og burgervogn. Maden er inkluderet i deltagerprisen og som udgangspunkt er der en hotdog og en burger til hver, og måske lidt til den ekstra sultne. Drikkevarer er for egen regning.
Hvad koster det at deltage:
• Medlemmer/aktivitetsmedlemmer: 400 kr.
• Ledsagere: 150 kr.
Hvordan tilmelder jeg mig: Du tilmelder dig og betaler hos Marlene Pedersen, 23 40 92 53 – mpe@blind.dk senest 5. august.
Du betaler på MobilePay 677855. Husk at skrive dit navn og ”bil” i kommentarfeltet, når du betaler.
Aftal ved tilmeldingen, hvis du undtagelsesvis ikke har mulighed for elektronisk betaling.
Vi glæder os til en dag med fart, grin og gode oplevelser!
Med venlig hilsen
Kredsene Vendsyssel, Aalborg, Thy-Mors og Viborg-Skive


