Det gode liv med førerhund

En førerhund er mere end et hjælpemiddel – den giver frihed, tryghed og selvstændighed i hverdagen. Her kan du læse, hvilken forskel en førerhund gør, og hvordan livet med førerhund kan skabe nye muligheder.

Sammy, lys golden retriever, som hvalp iført bøjle, der er lidt for stor

Hvilken forskel gør førerhunde?

Hver dag udfører førerhunde et vigtigt stykke arbejde for, at blinde og stærkt svagsynede kan bevare et aktivt og selvstændigt liv. Førerhunde er ikke bare et hjælpemiddel – de er trofaste følgesvende, som øger livskvalitet, friheden og uafhængigheden for mennesker med synshandicap.

Med en førerhund ved sin side kan man færdes sikkert i trafikken, navigere uden om forhindringer og komme trygt omkring uden at være afhængig af andres hjælp. Mange førerhundebrugere beskriver det som at få friheden tilbage – ikke bare til at bevæge sig, men til at leve livet på egne præmisser.

Der er stor forskel på før og efter, jeg fik Ghita. Før turde jeg sjældent gå alene, men med Ghita ved min side får frihed og gåpåmod. Ghita gør det nemmere at leve et liv uden syn, Christel med førerhunden Ghita.

Førerhunde viser ikke kun vej fra A til B, men bidrager også til, at blinde og stærkt svagsynede bruger færre ressourcer på at komme omkring, holde retning og orientere sig. De firbenede hjælpere leder sikkert uden om kanter, parkerede cykler og andre forhindringer.

Mange førerhundebrugere fremhæver også, hvor stor en hjælp førerhunde er i offentlig transport. På kommando markerer de nærmeste dør og ledig plads i bus og tog. På togstationer hjælper de også med at holde sikker afstand til sporet og navigere udenom forhindringer.

Derfor er førerhunde med til at give blinde og stærkt svagsynede friheden til at deltage aktivt i samfunds- og hverdagslivet. Bevægelsesfrihed giver livskvalitet, og med en førerhund kan man lettere leve et udadvendt liv med arbejde, fritidsaktiviteter og god kontakt til andre mennesker.

At have førerhund er en gave, for det betyder, at jeg uden de store dikkedarer kommer ud ad døren. Før jeg fik førerhund, var der mange ting, som blev overvejet nøje, om de var besværet værd, men nu er det bare af sted. Jeg føler mig mere fri og tryg ved at færdes med Kingo ved min side, Jannie med førerhunden Kingo.

Hvordan hjælper førerhunde i hverdagen?

Dansk Blindesamfunds førerhunde er de eneste certificeret i Danmark og specialtrænet til at støtte blinde og stærkt svagsynede i deres daglige færden. De kan:

  • Lede brugerne uden om forhindringer som parkerede cykler, butiksskilte og vejarbejde
  • Stoppe ved alle nedadgående kanter
  • Finde døre, trapper og fodgængerfelter
  • Holde retningen og føre lige over fodgængerfelter
  • Finde og følge ledelinjer
  • Skabe tryghed i trafikken, så brugeren kan fokusere på at give kommandoer og ikke bekymre sig om forhindringer
  • Finde ledig plads i bus og tog samt holde sikker afstand til perronkanten
  • Give uafhængighed og frihed, så brugeren kan færdes sikkert alene
  • Sikre at brugerne kan opretholde et aktivt liv, så de lettere kan komme til og fra arbejde, fritidsaktiviteter og sociale arrangementer

Førerhunden arbejder tæt sammen med sin bruger, og makkerskabet bygger på tillid, samarbejde og gensidig respekt. Det tager tid at opbygge, men når samarbejdet fungerer, opstår der et stærkt samarbejde og livslangt venskab.

Maggie er det bedste, der er sket for mig. Hun giver mig frihed og overskud i hverdagen, så jeg igen kan leve et aktivt liv uden at bruge kræfter på at orientere mig. Med Maggie ved min side har jeg fået min frihed tilbage, Stine med førerhunden Maggie.

Årets førerhund

Hver dag gør førerhunde en uvurderlig indsats for, at blinde og stærkt svagsynede kan leve et aktivt og selvstændigt liv. De er langt mere end praktisk støtte i hverdagen – de er trofaste makkere, der fortjener anerkendelse for deres arbejde. Derfor hylder Dansk Blindesamfund og Landsforeningen af førerhundebrugere hvert år friheden på fire ben ved at kåre Årets førerhund på Førerhundens Dag.

Prisen gives til en førerhund, der har gjort en særlig forskel i sin brugers liv og bidrager til øget frihed, tryghed og livskvalitet i hverdagen. En fagjury udvælger tre kandidater blandt de indstillede førerhunde, og derefter er det op til danskerne at stemme og afgøre, hvem der fortjener titlen som Årets Førerhund

Tidligere vindere

I 2024 gik titlen som Årets Førerhund til Bertha, der har dannet makker med Heidi i næsten ti år. Før Bertha kom ind i Heidis liv, var buler i panden og skrammer på skinnebenene en fast del af hverdagen. Men med den trofaste førerhund ved sin side er Heidi ikke længere afhængig af andres hjælp.

Bertha sørger for, at Heidi trygt og sikkert kan komme frem og er afgørende for, at Heidi kan leve et udadvendt liv med arbejde, fritidsaktiviteter og god kontakt til familie og venner. Bertha kan også genkende den rigtige bus og ved, hvornår de skal af, når busstoppestedet bliver annonceret i højtaleren.

Årets førerhund Bertha med roset

I 2025 gik titlen som Årets Førerhund til Silke, der hver dag giver sin bruger Rikke frihed og mod til at leve et aktivt liv på egne præmisser. Før Silke sagde Rikke ofte nej til sociale arrangementer, hvis hun ikke havde nogen at følges med. I dag tager hun af sted alene, fordi hun ved, at Silke fører hende uden om forhindringer.

Silke er også en uvurderlig støtte, når Rikke dyrker sin passion for heste. Til ridestævner hjælper hun hende med at finde rundt på pladsen, lokalisere den rigtige hesteboks og Rikkes underviser. Med Silke ved sin side føler Rikke sig fri og ikke længere begrænset af sit synshandicap.